ånden førte ham omkring: Det græske ord pneuma henviser her til Guds ånd, der kan virke som en drivkraft der motiverer eller tilskynder en person til at handle i harmoni med Guds vilje. – Mr 1:12; se Ordforklaring: “Ånd”.

Djævelen: Se studienote til Mt 4:1.

Et menneske skal ikke kun leve af brød: I forbindelse med Jesus’ citat fra De Hebraiske Skrifter gengiver Lukas en mindre del af 5Mo 8:3 end Matthæus gør. Nogle gamle græske håndskrifter og oversættelser fuldfører dog citatet og tilføjer ordene “men af hvert ord fra Gud”, og på den måde sørger de for at Lukas’ beretning bliver enslydende med parallelberetningen i Mt 4:4. Men der er belæg for den kortere gengivelse i Lukas’ beretning i tidligere håndskrifter. Det er dog værd at bemærke at flere oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J^{7, 8, 10, 14, 15, 17} i Tillæg C) der har den længere gengivelse, bruger tetragrammet. I disse oversættelser kan ordlyden gengives: “men af alt hvad der udgår fra Jehovas mund”.

Så tog Djævelen ham med op på et bjerg: I parallelberetningen i Mt 4:8 læser vi den detalje at Djævelen tog Jesus med til “et usædvanligt højt bjerg”. Lukas nævner fristelserne i en anden rækkefølge end Matthæus, men i dette tilfælde ser det ud til at det er Matthæus der beskriver det der skete, i den rigtige rækkefølge. (Mt 4:1-11) Det virker logisk at antage at Satan ville indlede de første to fristelser med den underfundige sætning “hvis du er Guds søn” og slutte med en åbenlys fristelse til at bryde det første af De Ti Bud. (2Mo 20:2, 3) Det passer også meget godt med at Jesus, som svar på den sidste af de tre fristelser, ville sige: “Forsvind, Satan!” (Mt 4:10) Desuden har bibelforskere bemærket – selvom det ikke er et endegyldigt argument – at Mt 4:5 indleder den anden fristelse med et græsk ord der er gengivet med “så”, i betydningen “derefter”. Derfor kan ordlyden i Matthæus’ beretning være en anelse mere specifik hvad angår rækkefølgen end det der står i Lu 4:5, der også er oversat med “så”, men ifølge grundteksten blot betyder “og”. Det er rigtigt at Lukas nedskrev sin beretning i “logisk rækkefølge”, men det betyder ikke nødvendigvis at det var i fuldstændig kronologisk rækkefølge. – Se studienote til Lu 1:3.

viste ham: Se studienote til Mt 4:8.

riger: Se studienote til Mt 4:8.

tilbede mig én gang: Se studienote til Mt 4:9.

Jehova: I dette citat fra 5Mo 6:13 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

toppen af tempelmuren: Se studienote til Mt 4:5.

Jehova: I dette citat fra 5Mo 6:16 forekommer Guds navn, der er gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

synagoger: Se Ordforklaring: “Synagoge”.

som han plejede på sabbatsdagen: Der er ikke noget der tyder på at jøderne mødtes i synagoger på sabbatsdagen på noget tidspunkt før eksilet i Babylon. Det var højst sandsynligt noget man begyndte at gøre på Ezras og Nehemias’ tid. Jesus fulgte også denne åndeligt gode vane, og under hele sin opvækst havde han været vant til at komme i synagogen i Nazaret sammen med sin familie. Med tiden begyndte den kristne menighed på lignende måde at mødes for at tilbede Gud.

rejste sig for at læse: Forskere bemærker at dette er den tidligste kendte beskrivelse af en gudstjeneste i en synagoge. Ifølge jødisk tradition begyndte gudstjenesten som regel med at menighedens medlemmer bad personlige bønner efterhånden som de kom ind i bygningen, og derefter blev ordene i 4Mo 15:37-41; 5Mo 6:4-9; 11:13-21 reciteret. Bagefter blev der bedt offentlige bønner og læst op af et afsnit af Pentateuken efter en fastlagt læseplan. Ud af ApG 15:21 kan vi se at der i det første århundrede e.v.t. blev foretaget en sådan oplæsning “hver sabbat”. Den næste del af gudstjenesten, som ser ud til at være den verset fokuserer på, var en oplæsning af profeterne og en udlægning af det man lige havde læst. Almindeligvis stod oplæseren op, og han havde måske en vis frihed til selv at vælge en passage fra profeterne. – Se studienote til ApG 13:15.

profeten Esajas’ skriftrulle: Dødehavsrullen med Esajas’ Bog består af 17 pergamentstykker der er sat sammen til en 7,3 m lang rulle med 54 spalter. Den rulle der blev brugt i synagogen i Nazaret, kan have haft en lignende længde. I det første århundrede fandtes der ikke kapitel- og versinddeling, så Jesus måtte rulle hen til den passage han gerne ville læse. At han fandt det sted hvor de profetiske ord stod skrevet, viser at han var godt kendt med Guds ord.

Jehovas: I dette citat fra Esa 61:1 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

han har salvet: Lukas citerer her fra Esajas’ profeti ifølge Septuaginta, hvor der står “han har salvet”. Men Jesus har læst op af den hebraiske tekst af Esajas’ profeti (61:1, 2), hvor udsagnsordet for “salvet” forekommer sammen med Guds navn, der er gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH). Flere hebraiske oversættelser af De Kristne Græske Skrifter (benævnt som J^{7, 8, 10, 14, 15} i Tillæg C) anvender her Guds navn og har følgende ordlyd: “Jehova har salvet.”

forkynde at de der er i fængsel, skal sættes fri: Jesus citerer her fra Esajas’ profeti, som nogle jøder mente ville få en bogstavelig opfyldelse. (Esa 61:1) Men Jesus’ forkyndelse drejede sig om at befri mennesker fra åndeligt fangenskab, og derfor var den frihed Jesus talte om, af åndelig art. Denne profeti og det at Jesus anvender den på sin tjeneste, henviser åbenbart til jubelåret, som blev fejret hver 50. år. I jubelåret blev der forkyndt frihed i hele landet. – 3Mo 25:8-12.

en tid hvor man kan blive godkendt af Jehova: Eller “et år hvor man kan få Jehovas velvilje”. Her citerer Jesus fra Esa 61:1, 2. I Lukas’ græske tekst står der her “velkomne år”, som svarer til gengivelsen i Septuaginta af det hebraiske udtryk “velviljens år”. Jesus anvendte dette vers på sig selv og sagde dermed at hans tjeneste, der fører til frelse, markerede begyndelsen på det “år” der var ‘velkomment’ for Jehova, og hvor han ville vise sin velvilje og godkende mennesker. Jesus stoppede sin oplæsning lige inden Esajas’ næste ord der handler om den relativt korte “dag med hævn” fra Gud, og det gjorde han åbenbart for at fremhæve det længere år “hvor man kan blive godkendt af Jehova” hvis man vender sig til ham for at blive frelst. – Lu 19:9, 10; Joh 12:47.

Jehova: I dette citat fra Esa 61:2 forekommer Guds navn, der er gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

og satte sig: Jesus viste dermed at han skulle til at tale. Det var almindelig praksis i synagogen at den der havde læst højt for hele menigheden, ikke gik tilbage til sin tidligere plads, men satte sig for at undervise hvor “alle” kunne se ham. – Se også studienote til Mt 5:1.

talemåde: Eller “illustration; sammenligning”. Det græske ord parabole, som bogstaveligt betyder “at stille ved siden af (sammen)”, kan referere til en sammenligning, et ordsprog, en talemåde eller en illustration. – Se studienote til Mt 13:3.

din hjemegn: Bogst.: “din fars sted”, dvs. Nazaret, Jesus’ hjemby. I denne sammenhæng refererer det græske ord der er oversat med “hjemegn” (patris), åbenbart til et relativt begrænset område – byen hvor Jesus og hans nærmeste familie boede. Men dette udtryk kan også anvendes om et større geografisk område, såsom ens fødeland. Og i Joh 4:43, 44 henviser ordet “hjemegn” sandsynligvis til hele Galilæa.

i tre og et halvt år: Ifølge 1Kg 18:1 bekendtgjorde Elias at tørken ville slutte “i det tredje år”. Nogle har derfor hævdet at Jesus modsiger beretningen i 1. Kongebog. Men De Hebraiske Skrifter antyder ikke at tørken varede mindre end tre år. Udtrykket “i det tredje år” hentyder sandsynligvis til den periode der begyndte da Elias første gang fortalte Akab om tørken. (1Kg 17:1) Den bekendtgørelse kom sikkert da tørtiden – der typisk varer op til et halvt år men i dette tilfælde kan have varet længere end normalt – allerede var sat ind. Dertil kommer at tørken ikke sluttede straks efter at Elias igen henvendte sig til Akab, “i det tredje år”, men efter den følgende ildprøve på Karmels Bjerg. (1Kg 18:18-45) Jesus’ ord her, og den lignende udtalelse hans halvbror Jakob kom med, og som er nedskrevet i Jak 5:17, harmonerer altså fint med den tidsangivelse der nævnes i 1Kg 18:1.

Sarepta: Denne fønikiske by lå ved Middelhavets kyst mellem byerne Sidon og Tyrus, dvs. i ikkeisraelitisk område. Navnet er bevaret i Sarafand, en by i nutidens Libanon, der ligger ca. 13 km SSV for Sidon, selvom placeringen i oldtiden muligvis lå lidt længere væk, ved Middelhavets kyst. – Se Tillæg B10.

helbredt: Bogst.: “renset”, dvs. da Naaman blev helbredt for sin spedalskhed. (2Kg 5:3-10, 14) Ifølge Moses’ Lov gjorde denne sygdom et menneske ceremonielt urent. (3Mo 13:1-59) Derfor anvendes det græske udtryk ofte i forbindelse med spedalske der blev helbredt. – Mt 8:3; 10:8; Mr 1:40, 41.

for at kaste ham ned: Ifølge en jødisk tradition, som senere kom til at stå i Talmud, kunne det ske at en mand der var dømt, blev kastet ud over en bjergkant og derefter overdænget med sten fordi man ville være sikker på at han var død. Uanset om den rasende folkemængde her i Nazaret havde sådan en plan i tanke eller ej, er der ingen tvivl om at hensigten var at dræbe Jesus.

Kapernaum: Kommer af et hebraisk navn der betyder “Nahums landsby” eller “trøstens landsby”. (Na 1:1, fdn.) Det var en by der spillede en betydelig rolle under Jesus’ jordiske tjeneste. Den lå ved Galilæasøens nordvestlige bred og omtales som hans “egen by” i Mt 9:1. Kapernaum lå over 200 m under havets overflade, og Nazaret lå omkring 360 m over havets overflade, og det er derfor korrekt når der i beretningen står at Jesus tog ned til Kapernaum.

der var besat af en dæmon, en uren ånd: Eller “med en uren dæmonånd”. – Se Ordforklaring: “Ånd”.

Hvad har vi med dig at gøre ...?: Se studienote til Mt 8:29.

Simons svigermor: Dvs. svigermoren til Peter, der også kaldes Kefas. (Joh 1:42) Denne oplysning stemmer med det Paulus skriver i 1Kt 9:5, hvor Kefas omtales som en gift mand. Peters svigermor boede åbenbart i hans hus, som han delte med sin bror, Andreas. – Mr 1:29-31; se studienote til Mt 10:2, hvor apostlens forskellige navne bliver forklaret.

lå syg med høj feber: Matthæus og Markus skriver at Peters svigermor lå “syg med feber”. (Mt 8:14; Mr 1:30) Det er kun Lukas, sandsynligvis fordi han var læge, der gør opmærksom på hvor syg hun var, idet han siger at hun havde “høj feber”. – Se “Introduktion til Lukas”.

forkynde den gode nyhed: Dette græske udsagnsord, euaggelizomai (“at forkynde en god nyhed”), forekommer 54 gange i De Kristne Græske Skrifter. Det bruges ofte i det Lukas har skrevet. (Lu 1:19; 2:10; 3:18; 4:18; 8:1; 9:6; 20:1; ApG 5:42; 8:4; 10:36; 11:20; 13:32; 14:15, 21; 15:35; 16:10; 17:18) Der er en nuanceforskel på ordet kerysso, der betyder “at forkynde; at proklamere” (Mt 3:1; 4:17; 24:14; Lu 4:18, 19; 8:1, 39; 9:2; 24:47; ApG 8:5; 28:31; Åb 5:2), og euaggelizomai, der betyder “at forkynde en god nyhed”. Førstnævnte betoner bekendtgørelsens form, dvs. en offentlig, autoriseret proklamation. Det andet ord betoner indholdet af bekendtgørelsen, forkyndelsen af “den gode nyhed”. Det beslægtede navneord euaggelion (“god nyhed”) forekommer 76 gange i De Kristne Græske Skrifter. – Se studienoter til Mt 4:23; 24:14 og Ordforklaring: “Gode nyhed, den”.

Guds rige: I De Kristne Græske Skrifter er den gode nyhed tæt forbundet med Guds rige, som var det gennemgående tema i Jesus’ forkyndelse og undervisning. Udtrykket “Guds rige” forekommer 32 gange i Lukasevangeliet, 14 gange i Markusevangeliet og 4 gange i Matthæusevangeliet. Matthæus bruger dog også det tilsvarende udtryk “himlenes rige” omkring 30 gange. – Se studienoter til Mt 3:2; 24:14; Mr 1:15.