Gå direkte til indholdet

FORKLARING AF BIBELVERS

Ordsprogene 22:6 – “Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå”

Ordsprogene 22:6 – “Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå”

 “Oplær drengen til at følge den vej han skal gå; så vil han ikke forlade den, selv når han bliver gammel.” – Ordsprogene 22:6, Ny Verden-Oversættelsen.

 “Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den.” – Ordsprogene 22:6, den danske autoriserede oversættelse.

Hvad betyder Ordsprogene 22:6?

 Forældre der lærer deres børn at elske Gud og respektere hans love, kan forvente at deres oplæring vil have en positiv og varig indvirkning.

 “Oplær drengen til at følge den vej han skal gå.” Ordene kan også gengives “led et barn ind på den rette vej fra starten af”. Ordsprogenes Bog tilskynder gentagne gange forældre til at lære deres børn, allerede i en tidlig alder, hvad der er rigtigt og forkert. (Ordsprogene 19:18; 22:15; 29:15) Men kærlige forældre er selvfølgelig klar over at deres børn, på samme måde som voksne, har en fri vilje. Så i stedet for bare at fortælle dem hvad de skal gøre, vil de give dem en god oplæring og hjælpe dem til at blive modne, ansvarsbevidste voksne der er i stand til at træffe kloge beslutninger. – 5. Mosebog 6:6, 7; Kolossenserne 3:21.

 Nogle bibelforskere mener at formuleringen i virkeligheden betyder “oplær et barn i overensstemmelse med dets natur”, eller i forhold til dets naturlige tilbøjeligheder. Det lyder måske fornuftigt nok, men det hebraiske udtryk der er gengivet med “til at følge den vej han skal gå”, henviser sandsynligvis til en livsvej der er god og retfærdig. Ordsprogenes Bog fremhæver to veje man kan vælge at gå på. Den ene bliver omtalt som “de godes fodspor”, “visdommens vej” og “den rigtige retning”. (Ordsprogene 2:20; 4:11; 23:19) Den anden bliver beskrevet som “de ondes vej” og ‘den gale vej’. (Ordsprogene 4:14; 16:29) Den vej et barn skal gå på, må altså være den rigtige vej – den vej der fører til livet, som man kan lære om i Guds ord, Bibelen. – Salme 119:105.

 “Han [vil] ikke forlade den, selv når han bliver gammel.” Når forældre lærer deres barn at leve efter Guds moralnormer, vil barnet være mere tilbøjeligt til at blive på den rigtige vej hele livet. Det betyder dog ikke at et barn der er blevet godt oplært, aldrig vil “forlade” vejen eller overtræde en af Guds love. Hvis barnet for eksempel bruger meget tid sammen med nogle der opfordrer det til at gøre noget forkert, vil det måske forlade “retfærdighedens stier” og begynde at leve på en måde der strider med Bibelen. (Ordsprogene 2:12-16; 1. Korinther 15:33) Alligevel kan man sige at forældre der lærer deres børn at følge Guds normer, giver dem de bedste forudsætninger for at få et godt og lykkeligt liv. – Ordsprogene 2:1, 11.

Hvad er baggrunden for Ordsprogene 22:6?

 Ordsprogene, kapitel 22, består af kloge råd der er formuleret som korte vendinger. De afspejler Guds visdom og kan bruges på forskellige områder af livet. De små ordsprog fremhæver værdien af at have et godt omdømme hos Jehova, a hvilket man kan få ved at være ydmyg, gavmild og arbejdsom. (Ordsprogene 22:1, 4, 9, 29) Som kontrast til det siger nogle andre ordsprog at de der ignorerer Guds normer og undertrykker andre, på et tidspunkt vil komme til at mærke konsekvenserne. – Ordsprogene 22:8, 16, 22-27.

 Selvom det kun er nogle få vers i Ordsprogene 22 der handler om børneopdragelse, beskriver kapitlet en måde at leve på som vil føre til at man bliver godkendt af Gud og får et lykkeligt liv. (Ordsprogene 22:17-19) Når forældre oplærer deres børn til at leve på den måde, viser de at de ønsker det bedste for deres børn. – Efeserne 6:1-3.

 Se den her korte video for at få et overblik over Ordsprogenes Bog.

a Jehova er Guds navn. (Salme 83:18) Se artiklen “Hvem er Jehova?