irettesættelse: Eller “straf”. I sit første inspirerede brev til korintherne skrev Paulus at en bestemt bror som ikke angrede sin seksuelt umoralske måde at leve på, skulle fjernes fra menigheden. (1Kt 5:1, 7, 11-13) Retledningen havde den ønskede effekt: Menigheden blev beskyttet mod dårlig påvirkning, og overtræderen angrede oprigtigt. Fordi hans adfærd viste at han virkelig angrede, skrev Paulus at ‘den irettesættelse de fleste af dem havde givet denne mand, var nok’, og at de skulle tage godt imod ham i menigheden igen. Det stemmer med Jehovas måde at se tingene på, for han irettesætter sine tjenere “i passende omfang”. – Jer 30:11.

overvældet: Eller “opslugt”. Det græske ord der bruges her, kan bogstaveligt henvise til det at opsluge eller æde noget. (He 11:29; 1Pe 5:8, fdn.) Ifølge et leksikon kan formuleringen “helt overvældet af modløshed” betyde “så ked af det at man mister modet ... så fortvivlet at man har lyst til at give op”.

bekræfte jeres kærlighed til ham: Det græske ord der er oversat med “bekræfte”, er et juridisk udtryk der betyder at “erklære gyldig; bevise gyldigheden af”. (Det er gengivet med “gjort gyldig” i Ga 3:15). De kristne i Korinth skulle vise at deres kærlighed til den angrende mand var ægte, og gennem deres indstilling og handlinger gøre det tydeligt at de havde taget imod ham i menigheden igen. Ved at genoprette deres gode forhold til ham ville de “bekræfte”, eller bevise gyldigheden af, deres kærlighed til ham. De skulle ikke bare gå ud fra at han automatisk ville mærke at de elskede ham. De skulle gøre noget aktivt for at vise det.

narret af Satan: Eller “overlistet (udnyttet) af Satan”. Da Paulus skrev 1. Korinther, var det lykkedes Satan at påvirke menigheden i en negativ retning. Menigheden havde været for eftergivende og set gennem fingre med at en mand fortsatte med at leve på en seksuelt umoralsk måde uden at man tog hensyn til den skam det bragte over Guds navn. Derfor irettesatte Paulus dem. (1Kt 5:1-5) Men nu havde manden angret oprigtigt. Hvis menigheden derimod gik til den anden yderlighed og nægtede at tilgive manden, ville den blive narret af Satan på en anden måde. Menigheden ville blive hård og ubarmhjertig, ligesom Satan selv er, og det ville føre til at den der angrede, helt mistede modet.

Vi er jo ikke uvidende om hans planer: Paulus skriver ikke bare at “vi kender hans planer”. Han gør derimod brug af et sprogligt virkemiddel der kaldes litote, dvs. en underdrivelse der understreger at det modsatte ikke er sandt. (Et eksempel på litote findes i ApG 21:39, hvor Tarsus bliver omtalt som “en ikke ukendt by”, altså en betydningsfuld by). Derfor bliver sætningen også i nogle oversættelser gengivet med “vi ved jo hvad han har i sinde” eller “hans lumske handlemåde kender vi jo”, hvilket understreger samme tanke.

planer: Eller “hensigter; metoder”. Det græske ord noema der er anvendt her, kommer af ordet nous, der betyder “sind”. Her refererer det dog til Satans onde planer, eller det han udtænker, det han har i sinde. Satan benytter sig af udspekulerede metoder for at få kristne til at holde op med at tjene Gud. Men i evangelierne bliver Satans strategier afsløret, og det samme gør sig gældende i ældre dele af Skrifterne, som for eksempel i Jobs Bog. (Job 1:7-12; Mt 4:3-10; Lu 22:31; Joh 8:44) Senere i dette brev skriver Paulus at “slangen forførte Eva med sin snedighed”, og at ‘Satan selv altid giver sig ud for at være en lysets engel’. (2Kt 11:3, 14) Derfor kunne Paulus skrive vi er jo ikke uvidende om hans planer. Nogle mener at Paulus her bruger et ordspil der kunne gengives med “vores sind er ikke uvidende om hans sind”, dvs. hans onde tankegang.

fik jeg ingen ro i sindet fordi jeg ikke fandt min bror Titus: Paulus skrev 1. Korinther mens han var i Efesos. Det var et brev der indeholdt en kraftig vejledning. Så sendte han Titus til Korinth for at hjælpe til med indsamlingen til brødrene i Judæa der var i nød. (2Kt 8:1-6) Paulus havde håbet at møde Titus i Troas, men da han ikke fandt ham dér, sagde han at han ikke fik ro i sindet. Måske var Paulus skuffet fordi han gerne ville have hørt fra Titus hvordan korintherne havde reageret på hans alvorlige brev. Paulus havde åbent givet udtryk for sine følelser over for de kristne i Korinth og fortalt hvor meget han holdt af dem. Derfra “rejste [han] videre til Makedonien”, og her mødte han Titus, der kunne fortælle gode nyheder. Paulus blev meget lettet og glad da han hørte at menigheden havde reageret positivt på vejledningen. – 2Kt 7:5-7; se studienote til 2Kt 7:5.

fører os afsted i triumftog: Det græske ord thriambeuo, der betyder “føre i triumftog”, forekommer kun to gange i Bibelen, og begge gange er det i forskellige symbolske sammenhænge. (2Kt 2:14; Kol 2:15) Et romersk triumftog var en officiel parade der blev afholdt for at takke guderne og for at ære en sejrende hærfører. Triumftog blev skildret ved skulpturer, i malerier og på mønter. De blev også beskrevet i litterære værker og i teaterstykker. På Titusbuen i Rom kan man se relieffer af triumftoget fra juni 71 e.v.t. På reliefferne ses romerske soldater der bærer på hellige genstande fra det ødelagte tempel i Jerusalem.

sprede ... som en duft: Denne del af metaforen stammer sandsynligvis fra den praksis at brænde røgelse langs triumftogets rute. Paulus sammenligner det at sprede kundskaben om Gud med det at sprede en duft.

Vi der forkynder om Kristus, er som en dejlig duft: Det græske ord der her er gengivet med “dejlig duft”, er euodia. Dette udtryk bliver også anvendt i Ef 5:2 og Flp 4:18, hvor det står sammen med det græske ord osme (der betyder “duft; lugt”), og der er det oversat med “en duft der er behagelig”. I Septuaginta bliver disse to ord ofte brugt som en gengivelse af det hebraiske udtryk for “en behagelig duft” i forbindelse med ofre til Gud. (1Mo 8:21; 2Mo 29:18) I det her og det foregående vers taler Paulus om den røgelse der blev brændt ved triumftogene, og sammenligner det med at de der forkynder om Kristus, er som en dejlig duft for Gud. Denne “duft” fremkalder forskellige reaktioner alt efter om folk tager imod det kristne budskab eller afviser det.

en lugt: Eller “en duft”. Det græske ord osme forekommer to gange i det her vers, en gang i udtrykket “en lugt af død” og en gang i udtrykket “en duft af liv”. Det græske udtryk kan både referere til en behagelig duft (Joh 12:3; 2Kt 2:14, 16; Ef 5:2; Flp 4:18) og til en ubehagelig lugt. I Esa 34:3 ifølge Septuaginta sigter det til “stanken fra ... lig”. Her i 2Kt 2:16 er den symbolske lugt, eller duft, den samme i begge tilfælde, den står for det budskab som Jesus’ disciple forkynder. I et bogstaveligt triumftog var fangerne en del af processionen, og når triumftoget standsede, blev de henrettet. For dem var der tale om “en lugt af død”. I Paulus’ illustration var det den enkeltes reaktion på budskabet der afgjorde om det var en behagelig duft eller en ubehagelig lugt. Budskabet var “en duft af liv” for dem der tog imod det, men “en lugt af død” for dem der afviste det.

til at udføre denne tjeneste: Dvs. den form for tjeneste som Paulus har beskrevet i de foregående vers. Paulus spørger altså om hvem der er kvalificeret til at være en sand tjener for Gud og sprede kundskaben om Ham ud som en duft overalt.

Det er vi: Paulus svarer her på det spørgsmål han stillede i slutningen af vers 16. Det er ikke nogen overdrivelse når han siger at han og hans medarbejdere er kvalificeret til denne tjeneste. Han siger derimod klart og tydeligt at de er sendt af Gud, dvs. at de er helt afhængige af Gud for at være kvalificerede. Han siger også at de udfører deres tjeneste i al oprigtighed, dvs. med rene motiver. – 2Kt 3:4-6.

for vi driver ikke forretning med Guds ord: Eller “for vi er ikke kræmmere der handler med Guds ord”. I modsætning til falske lærere havde Paulus, apostlene og deres medarbejdere gode motiver når de forkyndte det rene budskab fra Gud. Det græske ord der er oversat med “drive forretning” (kapeleuo), blev oprindeligt brugt om en der havde en forretning eller en kro, men med tiden kom det til at indeholde tanken om en der snød andre og var grådig. Et græsk ord der er beslægtet med det der forekommer her, finder vi i Septuaginta i Esa 1:22 i formuleringen “dine vinhandlere [“kroværter”] blander vinen med vand”. I den græsk-romerske verden var det almindeligt at fortynde vin med vand før man drak den. For at tjene flere penge var der nogle der øgede den mængde af vand de fortyndede vinen med. Nogle bibelforskere mener derfor at Paulus hentydede til den slags uærlige vinhandlere. I græsk litteratur blev samme metafor brugt til at beskrive omrejsende filosoffer der tog penge for at undervise andre. Da Paulus talte om mange andre der ‘drev forretning’ med Guds ord, tænkte han åbenbart på nogle der falskeligt udgav sig for at være tjenere for Gud og blandede Jehovas ord med menneskers filosofier, traditioner og falske religiøse læresætninger. Det betød at de i overført forstand udvandede Guds ord, ødelagde dets aroma og smag og svækkede dets kraft til at give glæde. – Sl 104:15; se studienote til 2Kt 4:2.