Den sidste ’hvide plet’ på kortet — Antarktis

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

I DELE af Antarktis kan der ifølge en forfatter blive så koldt at „en stålstang sandsynligvis ville splintres som glas hvis man lod den falde til jorden, . . . og at en fisk man halede op gennem et hul i isen, ville være stivfrossen på fem sekunder“. I Antarktis kan man føle sig hensat til en anden verden på grund af kontinentets ekstreme forhold og surrealistiske, golde skønhed, der somme tider ledsages af det fortryllende sydlys.

Men Antarktis hører i høj grad til denne verden. Nogle har faktisk sammenlignet det med et stort laboratorium hvor man i naturlige omgivelser kan undersøge Jorden, dens atmosfære og de globale miljøændringer, blandt andet dem der er forårsaget af menneskelig aktivitet. Det er disse undersøgelser der i stigende grad bekymrer forskerne. De har nemlig bemærket ildevarslende nye fænomener i de sydlige polarområder der tyder på at ikke alt er som det skal være. Men lad os begynde med at se på hvorfor Antarktis er et enestående kontinent.

For det første er verdens mest afsidesliggende kontinent, Antarktis, en verdensdel fuld af modsigelser. Den er uforlignelig smuk og uberørt, men særdeles ugæstfri. Det er det koldeste og mest blæsende område i verden; alligevel er det yderst sårbart. På ingen anden verdensdel falder der så lidt nedbør, og dog udgør isen i Antarktis 70 procent af klodens ferskvand. Isens gennemsnitlige tykkelse er på 2200 meter, hvilket gør Antarktis til jordens højeste verdensdel med en gennemsnitshøjde på 2300 meter over havets overflade. Antarktis er også den femtestørste verdensdel, men har ingen permanente indbyggere der er meget større end den én centimeter lange dansemyg.

Som at besøge Mars!

Når man vover sig ind i det indre Antarktis, ser man færre og færre tegn på liv, især når man kommer til de områder der kaldes de tørre dale. Disse polarørkener, der dækker et areal på næsten 3000 kvadratkilometer, er hovedsagelig højt beliggende i De Transantarktiske Bjerge — en bjergkæde der strækker sig tværs over kontinentet og nogle steder er højere end 4300 meter. Iskolde stormvinde suser gennem de tørre dale og fejer hurtigt eventuel sne bort. Forskerne mener at disse dale er det nærmeste man kan komme hvad der svarer til Marsoverfladen på Jorden. Inden man opsendte Vikingrumsonderne til Mars, blev rumudstyret testet i disse dale.

Men selv de tørre dale rummer liv. Inden i porøse klipper, i bittesmå luftlommer, lever der usædvanligt hårdføre bakterie-, alge- og svampearter. De kan overleve hvor der er den mindste antydning af fugt. Uden for disse lommer finder man en surrealistisk verden af golde klippeformationer, kaldet ventifakter, hvis bizarre udformning og blankpolerede overflade er et resultat af de antarktiske vindes uophørlige rasen gennem talløse århundreder.

Navngivet før det blev opdaget

Spekulationer vedrørende en gigantisk sydlig landmasse kan spores helt tilbage til de gamle græske filosoffer. Aristoteles postulerede for eksempel at et sydligt kontinent var nødvendigt som modvægt til de landområder man kendte til på den nordlige halvkugle. Det hedder i bogen Antarctica — Great Stories From the Frozen Continent at  „eftersom den nordlige halvkugle lå under stjernebilledet Store Bjørn, Arktos, konkluderede Aristoteles (384-322 f.v.t.) at det ukendte land mod syd måtte være Antarktikos — antipoden, eller med andre ord, den direkte modsætning“. Antarktis udmærker sig altså ved at være blevet navngivet omkring 2000 år inden det blev opdaget.

I 1772 sejlede den engelske opdagelsesrejsende kaptajn James Cook mod syd for at finde dette hypotetiske kontinent på den sydlige halvkugle. Cook begav sig ind i en verden af vindblæste øer og enorme isbjerge, eller „isøer“, som han kaldte dem. Han skrev at „nogle af dem var cirka 3 kilometer i omkreds og næsten 20 meter høje, men bølgerne var så kraftige at de slog ind over isbjergene“. Målbevidst fortsatte kaptajn Cook mod syd, og den 17. januar 1773 passerede hans skib, Resolution (ledsaget af skibet Adventure), som det første den sydlige polarkreds. Stædigt styrede Cook gennem pakisen indtil han ikke kunne komme videre. „Jeg kunne ikke se andet mod syd end is,“ skrev han i logbogen. Han var kun cirka 120 kilometer fra det antarktiske fastland da han vendte om.

Hvem så først Antarktis? Hvem var den første der betrådte det? Ingen ved det med sikkerhed. Det kunne have været hval- eller sælfangere, for da Cook kom tilbage og berettede om de talrige sæler, pingviner og hvaler, blev der en kamp iblandt dem om at komme først derned.

 Blod på isen

„Ved et tilfælde havde [Cook] fundet den sandsynligvis største koncentration af dyreliv i verden, og han var den første, som gav verden meddelelse om dette dyrelivs eksistens,“ læser vi i Alan Mooreheads bog Det skæbnesvangre Møde. Han skriver: „For de antarktiske dyr blev [resultatet] udryddelse.“ Bogen Antarctica — Great Stories From the Frozen Continent oplyser: „Mod slutningen af det 18. århundrede antog sælfangsten på den sydlige halvkugle guldfeberagtige dimensioner. Kinesernes og europæernes umættelige efterspørgsel efter sælskind udtømte hurtigt det der tidligere havde været kendt som fangstpladser for sæler, og sælfangerne ledte fortvivlet efter nyt land med urørte sælkolonier.“

Efter at sælfangerne næsten havde gjort en ende på deres levebrød, begyndte hvalfangerne at udplyndre havene. „Ingen vil nogen sinde få at vide, hvor mange hvaler og sæler der dræbtes i det sydlige ocean,“ skriver Moorehead. „Var det ti millioner eller halvtreds millioner? Tal bliver uden mening; myrderiet fortsatte, til der så at sige intet var tilbage at dræbe.“

Men nu om dage beskytter internationale love hele den antarktiske flora og fauna. Desuden er den antarktiske kyst et godt tilflugtssted for dyrelivet om sommeren, for der er ingen rovdyr, og der er masser af føde i havene. Men noget tyder på at Antarktis er udsat for et mere snigende angreb, et som måske ikke kan standses ved hjælp af internationale aftaler.

 [Ramme på side 15]

Langtfra ens

Selv om Nord- og Sydpolen har flere ting tilfælles, er de ikke blot diametralt modsatte hvad angår placeringen. Der er flere andre kontraster:

Nordpolen ligger midt i et område der udelukkende består af is og hav, hvorimod Sydpolen stort set befinder sig i centrum af klodens femtestørste kontinent.

Nordpolen er omringet af befolkede kontinenter, Nordamerika, Asien og Europa, hvorimod Antarktis, så langt øjet rækker, er omgivet af hav — klodens mest stormfulde vande.

Området inden for den nordlige polarkreds huser ikke blot familier i titusindvis, men også utallige planter og dyr, hvorimod Antarktis ikke er hjemstavn for nogen. De eneste livsformer der er hjemmehørende her, er alger, bakterier, mosser, laver, to blomstrende plantearter og nogle få insektarter.

„Antarktis er blevet kaldt det pulserende kontinent fordi dets ydre kystlinje af is hvert år bevæger sig frem når isen tager til, og tilbage når ismassen svinder,“ hedder det i Encyclopædia Britannica. Når dannelsen af pakis er på sit højeste, kan den strække sig hele 1600 kilometer ud i havet. Differencen mellem sommerarealet og vinterarealet er seks gange større på Sydpolen end på Nordpolen, hvilket betyder at Antarktis har større indflydelse på det globale klima.

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ATLANTERHAVET

Drakestrædet

James Ross Island

INDISKE OCEAN

Larsen Ice Shelf

ANTARKTISKE HALVØ

Ronne Ice Shelf

Vinsonmassivet (det højeste bjerg, 4897 meter)

Ross Ice Shelf

Mt. Erebus (en aktiv vulkan)

Sydpolen

TRANSANTARKTISKE BJERGE

STILLEHAVET

I Antarktis har man målt den laveste temperatur der nogen sinde er blevet registreret på Jorden — minus 89,2 grader celsius

0

500 miles

500 kilometer

[Kildeangivelse]

U.S. Geological Survey

[Illustration på side 16, 17]

Rempingviner samles på et isbjerg med et usædvanligt blåligt skær

[Kildeangivelse]

© 2000 Mark J. Thomas/Dembinsky Photo Assoc., Inc.

[Illustration på side 17]

En pukkelhval

[Illustration på side 17]

Sydlige søelefanter

[Illustration på side 17]

Ved Sydpolen

[Kildeangivelse]

Foto: Øverstkommanderende John Bortniak, NOAA Corps

[Illustration på side 17]

Ross-shelfen

[Kildeangivelse]

Michael Van Woert, NOAA NESDIS, ORA