UNDER Anden Verdenskrig skulle Elias og hans kone, Josephine, indfinde sig hos embedsmænd i hovedkvarteret for det berygtede japanske militærpoliti, Kempeitai, i Sukabumi på Vestjava. André var den første der blev forhørt. Spørgsmålene haglede ned over ham. “Hvem er Jehovas Vidner? Er du imod den japanske regering? Er du spion?”

“Vi er tjenere for den almægtige Gud, og vi har ikke gjort noget forkert,” svarede André. Den øverstbefalende greb et samuraisværd fra væggen og holdt det i vejret.

“Hvad siger du til at jeg slår dig ihjel nu?” snerrede han. André lagde sit hoved på skrivebordet og bad en stille bøn. Efter en lang pause lød der et latterbrøl. “Du er modig!” sagde den øverstbefalende. Han kaldte derefter Josephine ind. Da hendes forklaring stemte med Andrés, råbte han: “I er ikke spioner. Ud!”

 Nogle måneder senere blev André angivet af “falske brødre” og kom i fængsel. (2 Kor. 11:26) I flere måneder overlevede han ved at spise madrester som han samlede op fra cellens afløbsrende. Men fangevogterne kunne ikke få ham til at opgive sin tro. Da det blev muligt for Josephine at besøge ham, hviskede han gennem tremmerne: “Vær ikke bekymret. Lige meget om de dræber mig eller løslader mig, forbliver jeg trofast mod Jehova. De kan bære mig ud som et lig, men ikke som en forræder.”

Efter at have siddet i fængsel i seks måneder forsvarede André sig over for Jakartas højesteret og blev løsladt.

Omkring 30 år senere, da Jehovas Vidner igen blev underlagt forbud af den indonesiske regering, blev André indkaldt af den offentlige anklager i Manado til at møde op på hans kontor. “Ved du at Jehovas Vidner er blevet forbudt?” spurgte han.

“Ja,” svarede André.

“Er du nu parat til at skifte tro?” spurgte anklageren.

André lænede sig forover, slog sig dramatisk på brystet og sagde med kraftig stemme: “I kan flå hjertet ud af mig, men I kan aldrig få mig til at skifte tro!”

Den offentlige anklager lod André gå og generede ham aldrig mere.

I 2000 døde André i en alder af 85 efter omkring 60 års flittig pionertjeneste.