Langs stillehavskysten ved Californien i USA og Baja California i Mexico lever en lille fisk kaldet californisk stribefisk. Fisken yngler oppe på stranden og ved præcis hvilke dage og på hvilket tidspunkt den skal gyde for at dens yngel kan overleve.

 Tænk over følgende: Den californiske stribefisk gyder på et helt specifikt tidspunkt, nemlig i løbet af de første tre til fire nætter efter springflod, det vil sige når tidevandet er højest på grund af fuldmåne eller nymåne. Hvis de lagde deres æg før fuldmåne eller nymåne, ville æggene blive skyllet væk af det stigende tidevand, som trækker sand med ud i havet. Men fordi de gyder efter at tidevandet har været på sit højeste – når bølgerne begynder at trække sig tilbage og at skubbe sand op på bredden – kan æggene ligge trygt under sandet.

 Fisken yngler i løbet af foråret og sommeren. I den periode er højvande om natten altid højere end højvande om dagen. Det gør det muligt for fiskene at svømme længere op på stranden og lægge deres æg hvor vandet ikke kan nå dem næste gang det bliver højvande.

 Når fiskene skal yngle, venter de på en stor bølge, hvorefter de svømmer med bølgen så langt op på stranden som muligt. Når vandet så trækker sig tilbage og fiskene er strandet, graver hunfiskene sig selv halvt ned i det våde sand, med halefinnen nederst. Hunnen lægger æggene i det hul hun har lavet, fem til otte centimeter nede i sandet, og derefter kommer en eller flere hanner og befrugter dem. Så skubber fiskene sig tilbage mod vandet og svømmer med den næste bølge ud i havet igen.

 Æggene udvikler sig i det fugtige sand, men de har brug for den bevægelse bølgerne skaber i sandet, for at kunne klække. Så når der to uger senere er springflod igen, klækker æggene. Men de kan også blive liggende i op til fire uger, indtil næste springflod.

 Hvad mener du? Er den californiske stribefisks evne til at vide hvor og hvornår den skal gyde, et resultat af en evolution? Eller står der en designer bag?