Et specialpionerægtepar der forkynder i et isoleret distrikt i Brasilien, hørte om Valdira, en kvinde der 13 år tidligere havde studeret Bibelen. Efter at have rejst ad støvede jordveje og krydset farlige floder fandt pionererne Valdira, som var meget opsat på at begynde at studere igen. Fordi hun boede i en afsidesliggende del af landet, måtte de være opfindsomme. Ganske vist  havde Valdira en mobiltelefon, men det eneste sted hvor signalet var kraftigt nok, var på en mark langt fra hendes hjem. Desuden kunne hun først studere efter klokken ni om aftenen. Se det for dig: En ung kvinde sidder med sin mobiltelefon ude på en mark om aftenen og studerer Bibelen over telefonen i stearinlysets skær.

Valdira hører også møderne over telefonen hver søndag. Med sin bibel, sin sangbog og sit Vagttårn går hun ud på marken for at lytte til mødet. Når det regner, tager hun også sin paraply med.

I marts rejste Valdira omkring 100 kilometer til den nærmeste rigssal for at overvære det særlige møde hvor den reviderede udgave af den portugisiske Ny Verden-Oversættelse blev frigivet. Hun blev meget glad for at få et eksemplar af den nye bibel. Da Valdira blev rost for den store indsats hun gjorde for at studere Bibelen, sagde hun: “Så besværligt er det nu heller ikke.”

Yukpaindianerne er et folk der bor i Colombia. Inden Frank, der er specialpioner, skulle ud at besøge et af deres lokalsamfund, blev han advaret om at høvdingen, John Jairo, havde skræmt flere forkyndere fra forskellige evangeliske kirker væk. Da John ved en lejlighed fandt ud af at en af deres præster indsamlede tiende, sendte han præsten på flugt ved at begynde at skyde op i luften.

Frank beretter: “Da vi nåede frem, var den første der lyttede til os, en af John Jairos døtre! Efter at vi havde vist hende bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, sagde hun med det samme: ‘Det her er den religion jeg ønsker  at tilhøre!’ Så løb hun hen for at fortælle sin far at vi var kommet. Han tilkaldte os straks. Vi var meget nervøse da vi mødte ham. Før vi kunne nå at sige noget, sagde han: ‘Jeg ved at I har den sande religion. For otte år siden fandt jeg på en losseplads i Becerril en bog magen til den I har givet min datter. Jeg læste den, og siden da har jeg ventet på jer. Jeg vidste at I en dag ville komme. Jeg vil gerne have at I underviser mig, min familie og alle i dette lille samfund i Bibelen. Vores døre står åbne for jer.’

De ord gjorde at vi fik tårer i øjnene. Hele lokalsamfundet samledes for at lytte til vores forkyndelse, og John Jairo tolkede det vi sagde, til deres sprog. Da vi tog af sted, lånte han os et lille æsel som kunne bære vores  bagage. Vi har nu 47 bibelstudier med i alt 120 yukpaindianere fra forskellige små samfund, inklusive John Jairo og hans datter.”

José, som tidligere var overbevist katolik, bor i Ecuador. Han skriver: “Jeg nærede et inderligt had til Jehovas Vidner. Jeg forfulgte dem i ti år. Jeg arrangerede pøbeloverfald, mishandlede dem rent fysisk og beskyldte dem for tyveri. Og henne på politistationen insisterede jeg på at jeg personligt ville sætte hængelås på deres fængselscelle. Engang ødelagde vi en bil som tilhørte et af Vidnerne. Ved en anden lejlighed smed vi en af deres motorcykler ned i en kløft.

 I 2010 blev jeg ramt af svineinfluenza. Min læge sagde at jeg for at komme mig skulle forlade mit hjem højt oppe i Andesbjergene og tage til et sted med varmere klima ude ved kysten. Jeg rejste til en lille gård der lå nær kysten, og som tilhørte en af mine slægtninge. Det endte med at jeg selv måtte tage mig af gården. Jeg var helt alene og længtes desperat efter nogen at tale med. Og hvem kom så på besøg? Jehovas Vidner! Af ren og skær ensomhed talte jeg med dem og blev forbløffet over deres måde at bruge Bibelen på. Min nysgerrighed fik mig til at sige ja tak til et bibelstudium. Efter at have studeret i seks måneder overværede jeg mit første møde. Jeg blev så imponeret over den venlige og kærlige interesse der blev vist mig, at jeg ikke kunne lade være med at spørge mig selv: ‘Er det her måske Guds sande tjenere?’ Jeg gjorde fortsat fremskridt og blev døbt i april 2014.

Min samvittighed nagede mig fordi jeg havde forfulgt Jehovas Vidner. Jehova gav mig imidlertid mulighed for i nogen grad at råde bod på det jeg havde gjort. Ved et kredsstævne den 4. oktober 2014 blev jeg under et interview om min fortid som modstander stillet spørgsmålet: ‘Hvis du fik mulighed for at sige undskyld til en af dem du forfulgte, hvem skulle det så være?’ Jeg svarede med det samme at det skulle være en bror der hed Edmundo, men jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle finde frem til ham. Uden at jeg vidste det, havde kredstilsynsmanden arrangeret det sådan at han stod klar ude bagved. Tilhørerne blev rørt til tårer da Edmundo og jeg grædende omfavnede hinanden på scenen.”

I den brændende hede fra middagssolen færdiggjorde en gruppe søstre i Asunción i Paraguay det distrikt de  havde fået tildelt. De besluttede sig dog for at gøre en ekstra indsats og forkynde for nogle husstande i nærheden. En af forkynderne sagde: “Måske er der en der er ved at bede til Gud.” I et hjørnehus tog en ung kvinde imod søstrene med et smil og spurgte om de var Jehovas Vidner. Hun forklarede at hun en måned tidligere var flyttet fra Bolivia til Paraguay i forbindelse med sit arbejde. I Bolivia havde Jehovas Vidner studeret Bibelen med hende før hun flyttede. Men ingen i hendes nye nabolag kunne fortælle hende hvor hun kunne finde Vidnerne, så hun havde bedt: “Kære Jehova, vil du ikke nok lade dine vidner finde mig?” Samme dag kom søstrene på besøg, og der blev truffet aftale om et bibelstudium.