Kom og se giraffen! Langhalset skønhed på stylteben

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I KENYA

DE grå kampesten af granit er fugtige og kolde at røre ved i det tidlige morgengry. Vi sidder og hygger os mellem disse store sten og drikker varm te af blikkrus mens vores øjne er rettet mod den afrikanske græsslette nedenfor. * Vores tålmodighed bliver belønnet: I morgenlysets bløde skær skridter en flok giraffer — høje, langbenede og elegante — tværs over sletten. Det ser ud som om de bevæger sig i slowmotion; de tager lange og yndefulde skridt med deres stylteben, og deres slanke bøjede halse svajer som skibsmaster der vugger i vinden. Det er så smukt et syn at det næsten tager vejret fra os.

Uden at lade sig forstyrre af vores tilstedeværelse begiver de sig i samlet flok hen til en klynge frodige akacier og når højt op i de tornede grene. Med stor forsigtighed og omhu plukker disse skikkelige kæmper bittesmå grønne blade med deres lange tunger. Højt oppe stikker de hovedet midt ind i en redekoloni af væverfugle; men girafferne æder uanfægtet videre. Fuglene skælder de langhalsede og ubudne gæster godt og grundigt ud. Lidt betuttede over de højlydte protester går flokken stille og værdigt hen til nogle andre træer.

Hurtige og yndefulde

Enhver som har set disse skabninger stikke deres hals op af et indelukke i en zoologisk have, vil sikkert have svært ved at forestille sig hvor smukke og yndefulde de kan tage sig ud når de løber frit omkring i den afrikanske bush. Girafferne bevæger sig adstadigt og yndefuldt. Når de galoperer over den åbne græsslette, kan de godt se lidt skrøbelige ud, og man tror måske at de kunne snuble over den mindste hindring og vælte. Men en stor hangiraf på 1,3 tons er tværtimod sikker på benene og kan behændigt løbe næsten 60 kilometer i timen.

 Denne fascinerende skabning lever kun i Afrika. Den er mild og fredelig af natur og dejlig at se på. Giraffens ansigt må siges at være enestående, ja, ligefrem bedårende. Se blot dens lange smalle ører og de to små horn der øverst er prydet med fløjlsbløde totter af sort hår, eller de store, mørke øjne som skærmes af lange, buede øjenvipper. Når giraffen stirrer frem for sig, lyser dens ansigt af barnlig nysgerrighed.

I oldtiden satte man pris på giraffen fordi den var en fryd for øjet og havde et sky, stille og roligt væsen. Herskere og konger gav hinanden unge giraffer som symbol på fred og venskab mellem deres lande. Det er stadig muligt at se falmede afbildninger af giraffer på afrikanske klippemalerier fra oldtiden.

Et højt dyr

Giraffen er det højeste dyr i verden. En fuldvoksen han kan måle cirka fem en halv meter fra hovene til hornene. I de gamle ægyptiske hieroglyffer var giraffen, grundet sin formidable højde og evne til at se langt omkring, tegnet for udsagnsordet „at forudsige“.

Når giraffen står blandt zebraer, strudse, impalaer og andre dyr som lever på den afrikanske savanne, fungerer den som vagttårn. Dens højde og dens fremragende syn gør at den tidligt opdager en lurende fare i det fjerne. Dette dyr, der rager op over sletten, indgyder uden tvivl de andre dyr en følelse af sikkerhed.

Et vidunder af en skabning

Giraffen er skabt til at fouragere i de høje træers øverste grene, hvor ingen andre end elefanten kan nå op. Ved at bruge sin smidige tunge og sit enestående gribeorgan, overlæben, river giraffen med stor forsigtighed blade af grene der har sylespidse torne.

Girafferne kan fortære op til 34 kilo vegetation om dagen. De kan spise mange forskellige slags  grønne planter, men foretrækker de tornede akacier som vokser spredt på den afrikanske savanne. En fuldvoksen giraf kan strække sin tunge 42 centimeter ud når den søger efter føde. Giraffens hals er usædvanlig smidig, og den kan derfor vende og dreje sit lange hoved i de mest forbløffende vinkler mens den manøvrerer sig gennem træernes øverste grene.

At nå højt op er ikke noget problem for giraffen, men at drikke vand er en helt anden sag. Når giraffen kommer hen til et vandhul, må den langsomt sprede forbenene og derefter bøje begge knæ for at kunne nå ned til vandet. I denne akavede stilling strækker giraffen sin hals til det yderste for at kunne drikke. Det er heldigvis ikke så tit giraffen behøver at drikke, for ofte indeholder de saftige blade som indgår i dens kost, tilstrækkeligt med væske.

Giraffens hals og flanker er prydet med et smukt net af smalle hvide linjer som danner bladlignende mønstre. Farverne varierer fra gyldenbrun til dyb nøddebrun og sort. Efterhånden som giraffen ældes, bliver farverne mørkere.

Familieliv

Giraffer er socialt anlagt og færdes i flokke, men flokkene har ikke faste medlemmer. Somme tider er der 50 dyr i en flok, andre gange kun to. En gravid hungiraf er drægtig i 420 til 468 dage inden den føder en to meter lang unge. Ved fødselen falder kalven mere end to meter ned på jorden med hovedet først. Men et kvarter efter rejser den uskadte kalv sig på sine vaklende ben og er parat til at die. To til tre uger senere begynder kalven instinktivt at nippe til akaciernes bløde skud, og inden længe er den stærk nok til at holde trit med moderen.

En lille girafunge ligner sine forældre på en prik. Efter giraffernes målestok er den ikke særlig høj, og dog er den højere end de fleste mennesker. Kalven er bedårende at se på som den står dér, nysgerrig og frygtløs, mens dens mor vagtsomt holder øje med den.

I den tid hvor girafferne føder, samles girafungerne om dagen i ’børnehaver’ hvor de får tiden til at gå med at hvile sig, lege og iagttage hvad der sker omkring dem. Nyfødte unger vokser utrolig hurtigt. En kalv kan på seks måneder vokse en hel meter, og på et år kan den blive dobbelt så høj. På blot en uge kan den vokse 23 centimeter. En girafmor er meget årvågen. Hun lader måske ungen gå et stykke bort, men på grund af sit skarpe syn kan hun konstant holde øje med den.

Giraffen er ikke kun usædvanlig høj, adræt og hurtig, men også udstyret med et meget godt syn. Den har derfor, ud over løverne, få naturlige fjender. Mennesket har imidlertid jagtet og dræbt denne smukke skabning i stort tal. Dette fredelige dyr er ubønhørligt blevet jaget på grund af sit smukke skind, sit velsmagende kød og sin lange haledusk — som efter  nogles mening besidder magiske kræfter — og går nu en uvis fremtid i møde. Engang var giraffen talrig i mange dele af Afrika, men nu er det kun inden for vildtreservaternes og naturparkernes grænser — hvor den er fredet — at den er forholdsvis sikker.

I dag kan man stadig tage på en afrikansk safari og lade sig betage af de langhalsede giraffer som løber frit omkring over de vidtstrakte græssletter. Man kan enten se dem gumle højt oppe i de tornede akacier eller blot se dem stå og stirre frem for sig — som det er typisk for giraffer. Dette dyr er, med sin ejendommeligt smukke skikkelse og sin fredelige natur, et virkeligt mesterværk. Det er endnu et vidnesbyrd om den almægtige Gud Jehovas geniale skaberevne og unikke personlighed. — Salme 104:24.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 18]

Et langhalset mirakel

Man skulle tro at giraffens løjerlige kropsform og vældige størrelse ville give den problemer. Når man tænker på giraffens højde og dens lange hals, forekommer det næsten umuligt at blodet kan ledes ud til alle dele af kroppen. I det øjeblik giraffen sænker sit hoved, skulle man mene at tyngdekraften ville få en voldsom tilstrømning af blod til at oversvømme hjernen. Når giraffen løfter hovedet, skulle blodet strømme tilbage til hjertet og få dyret til at besvime. Men hvorfor sker det ikke?

Man må sige at giraffens kredsløb er et mirakel og sindrigt udtænkt til at kunne fungere i et dyr af denne størrelse og med denne særlige skikkelse. Hjertet er ualmindelig stort og må pumpe hårdt for at sende blod til hjernen, der kan befinde sig mellem 3 og 3,5 meter oppe. De 7 centimeter tykke vægge i det muskuløse hjerte slår indtil 170 gange i minuttet og frembringer et systolisk blodtryk der er tre gange så højt som menneskets. Det kræver at både halspulsåren, der fører blodet til hjernen, og halsvenen, som returnerer blodet til hjertet, må være tilstrækkelig store for at kunne klare presset. Disse blodårer er da også 2,5 centimeter i diameter og forstærket med et sejt og elastisk væv, som gør dem stærke og smidige.

Når giraffen sænker sit hoved, forhindrer nogle klapper i halsblodåren at blodet strømmer tilbage til hjernen. Ved hjernens basis løber blodet via pulsåren ind i en anden fantastisk anordning, det såkaldte „vidundernet“. Her bremses blodstrømmen til hjernen som er forårsaget af at giraffen sænker sit hoved, og den ledes ind i et særligt net af ganske små blodkar som regulerer blodtrykket og beskytter hjernen mod en voldsom blodtilførsel. Vidundernettet udvider sig når giraffen sænker hovedet, og trækker sig sammen når den løfter hovedet. Derved modvirkes det kraftige blodtryksfald og faren for et blackout.

Giraffens hals er også genialt konstrueret. Forskere har til deres store overraskelse opdaget at giraffens forbløffende lange hals ikke har flere halshvirvler end rygsøjlen i en mus eller i de fleste andre pattedyr. Men i modsætning til andre pattedyr er giraffens langstrakte halshvirvler formet som kuglelejer, hvilket gør halsen usædvanlig smidig. Giraffen kan derfor bøje og vride halsen for at soignere alle dele af kroppen eller yndefuldt nå op til de højeste grene i et træ for at fouragere.