enigt ... med én mund: Eller “enssindet ... med én stemme”. Ligesom Jesus bad om at hans disciple måtte være forenede, bad Paulus om at hans trosfæller måtte være forenet i tanke og handling. (Joh 17:20-23; se studienote til Joh 17:23). Her i verset bruger Paulus to udtryk for at understrege denne enhed. Det ord der er oversat med “enigt”, bruges flere gange i Apostlenes Gerninger til at beskrive den unikke enhed der eksisterede blandt de første kristne. (ApG 1:14; 2:46, “alle som én”; 4:24, “sammen”; 15:25, “enstemmigt”). Udtrykket der er gengivet med “én mund”, viser at Paulus ønskede at kristne med jødisk og ikkejødisk baggrund i menigheden i Rom forenede deres stemmer og sammen herliggjorde Gud.

Tag ... godt imod: Eller “Acceptér”. Det græske ord der er brugt her, indeholder tanken om at tage venligt eller gæstfrit imod nogen, for eksempel ved at byde dem velkommen i ens hjem eller vennekreds. Det samme ord kan oversættes med “tag ... venligt imod” (Flm 17), “tog sig godt af” (ApG 28:2) eller “tog ... med sig” (ApG 18:26).

en tjener: I Bibelen bruges det græske ord diakonos ofte om en person der ydmygt betjener andre. (Se studienote til Mt 20:26). Her bliver det brugt til at beskrive Jesus Kristus. Før Jesus kom til jorden, havde han tjent Jehova gennem utallige tidsaldre. Men da han blev døbt, påbegyndte han en ny tjeneste, der blandt andet gik ud på at dække ufuldkomne menneskers åndelige behov. Det indebar endda at han skulle give sit liv som en løsesum. (Mt 20:28; Lu 4:16-21) Verset forklarer at Jesus blev en tjener for de omskårne jøder for at slå fast at Gud taler sandt, eftersom hans tjeneste indbefattede at opfylde de løfter Gud havde givet til de jødiske forfædre. Det inkluderede løftet til Abraham om at alle jordens nationer ville blive velsignet gennem hans afkom. (1Mo 22:17, 18) Derfor ville Jesus’ tjeneste også blive til gavn for mennesker fra nationerne som “knytter deres håb til” ham. – Ro 15:9-12

Der står jo skrevet: I denne sammenhæng (Ro 15:9-12) citerer Paulus fire steder fra De Hebraiske Skrifter der viser at Jehova mange år i forvejen havde forudsagt at folk fra alle nationer ville lovprise Ham. Altså ville jøder såvel som ikkejøder få gavn af Jesus’ tjeneste. Dette argument underbygger Paulus’ tilskyndelse til den internationale menighed i Rom bestående af både jøder og ikkejøder om at de skulle ‘tage godt imod hinanden’. – Ro 15:7; se studienote til Ro 1:17.

blandt nationerne: Paulus citerer åbenbart delvist fra Sl 18:49, hvor der i den hebraiske tekst står: “Jeg [vil] prise dig blandt nationerne, Jehova.” (En lignende ordlyd findes i 2Sa 22:50). I håndskrifterne er der stort belæg for den formulering der er valgt i hovedteksten i Ro 15:9, men i nogle få håndskrifter står der “blandt nationerne, Herre”. I eksisterende afskrifter af Septuaginta kan man se at nogle afskrivere åbenbart udvidede citatet i Ro 15:9 så det kom til at indeholde hele ordlyden fra Sl 18:49 (17:50, LXX) og 2Sa 22:50.

Jehova: I dette citat fra Sl 117:1 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg A5 og C.

Isajs rod: Paulus benytter dette citat om at “nationerne” ville knytte “deres håb” til “Isajs rod”, for at vise at folk fra nationerne også kan være en del af den kristne menighed. Isaj var Davids far. (Ru 4:17, 22; 1Sa 16:5-13) Paulus citerer Esa 11:10 ifølge Septuaginta, hvor det er forudsagt at den lovede Messias ville blive kaldt “Isajs rod”. (Se også Åb 5:5, hvor Jesus bliver kaldt “Davids rod”, og Åb 22:16). Roden på et træ eller en plante kommer som regel før stammen eller grenene. Det ville måske virke mere logisk hvis Isaj (eller hans søn David) blev omtalt som den rod Jesus skulle komme fra, eftersom Messias var Isajs (eller Davids) efterkommer, ikke hans forfar. (Mt 1:1, 6, 16) Der er dog andre passager i Bibelen der støtter den tanke at Jesus er Isajs rod. Fordi Jesus er udødelig, lever Isajs slægtslinje videre gennem ham. (Ro 6:9) Jesus har fået myndighed som Dommer og Konge i himlen, og det har indflydelse på hans forhold til sine forfædre. (Lu 1:32, 33; 19:12, 15; 1Kt 15:25) David kaldte profetisk Jesus for sin Herre. (Sl 110:1; ApG 2:34-36) Desuden vil Isaj i det kommende tusindårsrige også få gavn af de livgivende velsignelser der er en følge af Jesus’ løsesum, og Isajs liv på jorden vil fuldstændigt afhænge af Jesus. Til den tid vil Jesus blive “Evig Far” for Isaj og David. – Esa 9:6

en tjener: Eller “en offentlig tjener”. Det græske ord leitourgos kommer af laos, “folk” og ergon, “arbejde”. Ordet blev oprindeligt brugt af antikkens grækere om en der udførte arbejde for eller tjente de civile myndigheder til gavn for folket, som regel for egen regning. Romerne havde en lignende ordning. I Bibelen henviser udtrykket som regel til en der udfører hellig tjeneste. I Septuaginta bruges det beslægtede udtryk leitourgia ofte om de “pligter” (4Mo 7:5) og den “tjeneste” (4Mo 4:28; 1Kr 6:32 [6:17, LXX]) præsterne udførte ved telthelligdommen og ved Jehovas tempel i Jerusalem. Her anvender Paulus udtrykket leitourgos om sig selv, en “apostel for nationerne” (dvs. for ikkejøder) som forkyndte Guds gode nyhed. (Ro 11:13) Denne forkyndelse ville være til stor gavn for samfundet, og især for folk fra nationerne.

optaget af den hellige tjeneste: Dette er det eneste sted i De Kristne Græske Skrifter at det græske udsagnsord hierourgeo forekommer, og det indeholder tanken om at udføre et helligt arbejde eller hellige pligter. “Den hellige tjeneste” Paulus var optaget af, havde at gøre med forkyndelsen af Guds gode nyhed, det kristne budskab, for folk fra alle nationer. (Se studienoter til Ro 1:1; 1:9).Ved at bruge dette udtryk viste Paulus at han forstod at hans arbejde var helligt og vigtigt. Det er beslægtet med et udsagnsord der er gengivet med “tjente som præst” (hierateuo) i Lu 1:8, og ordet for “tempel” (hieron) i Mt 4:5 og i mange andre vers. Med det i tanke er det muligvis derfor Paulus sammenligner de nationer der tog imod budskabet, med et offer som en præst bragte til Gud ved templet. Et sådant offer havde Guds godkendelse og blev velsignet med hans ånd. – Ro 1:1, 16.

mirakler: Eller “undere; varsler”. – Se studienote til ApG 2:19.

Guds ånd: I nogle gamle afskrifter står der her “hellig ånd” eller blot “ånden”, men i håndskrifterne er der større belæg for den læsemåde der er valgt i hovedteksten.

i et område helt over til Illyrien: Illyrien var en romersk provins og region opkaldt efter de illyriske stammer der boede i området. Det lå langs Adriaterhavet på den nordvestlige del af Balkanhalvøen. (Se Tillæg B13). Provinsens opdeling varierede en del, og dens grænser blev flyttet frem og tilbage under det romerske herredømme. Man er ikke helt sikker på om det græske udtryk der er oversat med “helt over til”, betyder at Paulus rent faktisk forkyndte i Illyrien, eller om han blot nåede provinsens grænse.

uberørt distrikt: Det lå Paulus meget på sinde at forkyndelsesarbejdet fik så stor udbredelse som muligt. Han havde et stort ønske om at forkynde i områder hvor folk endnu ikke havde hørt den gode nyhed. (Se også 2Kt 10:15, 16). I det efterfølgende vers giver Paulus udtryk for at han planlagde at udvide sin forkyndelse mod V, mod Spanien. Paulus skrev dette ved slutningen af sin tredje missionsrejse, i begyndelsen af år 56 e.v.t.

Spanien: Paulus nævner Spanien to gange i Romerbrevet, her og i Ro 15:28. Man ved ikke om han nogensinde kom til Spanien. Clemens af Rom skrev imidlertid (ca. år 95 e.v.t.) at Paulus “kom til Vestens grænse”, hvilket kan have indbefattet Spanien. Hvis Paulus var i Spanien, fandt besøget sandsynligvis sted efter hans første fængselsophold i Rom (ca. år 61) og før han blev fængslet dér anden gang (ca. år 65). På den tid var Spanien under romersk herredømme. I det område Paulus åbenbart betragtede som et “uberørt distrikt”, var sproget latin mere udbredt end græsk. – Ro 15:23.

Makedonien: Se Ordforklaring.

Akaja: Se studienote til ApG 18:12.

står de ... i gæld til: Eller “skylder de; er de forpligtet over for”. I Bibelen bruges det græske ord der betegner en der står i “gæld”, og andre ord der indeholder tanken om at skylde nogen noget, ikke kun om økonomisk gæld, men også om forpligtelser og pligter generelt. (Se studienote til Ro 1:14). Det Paulus gerne vil fremhæve, er at ikkejøder der havde fået tro, stod i gæld til de jødiske kristne i Jerusalem fordi de havde hjulpet dem åndeligt. Det var derfor kun rimeligt at de hjalp deres fattige jødiske brødre materielt. – Ro 15:26.

bidraget: Bogst.: “denne frugt”. Her er ordet for “frugt” anvendt i betydningen “resultat; udbytte” og sigter åbenbart til de penge der var blevet indsamlet til trosfællerne i Jerusalem.

min tjeneste: Det græske ord diakonia, der ofte oversættes med “tjeneste”, er her brugt i betydningen “nødhjælp; nødhjælpsarbejde; hjælpetjeneste”, og det samme gør sig gældende i ApG 11:29; 12:25; 2Kt 8:4; 9:13. Menighederne i Makedonien og Akaja havde udført “nødhjælpsarbejde” ved at indsamle et bidrag som Paulus skulle tage med til deres brødre i Judæa, der havde brug for hjælp. (2Kt 8:1-4; 9:1, 2, 11-13) I nogle få gamle håndskrifter står der her doroforia (at overbringe en gave; bogst: “gaveoverbringelse”) i stedet for diakonia. Nogle har fremsat den tanke at en afskriver har indført dette ord i et forsøg på at forklare hvilken slags “tjeneste” Paulus refererer til. – Se studienote til ApG 11:29.