Hvordan kan forældre lære deres børn om sex?
Hvad Bibelen siger
Hvem skal lære børn om sex? Bibelen siger at det er forældrenes ansvar, og mange forældre synes at følgende forslag har været nyttige:
Vær ikke forlegen. Bibelen taler åbent om sex og om kønsdelene, og Gud sagde til Israels nation at “småbørnene” skulle lære om sådanne emner. (5 Mosebog 31:12; 3 Mosebog 15:2, 16-19) Lad være med at omtale sex eller kønsdele som noget pinligt, men brug respektfulde udtryk.
Lær dit barn mere og mere. I stedet for at have én dybtgående samtale om sex med dit barn når det er ved at komme i puberteten, bør du give dit barn flere oplysninger efterhånden som det er i stand til at forstå dem. – 1 Korinther 13:11.
Lær dit barn gode moralnormer. Børn får måske nogen undervisning om sex i skolen. Men Bibelen tilskynder ikke blot forældre til at lære deres børn om de fysiske aspekter angående det seksuelle, men også om de rette holdninger og normer. – Ordsprogene 5:1-23.
Lyt til dit barn. Lad være med at overreagere eller drage forhastede slutninger hvis dit barn stiller spørgsmål om sex. Vær i stedet ‘hurtig til at høre, langsom til at tale’. – Jakob 1:19.
Hvordan du kan beskytte dit barn mod seksuelle krænkere
Skaf dig viden. Lær hvilke metoder en krænker typisk benytter. – Ordsprogene 18:15; se kapitel 32 i bogen Unge spørger – Svar der duer, bind 1.
Følg godt med i dit barns liv. Betro det ikke i nogens varetægt uden at vide om vedkommende er en man kan stole på, og ‘overlad ikke dit barn til sig selv’. – Ordsprogene 29:15.
Lær dit barn at have en ligevægtig indstilling til lydighed. Børn skal lære at adlyde deres forældre. (Kolossenserne 3:20) Men hvis du lærer dit barn at det altid skal adlyde enhver voksen, gør du barnet til et let offer. Kristne forældre kan sige til deres barn: “Hvis nogen siger at du skal gøre noget som Gud siger er forkert, skal du ikke gøre det.” – Apostelgerninger 5:29.
Lær dit barn hvordan det kan beskytte sig selv. Lær dit barn hvad det kan gøre hvis nogen forsøger at udnytte det mens du ikke er til stede. Ved hjælp af korte situationsspil kan du give dit barn mod til at sige: “Hold op med det! Jeg siger det!” og til at komme væk i en fart. Du skal sikkert minde dine børn om dette igen og igen da de let kan glemme. – 5 Mosebog 6:7, den danske autoriserede oversættelse.