Et goldt og udpint landskab. Det er hvad filistrene kan se når de kigger ud over dalen oppe fra deres militærforpost. Mens soldaterne står og spejder ud over det ensartede landskab, viser to mænd sig tydeligt for dem på den anden side af kløften. Mændene er israelitter. Men soldaterne føler sig på ingen måde truet, nærmere underholdt. Filistrene har længe haft magten i området, og israelitterne kan ikke engang få deres landbrugsredskaber slebet uden filistrenes hjælp. Det fortæller noget om hvor dårligt de israelitiske soldater er udrustet. Desuden er de kun to, så selv hvis de var bevæbnede, hvad skulle de så kunne stille op? Filistrene råber hånligt: “Kom op til os, så skal vi give jer en lærestreg!” – 1. Samuel 13:19-23; 14:11, 12.

 Der er helt sikkert nogen der vil få en lærestreg – men det skal vise sig at være filistrene selv! De to israelitter løber ned ad klippeskrænten, krydser kløften og begynder at klatre op mod forposten. Det er så stejlt at de må bruge både hænder og fødder for at kunne klatre op ad klippevæggen, men de fortsætter fremad og styrer direkte mod filistrene. (1. Samuel 14:13) Nu kan filistrene se at den forreste mand er bevæbnet, og at manden bag ham er hans våbendrager. Har han virkelig tænkt sig at angribe en hel garnison med en tomandshær? Er han fuldstændigt vanvittig?

 Nej, slet ikke. Der er tværtimod tale om en mand med en meget stærk tro. Hans navn er Jonatan, og sande kristne kan lære meget af beretningen om ham. Vi deltager selvfølgelig ikke i bogstavelige krige, men Jonatans eksempel kan lære os meget om mod, loyalitet og uselviskhed – egenskaber der kan hjælpe os til at udvikle en stærk tro. – Esajas 2:4; Matthæus 26:51, 52.

 For at forstå hvorfor Jonatan valgte at storme filistrenes forpost, må vi først vide lidt mere om ham som person. Han var den ældste søn af Saul, Israels første konge. Da Saul blev salvet som konge, var Jonatan allerede voksen, måske 20 år eller mere. Han havde et nært forhold til sin far, der ofte betroede sig til ham. I Jonatans øjne var Saul meget mere end en høj, flot mand og en modig kriger – han var et ydmygt menneske med en stærk tro, så Jonatan kunne sagtens forstå hvorfor Jehova havde valgt at Saul skulle være konge. Selv profeten Samuel sagde at der ikke var nogen som ham blandt hele folket. – 1. Samuel 9:1, 2, 21; 10:20-24; 20:2.

 Jonatan må have været stolt over at kæmpe under sin fars kommando mod Israels fjender. Krigene dengang var ikke som de krige der bliver udkæmpet mellem nationer i dag. Dengang havde Jehova udvalgt Israel til at repræsentere ham, og nationen blev konstant angrebet af folkeslag der tjente falske guder. Filistrene, der blandt andet tilbad afguden Dagon, prøvede ofte at undertrykke og endda udslette Jehovas udvalgte folk.

 For mænd som Jonatan var det at gå i krig altså et spørgsmål om at tjene deres Gud, Jehova. Og Jehova velsignede Jonatan for hans loyalitet. Kort tid efter at Saul var blevet konge, blev Jonatan sat over 1.000 soldater, som han stod i spidsen for i et angreb mod en af filistrenes garnisoner i Geba. Soldaterne var dårligt udrustet, men med Jehovas hjælp sejrede de. Det fik filistrene til at mobilisere en kæmpe hær. Mange af Sauls soldater blev skrækslagne. Nogle stak af og gemte sig, og nogle få gik ligefrem over til fjenden. Men ikke på noget tidspunkt svigtede Jonatans mod! – 1. Samuel 13:2-7; 14:21.

 Lad os vende tilbage til den dag ved filistrenes militære forpost. Jonatan havde besluttet at snige sig væk sammen med sin våbendrager. Efterhånden som de nærmede sig forposten i Mikmas, indviede Jonatan våbendrageren i sin plan. Den gik ud på at de skulle stille sig et sted hvor filistrene ikke kunne undgå at se dem. Hvis filistrene udfordrede dem til at komme op til dem, ville det være et tegn på at Jehova nok skulle hjælpe sine tjenere. Våbendrageren var med det samme med på idéen. Måske var han blevet motiveret af Jonatans tillidsvækkende ord: “Der er ikke noget der kan hindre Jehova i at frelse, lige meget om vi er mange eller få.” (1. Samuel 14:6-10) Hvad lå der i det Jonatan sagde?

 Jonatan kendte tydeligvis Jehova godt. Han vidste uden tvivl at Jehova før i tiden havde hjulpet sit folk med at besejre fjender der var i stærkt overtal. Nogle gange havde han endda skaffet israelitterne sejr ved hjælp af en enkelt person. (Dommerne 3:31; 4:1-23; 16:23-30) Så Jonatan forstod at israelitternes sejr ikke afhang af hvor mange de var, hvor stærke de var, eller hvilke våben de havde. Det handlede om tro. Jonatan viste at han havde en stærk tro, ved at lade Jehova bestemme om de skulle angribe forposten eller ej. Han havde tillid til at Jehova ville give dem et specifikt tegn der viste hvad de skulle gøre. Da Jonatan blev klar over at Jehova godkendte planen, gik han frygtløst i aktion.

 Læg mærke til to aspekter ved Jonatans tro. For det første havde han stor ærefrygt for sin Gud, Jehova. Han vidste at Jehova er almægtig og ikke er afhængig af mennesker for at gennemføre sin hensigt. Alligevel finder han glæde ved at belønne mennesker der tjener ham trofast. (2. Krønikebog 16:9) For det andet prøvede han at finde ud af hvad Jehova ønskede, i stedet for bare at tage sagen i egen hånd. I dag forventer vi ikke at Jehova bruger overnaturlige tegn for at vise os om han godkender vores handlinger. Det er der heller ikke brug for, for vi har hele hans inspirerede ord, Bibelen, som hjælper os til at forstå hvad hans vilje er. (2. Timotheus 3:16, 17) Undersøger vi hvad Bibelen siger, inden vi træffer vigtige beslutninger? Hvis vi gør det, viser vi at vi går mere op i hvad Gud ønsker, end hvad vi selv godt kunne tænke os – ligesom Jonatan.

 Så de to mænd, krigeren Jonatan og hans våbendrager, stormer frem mod forposten, op ad den stejle klippevæg. Da det endelig går op for filistrene at de er under angreb, sender de nogle mænd afsted for at bekæmpe de to fjender. Filistrene er i overtal og har også den fordel at deres lejr ligger højt, så det bør egentlig være let for dem at gøre kort proces. Men Jonatan nedkæmper den ene soldat efter den anden. Hans våbendrager går bag ham og giver dem dødsstødet, og på få meter gør de det af med 20 fjendtlige soldater! Men det stopper ikke her. Beretningen fortsætter: “Skræk og rædsel spredte sig i lejren og blandt alle folkene i forposten, og selv røverbanderne blev bange. Jorden begyndte at skælve, og Gud skabte panik blandt filistrene.” – 1. Samuel 14:15.

 Saul og hans mænd ser til på afstand mens kaos og panik spreder sig blandt filistrene, der endda begynder at bekrige hinanden. (1. Samuel 14:16, 20) Det sætter mod i israelitterne, der nu går til angreb – måske med de omkomne filistres våben. Jehova giver sit folk en stor sejr den dag! Og han har ikke forandret sig siden dengang. Hvis vi som Jonatan og hans våbendrager har ubetinget tro på og tillid til Jehova, vil vi aldrig blive skuffet. – Malakias 3:6; Romerne 10:11.

 For Saul er sejren ikke helt den samme som for Jonatan, for han har begået nogle alvorlige fejl. Han havde været ulydig mod Jehova ved at bringe et offer som det var meningen at profeten Samuel, der i modsætning til Saul var levit, skulle bringe. Samuel ankom og fortalte Saul at kongedømmet derfor ville blive overdraget til en anden. Og da Saul senere sendte sine mænd i krig, gav han dem et tåbeligt forbud: “Forbandet er den mand der spiser noget som helst inden aften og før jeg har hævnet mig på mine fjender.” – 1. Samuel 13:10-14; 14:24.

 Sauls forbud vidner om at der foregik en kedelig udvikling i hans personlighed. Var denne ellers ydmyge, åndelige mand ved at få storhedsvanvid? Det var jo ikke Jehova der havde bedt ham om at give de modige, hårdtarbejdende soldater sådan et urimeligt forbud. Og hvad med Sauls ord “før jeg har hævnet mig på mine fjender”? Viser de at han var blevet selvcentreret og troede at den her krig handlede om ham? Havde han helt glemt at det vigtigste var at Jehovas vilje blev gennemført, og ikke at han selv fik hævn, ære og sejr?

 Jonatan ved ikke noget om sin fars overilede forbud. Udmattet efter kampen dypper han spidsen af sin stav i noget honning og smager på det, og han mærker med det samme at han får energien tilbage. Så fortæller en af mændene ham om Sauls forbud mod at spise noget, og Jonatan svarer: “Min far har bragt stor ulykke over landet. Se hvordan mine øjne stråler fordi jeg smagte den lille smule honning. Tænk hvis folkene i dag frit havde kunnet spise af byttet fra deres fjender! Så havde filistrene mistet endnu flere mænd.” (1. Samuel 14:25-30) Jonatan har ret. Han er en loyal søn, men han er ikke blind for sin fars fejl. Det er ikke alt hvad Saul siger og gør, han er enig i, og på grund af hans afbalancerede syn på tingene vinder han andres respekt.

 Da Saul finder ud af at Jonatan har spist noget honning, vil han stadig ikke indse hvor dumt og urimeligt hans forbud er. Faktisk mener han at Jonatan, hans egen søn, skal henrettes. Jonatan begynder ikke at diskutere med sin far eller bønfalde ham om at vise barmhjertighed. I stedet siger han uselvisk: “Her er jeg! Jeg er parat til at dø!” Men israelitterne tager ham i forsvar og siger: “Skal Jonatan dø – ham der har vundet så stor en sejr for Israel? Det er utænkeligt! Så sandt Jehova lever – ikke et af hans hovedhår skal falde til jorden, for det han har udrettet i dag, er sket med Guds hjælp.” Det får Saul til at komme til fornuft. Der står videre: “Dermed reddede de Jonatan, og han døde ikke.” – 1. Samuel 14:35-45.

 Jonatan var kendt for at være modig, arbejdsom og uselvisk. Da han var i fare, blev han reddet på grund af sit gode omdømme. Det vil være godt at vi hver dag tænker over hvordan vores beslutninger påvirker vores ry. I Bibelen står der at et godt navn, eller omdømme, er meget værdifuldt. (Prædikeren 7:1, fodnote) Hvis vi ligesom Jonatan gør hvad vi kan for at have et godt omdømme i Jehovas øjne, vil det gavne og beskytte os.

 Selvom Saul begik fejl, kæmpede Jonatan loyalt ved hans side år efter år. Det må have været meget hårdt for ham at se sin far blive så stolt og ulydig. Et indre mørke ulmede i Saul, og der var intet Jonatan kunne gøre for at standse det.

 Situationen spidsede til da Jehova befalede Saul at drage i krig mod amalekitterne, en nation der var så ond at Jehova på Moses’ tid havde forudsagt at den ville blive fuldstændigt udslettet. (2. Mosebog 17:14) Gud gav Saul besked på at slå alle deres husdyr ihjel og henrette deres konge, Agag. Saul vandt kampen, og Jonatan havde uden tvivl kæmpet modigt som sædvanligt. Men Saul gik direkte imod Jehovas påbud ved at skåne Agag og beholde ejendelene og husdyrene. Profeten Samuel udtalte Jehovas endelige dom over Saul: “Du har forkastet Jehovas ord, og derfor har han forkastet dig som konge.” – 1. Samuel 15:2, 3, 9, 10, 23.

 Kort tid efter trak Jehova sin ånd tilbage fra Saul. Fordi Saul nu ikke længere var under Jehovas kærlige påvirkning, blev han ramt af pludselige humørsvingninger, vredesudbrud og angstanfald. Beretningen siger at “Jehova tillod at han blev plaget af mørke tanker”. (1. Samuel 16:14; 18:10-12) Hvor må Jonatan være blevet ked af at se sin fars personlighed forandre sig så markant. Men han vaklede aldrig i sin trofaste tjeneste for Jehova. Han støttede sin far så godt han kunne, og var nogle gange ret direkte over for ham, men det der betød mest for ham, var hans forhold til hans uforanderlige Gud og Far, Jehova. – 1. Samuel 19:4, 5.

 Har du nogensinde oplevet at en du elsker højt, måske et nært familiemedlem, pludselig har forandret sin personlighed fuldstændigt? Det kan være meget svært at håndtere. Eksemplet med Jonatan minder os om det en salmist senere skrev: “Hvis min egen far og mor skulle svigte mig, vil Jehova tage mig til sig.” (Salme 27:10) Jehova er loyal. Han vil også tage dig til sig og være den bedste Far du kan forestille dig. Ufuldkomne mennesker vil måske skuffe eller svigte dig, men det vil han aldrig gøre!

 Hvordan reagerede Jonatan da han fandt ud af at Jehova ville tage kongedømmet fra Saul? Tænkte han mon over hvilken slags leder han selv kunne blive? Drømte han om at rette op på noget af den skade hans far havde været skyld i, og være et bedre forbillede for folket som en loyal og lydig konge? Vi ved ikke hvad Jonatan tænkte, men under alle omstændigheder ved vi at den slags forventninger ikke blev indfriet. Betyder det at Jehova glemte alt om sin trofaste tjener? Nej, tværtimod. Han sørgede for at beretningen om Jonatan og hans fantastiske eksempel med hensyn til loyalitet og venskab blev taget med i Bibelen. Hvad det var for et venskab, vil vi se nærmere på i den næste artikel om Jonatan.