22  I tre år var der ikke krig mellem Aram og Israel. ² I det tredje år kom kong Joshafat+ af Juda ned til Israels konge.+ ³ Israels konge sagde så til sine folk: “Er I ikke klar over at Ramot-Gilead+ tilhører os? Og alligevel tøver vi med at erobre den tilbage fra Arams konge.” ⁴ Så sagde han til Joshafat: “Vil du gå med mig i krig ved Ramot-Gilead?” Joshafat svarede: “Jeg er som dig. Mine folk er dine folk. Mine heste er dine heste.”+ ⁵ Joshafat sagde dog til Israels konge: “Men spørg først+ Jehova til råds.”+ ⁶ Så samlede Israels konge profeterne, omkring 400 mand, og spurgte dem: “Skal jeg gå i krig mod Ramot-Gilead, eller skal jeg lade være?” De sagde: “Gør det, og Jehova vil overgive byen til kongen.” ⁷ Joshafat sagde så: “Er der ikke en af Jehovas profeter her? Lad os også spørge Gud gennem ham.”+ ⁸ Israels konge svarede Joshafat: “Der er en mand mere som vi kan spørge Jehova til råds+ igennem. Men jeg hader ham,+ for han profeterer aldrig noget godt om mig, kun dårligt.+ Det er Mikaja,* Jimlas søn.” Men Joshafat sagde: “Sådan må kongen ikke sige.” ⁹ Så kaldte Israels konge på en hofmand og sagde: “Skynd dig at hente Mikaja, Jimlas søn.”+ ¹⁰ Nu sad Israels konge og kong Joshafat af Juda på hver sin trone, klædt i kongelige klæder, på tærskepladsen ved indgangen til Samarias byport, og alle profeterne profeterede foran dem.+ ¹¹ Sidkija, Kenaanas søn, lavede nogle horn af jern og sagde: “Jehova siger: ‘Med dem skal du stange aramæerne indtil du har udryddet dem.’” ¹² Alle de andre profeter profeterede det samme og sagde: “Drag op til Ramot-Gilead, og det vil lykkes for dig, for Jehova vil overgive byen til kongen.” ¹³ Budbringeren der var gået hen for at hente Mikaja, sagde til ham: “Hør på mig! Profeterne har alle som én lovet at det vil gå godt for kongen. Sig det samme som dem, og lov noget godt.”+ ¹⁴ Men Mikaja sagde: “Så sandt Jehova lever: Jeg vil sige det som Jehova siger til mig.” ¹⁵ Han kom ind til kongen, som spurgte ham: “Mikaja, skal vi gå i krig mod Ramot-Gilead, eller skal vi lade være?” Han svarede straks: “Drag derop! Det vil lykkes for dig, for Jehova vil overgive byen til kongen.” ¹⁶ Kongen sagde til ham: “Hvor mange gange skal jeg få dig til at sværge på kun at sige sandheden i Jehovas navn?” ¹⁷ Så sagde Mikaja: “Jeg så alle israelitterne spredt på bjergene+ som får der ikke har nogen hyrde. Jehova sagde: ‘De har ingen herre. Lad dem alle vende hjem i fred.’” ¹⁸ Israels konge sagde så til Joshafat: “Sagde jeg ikke til dig: ‘Han vil ikke profetere noget godt om mig, kun dårligt’?”+ ¹⁹ Mikaja fortsatte: “Hør nu Jehovas ord: Jeg så Jehova sidde på sin trone+ og hele himlens hær stå hos ham, til højre og til venstre for ham.+ ²⁰ Jehova sagde: ‘Hvem vil narre Akab og få ham til at drage op mod Ramot-Gilead så han falder dér?’ Og en kom med ét forslag, og en anden kom med et andet. ²¹ Så trådte en ånd*+ frem og stillede sig foran Jehova og sagde: ‘Jeg vil narre ham.’ Jehova spurgte ham: ‘Hvordan vil du gøre det?’ ²² Han svarede: ‘Jeg vil gå ud og være en løgnens ånd i alle hans profeters mund.’+ Så sagde han: ‘Du skal narre ham, og det vil lykkes for dig. Gå ud og gør det.’ ²³ Og nu har Jehova lagt en løgnens ånd i alle dine profeters mund,+ men Jehova har erklæret at du skal rammes af ulykke.”+ ²⁴ Sidkija, Kenaanas søn, trådte frem og slog Mikaja på kinden og sagde: “Siger du at Jehovas ånd har forladt mig* for at tale med dig?”+ ²⁵ Mikaja svarede: “Det vil gå op for dig den dag du går ind i det inderste rum for at gemme dig.” ²⁶ Så sagde Israels konge: “Tag Mikaja og overgiv ham til Amon, bykommandanten, og til Joash, kongens søn. ²⁷ Sig til dem: ‘Kongen siger: “Sæt denne mand i fængsel+ og giv ham en nedsat ration af brød og vand indtil jeg vender tilbage i god behold.”’” ²⁸ Men Mikaja sagde: “Hvis du vender tilbage i god behold, har Jehova ikke talt med mig.”+ Så tilføjede han: “Husk hvad jeg har sagt, alle folk.” ²⁹ Israels konge og kong Joshafat af Juda drog så op til Ramot-Gilead.+ ³⁰ Israels konge sagde til Joshafat: “Jeg vil forklæde mig og gå i kamp, men du kan tage dine kongelige klæder på.” Så Israels konge forklædte sig+ og gik i kamp. ³¹ Arams konge havde beordret de 32 der havde befalingen over hans stridsvogne:+ “I må ikke kæmpe mod nogen, hverken lille eller stor,* kun mod Israels konge!” ³² Da de der havde befalingen over stridsvognene, så Joshafat, sagde de til sig selv: “Det må være Israels konge.” Så de styrede mod ham for at angribe ham, og Joshafat råbte om hjælp. ³³ Da de der havde befalingen over stridsvognene, opdagede at det ikke var Israels konge, holdt de straks op med at følge efter ham. ³⁴ Men en mand skød en pil af, og tilfældigt* ramte han Israels konge mellem sammenføjningerne i hans brynje. Så kongen sagde til sin vognstyrer: “Vend om og få mig væk fra slagmarken,* for jeg er hårdt såret.”+ ³⁵ Kampen rasede hele den dag, og kongen måtte have hjælp til at holde sig oprejst i stridsvognen med ansigtet vendt mod aramæerne. Blodet fra hans sår løb ned i bunden af stridsvognen, og om aftenen døde han.+ ³⁶ Ved solnedgang gik der et højt råb gennem lejren: “Hver mand til sin by! Hver mand til sit land!”+ ³⁷ Kongen døde altså. Han blev bragt til Samaria, og man begravede ham i Samaria. ³⁸ Da man skyllede stridsvognen ved Samarias dam, slikkede hundene hans blod, mens de prostituerede badede sig dér,* sådan som Jehova havde sagt.+ ³⁹ Resten af historien om Akab og alle hans bedrifter og det elfenbenspalads*+ og alle de byer han byggede, er nedskrevet i bogen med Israels kongers historie. ⁴⁰ Så lagde Akab sig til hvile hos sine forfædre,+ og hans søn Akazja+ blev konge efter ham. ⁴¹ Joshafat,+ Asas søn, var blevet konge over Juda i kong Akab af Israels fjerde år. ⁴² Joshafat var 35 år da han blev konge, og han regerede 25 år i Jerusalem. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilki. ⁴³ Han fulgte lige i sin fars, Asas, fodspor,+ uden at afvige fra dem, og han gjorde det der var rigtigt i Jehovas øjne.+ Men offerhøjene blev ikke fjernet, og folket fortsatte med at bringe ofre og lade røgen fra dem stige op fra offerhøjene.+ ⁴⁴ Joshafat holdt fred med Israels konge.+ ⁴⁵ Resten af Joshafats historie, hans store bedrifter og hvordan han førte krig, er nedskrevet i bogen med Judas kongers historie. ⁴⁶ Han smed også resten af de mandlige tempelprostituerede+ ud af landet, dem der var tilbage fra hans fars, Asas, dage.+ ⁴⁷ Dengang var der ikke nogen konge i Edom,+ men en embedsmand* fungerede som konge.+ ⁴⁸ Joshafat byggede også Tarshish-skibe* som skulle sejle til Ofir efter guld.+ Men de kom ikke afsted, for de forliste ved Esjongeber.+ ⁴⁹ Det var dengang Akazja, Akabs søn, sagde til Joshafat: “Lad mine folk følge med dine folk på skibene.” Men det gik Joshafat ikke med til. ⁵⁰ Så lagde Joshafat sig til hvile hos sine forfædre.+ Man begravede ham hos hans forfædre i Davidsbyen, hans forfars by, og hans søn Joram+ blev konge efter ham. ⁵¹ Akazja,+ Akabs søn, blev konge over Israel i Samaria i kong Joshafat af Judas 17. år, og han regerede over Israel i to år. ⁵² Han gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, og fulgte i sin fars+ og sin mors+ fodspor og i Jeroboams, Nebats søns, fodspor, ham der havde fået Israel til at synde.+ ⁵³ Han tilbad Baal+ og bøjede sig for ham og blev ved med at krænke Jehova, Israels Gud,+ præcis som hans far havde gjort.