nøjagtig kundskab: I De Kristne Græske Skrifter er der to ord der almindeligvis bliver oversat med “kundskab”, gnosis og epignosis. Begge ord er beslægtet med udsagnsordet ginosko, der betyder “at vide; at forstå; at opfatte”. Epignosis, det ord der er brugt her, er en forstærket form af gnosis (forstavelsen epi betyder bogstaveligt “på; oven på”, men her indeholder den betydningen “yderligere”). Ofte viser sammenhængen at der er tale om “eksakt, nøjagtig eller fuld kundskab”. Paulus bruger her ordet for at sige at hans landsmænd, jøderne, rettede deres nidkærhed mod noget forkert. Deres nidkærhed var ikke baseret på en korrekt forståelse af Guds vilje som den var blevet åbenbaret gennem Jesus, den lovede Messias.

enden: Det græske ord telos, der oftest oversættes med “enden”, har flere betydningsnuancer. Det kan henvise til afslutningen på noget, som en modsætning til begyndelsen. (Mt 24:14; Mr 3:26; Åb 21:6) Denne betydning passer godt her fordi Moseloven ophørte efter at Jesus døde, blev oprejst og steg op til himlen. (Joh 1:17; Ro 6:14; Ga 5:18; Kol 2:14, 16, 17) Men telos kan også oversættes med “enden” i betydningen “mål; hensigt”. (Se også 1Ti 1:5, hvor det græske ord er gengivet med “hensigten”). Paulus beskrev Moseloven som en “opdrager der førte os til Kristus”, og derfor kan man sige at Kristus var målet eller hensigten med Loven. (Ga 3:24) I denne sammenhæng indeholder telos åbenbart begge betydninger.

afgrunden: Eller “dybet”. Det græske ord abyssos har grundbetydningen “meget dyb” eller “bundløs”. Udtrykket forekommer ni gange i De Kristne Græske Skrifter og henviser til et sted eller en tilstand hvor man holdes fanget. (Se studienote til Lu 8:31). Her i Ro 10:7 sigter det til det symbolske sted hvor Kristus Jesus var i dele af tre dage, og hvorfra hans Far oprejste ham. (Se også Sl 71:19, 20; Mt 12:40). Jesus var fanget, eller indespærret, da han var død – han var uden bevidsthed og fuldstændigt inaktiv. Det var kun hans Far der kunne befri ham fra dette fangenskab. (Se også 2Sa 22:5, 6; Job 38:16, 17; Sl 9:13; 107:18; 116:3; ApG 2:24). Men udtrykket “afgrunden” henviser ikke udelukkende til hele menneskehedens grav. (Se Ordforklaring: “Graven”). Det er værd at bemærke at Septuaginta ikke bruger det græske ord abyssos som en oversættelse af det hebraiske ord sheol (“Graven”). Desuden bliver det symbolske sted hvor Satan og dæmonerne skal holdes indespærret, omtalt som “afgrunden” og er også beskrevet som et “fængsel”. Denne brug af ordet understøtter yderligere tanken om at “afgrunden” ikke er begrænset til kun at omfatte hele menneskehedens grav. – Lu 8:31; Åb 20:1, 3, 7.

forkynder: Dvs. bekendtgør offentligt. – Se studienote til Mt 3:1.

offentligt forkynder: Det græske ord homologeo oversættes i nogle bibler med “bekender”. Mange opslagsværker definerer ordet som “at forkynde (anerkende) offentligt”. I vers 10 er det samme udsagnsord gengivet med “forkynder ... offentligt”. Paulus forklarer at det ikke er nok at kristne har troen i deres hjerte, de må offentligt forkynde deres tro for at kunne opnå frelse. (Sl 40:9, 10; 96:2, 3, 10; 150:6; Ro 15:9) De forkynder ikke bare offentligt én gang, som for eksempel ved deres dåb, men de fortsætter med det ved at mødes med trosfæller og ved at forkynde den gode nyhed om frelse for ikketroende. – He 10:23-25; 13:15.

Herre: Det græske ord der er brugt her, Kyrios (Herre), bruges ofte som et navneord i Bibelen. Det er egentlig et tillægsord der betegner en som har magt (kyros) eller myndighed. Det forekommer i alle bøger i De Kristne Græske Skrifter undtagen i Paulus’ brev til Titus og i Johannes’ breve. Som Guds Søn og Tjener tiltaler Jesus Kristus med rette sin Far og Gud (Joh 20:17) med “Herre” (Kyrios), Ham der har den øverste magt og myndighed, og som er hans overhoved. (Mt 11:25; 1Kt 11:3) I Bibelen bruges titlen “Herre” dog ikke kun om Jehova Gud. Den bruges også om Jesus Kristus (Mt 7:21; Ro 1:4, 7), en af de himmelske ældste i Johannes’ syn (Åb 7:13, 14), engle (Da 12:8), mennesker (ApG 16:16, 19, 30) og falske guder (1Kt 8:5). Nogle påstår at udtrykket “Jesus er Herre” betyder at han og hans Far, Jehova, er den samme person. Men sammenhængen viser tydeligt at det ikke er tilfældet eftersom “Gud oprejste ham [Jesus] fra de døde”. Jesus fik sin myndighed som Herre af Faren. – Mt 28:18; Joh 3:35; 5:19, 30; se studienote til at Jesus er Herre i dette vers.

at Jesus er Herre: Mens Jesus var på jorden, var der andre end hans disciple der kaldte ham “Herre” som et udtryk for respekt eller for at være høflige. Da den samaritanske kvinde kaldte ham “Herre”, var det også for at vise respekt. Det græske ord som bibelskribenterne brugte (Kyrios), kan betyde forskellige ting afhængigt af sammenhængen. (Mt 8:2; Joh 4:11) Jesus sagde at hans disciple (eller elever) ved at kalde ham Herre viste at de anerkendte ham som deres Herre. (Joh 13:13, 16) Efter at Jesus døde og blev oprejst til en ophøjet stilling i himlen, fik hans titel som Herre større betydning. Ved at ofre sit liv købte Jesus sine disciple og blev på den måde både deres Ejer (1Kt 7:23; 2Pe 2:1; Jud 4; Åb 5:9, 10) og deres Konge (Kol 1:13; 1Ti 6:14-16; Åb 19:16). Det at anerkende Jesus som Herre indebærer mere end blot at bruge den titel om ham. Sande kristne må også anerkende hans stilling og adlyde ham. – Mt 7:21; Flp 2:9-11.

Ingen der bygger sin tro på ham, vil blive skuffet: Paulus citerer her Esa 28:16 fra Septuaginta. Det græske udtryk der er gengivet med “vil blive skuffet”, har grundbetydningen “vil blive til skamme (blive gjort til skamme)”. Paulus understreger her at de der tror på Jesus Kristus, ikke vil opleve den skam og skuffelse som andre vil opleve fordi deres tro viser sig at være forgæves. Det samme udtryk bruges i Ro 9:33 og 1Pe 2:6.

Herre: Hvem der omtales som “Herre” (Kyrios) i dette vers, kan ikke fastslås med sikkerhed ud fra sammenhængen. Bibelforskere er heller ikke enige om hvorvidt Paulus hentydede til Herren Jesus Kristus eller Herren Jehova. Det er helt tydeligt i Ro 10:9 at det er Jesus Kristus der omtales som Herre, og citatet fra Esa 28:16 i Ro 10:11 handler også om ham. Så hvis “Herre” i Ro 10:12 henviser til “ham” i Ro 10:11, må den “Herre” der omtales, være Jesus Kristus. På den anden side taler Paulus i Ro 10:9 om ‘i sit hjerte’ at tro at “Gud oprejste ham fra de døde”. Desuden står der i Ro 10:13, som er et citat fra Joe 2:32: “Enhver som påkalder Jehovas navn, vil blive frelst.” Så hvis den “Herre” der tales om i Ro 10:12, er den samme som i Ro 10:13, må det være Jehova Gud der hentydes til. Dermed ville tanken være den samme som den der kommer frem i Ro 3:29 – at der er én Gud for både jøder og ikkejøder. Dette er et eksempel på at komitéen bag Ny Verden-Oversættelsen nøje har undersøgt sammenhængen hver eneste gang ordet Kyrios (Herre) forekommer, for at finde ud af hvor Guds navn skulle genindføres. Når et udtryk ikke tydeligt er et citat fra De Hebraiske Skrifter hvor Guds navn bliver brugt, og sammenhængen ikke indeholder stærke argumenter for at genindføre Guds navn, har komitéen besluttet at beholde ordet “Herre” for ikke at gå ud over deres beføjelser som oversættere og begynde at fortolke teksten. – Se Tillæg C1.

enhver: Her citerer Paulus fra Joe 2:32. I det foregående vers siger Paulus: “Der er ... ingen forskel på jøder og grækere. Alle har den samme Herre, og han er gavmild over for alle der kalder på ham.” Ordet “enhver” i denne sammenhæng er altså med til at understrege at Gud ikke gør forskel på jøder og ikkejøder.

påkalder Jehovas navn: At påkalde Jehovas navn har en bred betydning og indebærer mere end at man blot kender og bruger Guds personlige navn. Udtrykket “at påkalde [nogens] navn” stammer fra De Hebraiske Skrifter. Paulus citerer her fra Joe 2:32, hvor sammenhængen understreger vigtigheden af at angre oprigtigt og have tillid til at Jehova tilgiver. (Joe 2:12, 13) På pinsedagen i år 33 citerede Peter fra den samme profeti i Joels Bog og tilskyndede sine lyttere til at angre og gøre noget for at opnå Jehovas godkendelse. (ApG 2:21, 38) Andre passager viser at det at påkalde Guds navn indebærer at man kender Gud, stoler på ham og henvender sig til ham for at få hjælp og vejledning. (Sl 20:7; 99:6; 116:4; 145:18) I nogle sammenhænge kan det at påkalde Jehovas navn betyde at man forkynder om hans navn og egenskaber. (1Mo 12:8; se også 2Mo 34:5, hvor det samme hebraiske udtryk er gengivet med “forkyndte sit navn, Jehova”). I verset efter Ro 10:13 forbinder Paulus det at påkalde Gud med det at tro på ham. – Ro 10:14.

Jehovas navn: Paulus citerer her fra Joe 2:32, hvor udtrykket “Jehovas navn” forekommer. Kombinationen af det hebraiske ord for “navn” og tetragrammet forekommer mere end 90 gange i De Hebraiske Skrifter. Nogle eksempler findes i 1Mo 12:8; 2Mo 33:19; 34:5; 5Mo 28:10; 32:3; Job 1:21; Sl 118:26; Ord 18:10; Mik 4:5. Med hensyn til dette hebraiske udtryk siger et opslagsværk at det “ikke kun sigter til navnet, men også til selve [Jehovas] væsen og kraft”. Det at der står “Jehovas navn” i ejefald i stedet for bare “navnet Jehova”, viser at Guds navn ikke bruges som en slags trylleformular. Derimod er Guds navn forbundet med hans personlighed, hans måde at handle på og hans hensigter. Når man påkalder Jehovas navn, må man altså gøre mere end bare at kende og bruge navnet. Man må lære Personen bag navnet at kende, tilbede ham og leve på en måde han godkender. At påkalde Jehovas navn indebærer desuden at man tror på ham, som det fremgår af Ro 10:14.

Jehovas: I dette citat fra Joe 2:32 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. Citatet forekommer også i ApG 2:21 i Peters tale på Pinsedagen. – Se Tillæg C.

Hvor er det skønt at se dem der kommer til fods: Bogst.: “Hvor er fødderne smukke på dem der kommer”. Her citerer Paulus fra Esa 52:7. Når der i Bibelen tales om dele af menneskekroppen, henviser det ofte til hele mennesket. Esajas taler om en billedlig budbringer der nærmer sig Jerusalem fra Judas bjerge i nærheden. Fra den afstand ville det have været umuligt at se budbringerens fødder, så det der lægges vægt på her, er at budbringeren er på vej. “Fødderne” repræsenterer budbringeren og de anstrengelser han gør sig for at forkynde godt nyt. Gud betragtede Jesus’ og hans disciples “fødder” som smukke, eller dyrebare, fordi de opfyldte denne profeti og bragte “godt nyt om gode ting”. – Se studienote til dem der kommer ... for at forkynde godt nyt om gode ting i dette vers.

dem der kommer ... for at forkynde godt nyt om gode ting: Paulus citerer her fra Esa 52:7, hvor der står: “den der kommer ... for at bringe godt nyt”, altså i ental. Det ville have været utroligt skønt for dem der var underlagt Babylons styre, at se en budbringer komme til Jerusalem med godt nyt om deres befrielse. Men Esajas’ profeti fik en større opfyldelse på Jesus Kristus, den bedste forkynder af den gode nyhed. Paulus får dog Esajas’ udtalelse til at gælde endnu flere ved at sige “dem [flertal] der kommer ... for at forkynde godt nyt”. Alle kristne efterligner Jesus og er budbringere der forkynder den gode nyhed om fred.

Jehova, hvem har troet på det de hørte fra os?: Paulus citerer her den første del af Esa 53:1, der handler om Jehovas tjener, og viser at Esajas’ profeti blev opfyldt på Jesus. Det at Jesus – Messias – ville komme, og at han ville blive herliggjort, var virkelig en god nyhed, men Paulus siger om de ikketroende jøder: Alligevel var det ikke alle der tog imod den gode nyhed. Det var relativt få der på Paulus’ tid troede på den gode nyhed om Guds Tjener. – For flere oplysninger om brugen af Guds navn her, se Tillæg C3 introduktion; Ro 10:16.

forkyndelsen af Kristus: Eller “ordet om Kristus”. Det græske udtryk kan også forstås som “Kristus’ ord”, dvs. ord udtalt af Jesus selv. Men sammenhængen støtter den gengivelse der bruges i hovedteksten, som indeholder tanken om at der forkyndes om Kristus. I nogle håndskrifter står der “Guds ord”, men der er større belæg i håndskrifterne for at sige “forkyndelsen af [om] Kristus”.

stemmen er nået ud overalt på jorden: Paulus citerer her fra Sl 19:4, som beskriver hvordan det tavse vidnesbyrd Guds fysiske skaberværk aflægger, når ud over hele jorden. Men han udvider ordene til også at gælde forkyndelsesarbejdet. Han siger at ligesom skaberværkets vidnesbyrd når ud over hele jorden i en sådan grad at man ikke har nogen undskyldning hvis man fornægter Gud (Ro 1:20), havde den omfattende forkyndelse af “godt nyt” (Ro 10:15) om Kristus givet jøderne mange muligheder for at tage imod budskabet. Grunden til at de ikke reagerede positivt, var at de manglede tro. Paulus kan også have tænkt på at skaberværkets tavse vidnesbyrd når ud til alle mennesker så de ikke har nogen undskyldning hvis de benægter at Gud har skabt alting. – Se studienote til Ro 1:20.

den beboede jord: Her bruges det græske ord for “beboede jord” (oikoumene) i bred betydning og henviser til jorden som menneskenes bolig. (Lu 4:5; ApG 17:31; Åb 12:9; 16:14) I det første århundrede blev udtrykket også anvendt om det vidtstrakte romerske imperium som jøderne var blevet spredt i. (Lu 2:1; ApG 24:5) Paulus citerer her fra Sl 19:4, hvor Septuaginta (Sl 18:5, LXX) bruger det samme græske ord som en oversættelse af et hebraisk udtryk der kan henvise til jordens beboede områder.

har jeg rakt hænderne ud: Paulus citerer her fra Esa 65:2. At række hænderne ud signalerede enten en invitation eller en indtrængende bøn eller opfordring. Som en far der rækker hånden ud til en oprørsk søn, havde Jehova i overført betydning rakt sine hænder ud for at appellere til sit oprørske folk.