Jehova valgte Jeremias til at være profet. Han skulle advare folket i Juda og fortælle dem at de skulle holde op med at gøre forkerte ting. Jeremias sagde: ‘Men Jehova, jeg er kun en dreng. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tale til folket.’ Jehova svarede ham: ‘Du skal ikke være bange. Jeg skal nok fortælle dig hvad du skal sige. Jeg vil hjælpe dig.’

Jehova sagde til Jeremias at han skulle samle folkets ældste og smadre en lerkrukke mens de så på det. Så skulle han sige: ‘Jerusalem vil blive ødelagt ligesom den her krukke.’ Da Jeremias gjorde som Jehova sagde, blev de ældste meget vrede. En præst der hed Pashkur, slog Jeremias og satte ham i en gabestok, hvor han sad hele natten uden at kunne røre sig. Næste morgen slap Pashkur ham fri. Jeremias sagde: ‘Jeg kan ikke klare det her. Jeg vil ikke forkynde mere.’ Men gav han virkelig op? Nej. Da Jeremias havde tænkt lidt over det, sagde han: ‘Budskabet fra Jehova er som en ild der brænder inden i mig. Jeg kan ikke holde op med at forkynde.’ Jeremias blev ved med at advare folket.

Efter nogle år kom der en ny konge i Juda. Præsterne og de falske profeter hadede Jeremias’ budskab. De sagde til fyrsterne: ‘Den mand skal dø.’ Jeremias sagde: ‘Hvis I slår mig ihjel, er det en uskyldig mand I slår ihjel. Jeg siger kun det Jehova har sagt jeg skal sige.’ Da fyrsterne hørte det, sagde de: ‘Han har ikke fortjent at dø.’

Men Jeremias blev ved med at forkynde, og det gjorde fyrsterne  meget vrede. De bad kongen om at få ham slået ihjel. Kongen sagde at de kunne gøre hvad de ville med Jeremias. De smed ham så ned i et dybt, mudret hul, hvor de håbede han ville dø. Jeremias begyndte at synke ned i mudderet.

En hofmand der hed Ebed-Melek, sagde til kongen: ‘Fyrsterne har smidt Jeremias i et dybt hul. Han dør hvis vi lader ham blive dér!’ Kongen befalede at Ebed-Melek skulle tage 30 mænd med sig og trække Jeremias op af hullet. Skulle vi ikke være ligesom Jeremias og forkynde uanset hvad vi kommer ud for?