Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Gådefuld overlevelse

Mens de franske skove led alvorlig overlast under de voldsomme orkanagtige storme i 1999, tyder nylige observationer på at det ikke gik så hårdt ud over vildtet som forventet, fremgår det af en rapport i det parisiske dagblad Le Monde. I et område på 10.000 hektarer i de hærgede skove i det østlige Frankrig fandt man kun 20 døde dyr — 10 kronhjorte, 5 rådyr og 5 vildsvin. Ved at følge nogle instinkter som stadig er gådefulde, lykkedes det dyrene at undslippe, muligvis ved at gemme sig under væltede træer eller ved at samle sig i det fri. Jean-Paul Widmer fra det franske skovvæsen siger: „Vi ved mindre om hjortes og vildsvins adfærd end vi ved om løver og andre dyr fra fjerntliggende områder.“

Økonomiklassesyndromet

I løbet af de sidste otte år er 25 passagerer der ankom til Narita-lufthavnen i Japan, døde som følge af det såkaldte økonomiklassesyndrom, rapporterer avisen The Daily Yomiuri. Trods navnet kan økonomiklassesyndromet også ramme passagerer der rejser på første klasse. At sidde ned i timevis kan hæmme blodcirkulationen i benene og give anledning til dannelse af blodpropper. Hvis en blodprop føres til lungerne, kan den give åndedrætsbesvær og endda føre til døden. Årligt er mellem 100 og 150 af de rejsende der ankommer til Narita-lufthavnen, berørt af dette problem i en eller anden form, siger Toshiro Makino, lederen af Nippon Medical Schools klinik i denne lufthavn. „Passagerer som flyver mere end syv eller otte timer i ét stræk, bør drikke mere vand end de plejer, og gøre noget for at forebygge disse problemer, eksempelvis ved at bøje og strække benene,“ foreslår han.

Tokyo bliver varmere

„I Tokyo er det gennemsnitlige antal dage om året med temperaturer under frysepunktet faldet med 95 procent i løbet af det 20århundrede,“ skriver avisen The Daily Yomiuri. I 1990’erne var der i gennemsnit kun 3,2 dage om året med frostgrader i Tokyo, mens der i århundredets første årti var 61,7 dage. En erfaren meteorolog ved det meteorologiske institut i Japan har bemærket at den globale opvarmning har hindret temperaturerne i at falde lige så meget som tidligere. Han gav udtryk for bekymring over at „en rigtig kold vinter“ i Tokyo måske snart kun hører fortiden til. Hvis udslippet af drivhusgasser fortsætter på det nuværende niveau, kan man ifølge det meteorologiske institut forudse at den globale temperatur vil stige 1-3,5 grader celsius i løbet af det 21. århundrede. En stigning i hele Japan på 3,5 grader ville betyde at der blev lige så varmt i Tokyo som der er i Nairobi i dag.

Syfiliscomeback

I flere årtier har syfilis været næsten udryddet i Frankrig. Men den franske avis Le Figaro meddeler at lægerne sidste år måtte konstatere at der var opstået en ny epidemi af denne seksuelt overførte sygdom, fortrinsvis blandt homoseksuelle. I år 2000 observerede man også udbrud af syfilis i England og Irland. Syfilis er en bakteriel sygdom der i de tidlige stadier giver hudlæsioner og udslæt, og som, hvis den ikke behandles, fører til neurologiske skader og skader på hjerte-karsystemet. Le Figaro bemærker at denne genopblussen af syfilis er foruroligende, eftersom sygdommen er „helt ukendt for den nye generation af læger som aldrig har set et eneste tilfælde af syfilis under deres uddannelse.“ Af den grund stiller lægerne måske en forkert diagnose, og det kan hindre en effektiv behandling. Specialisterne har mistanke om at årsagen til denne genopblussen af syfilis er en risikobetonet seksuel adfærd. De er derfor bange for at denne tendens kan være et forvarsel om „en ny eksplosiv udvikling af aids-epidemien“.

Advarsel til ældre rejsende

Tufts University Health & Nutrition Letter siger at antallet af ældre som rejser til underudviklede områder i verden, er stigende, og at mange bliver syge fordi de indtager bakterieforurenet føde og vand. For folk der er 60 år eller ældre, kan den akutte diarré som det resulterer i, føre til mere alvorlige helbredsproblemer. Medmindre man spiser på et førsteklasses hotel eller en førsteklasses restaurant i en moderne storby, bør man ifølge Health & Nutrition Letter følge nedenstående råd:

■ Drik aldrig vand — og børst aldrig tænder i vand — fra vandhanen. Brug kogt vand, desinficeret vand eller vand købt på flaske. Brug ikke is i drinks medmindre du er sikker på at de er blevet fremstillet af rent vand.

■ Spis ikke fisk eller kød medmindre det er ordentligt gennemstegt eller gennemkogt.

■ Spis ikke upasteuriserede mælkeprodukter eller rå grøntsager.

■ Spis ikke frugt medmindre du selv skræller den efter at have vasket den i rent vand. Efter at have skrællet frugten bør du vaske hænder før du spiser den.

■ Spis ikke den mad som kan købes hos gadehandlerne, selv om den er varm når den bliver serveret.

Talrige „internt fordrevne“

„De er lige så mange som de hiv-smittede, og dobbelt så mange som flygtningene. I de internationale hjælpeorganisationer kalder man dem for de ’internt fordrevne’,“ fortæller Londonavisen The Independent. De er blevet tvunget til at forlade deres hjem på grund af krig, men bliver i deres hjemlande. I FN anslår man at der på verdensplan er mellem 25 og 30 millioner af sådanne „displaced persons“. De fleste af dem bor ikke i flygtningelejre, men sammen med andre familier eller på gaden. Dennis McNamara, FN’s særlige koordinator i den forbindelse, siger at mange i stedet for at søge tilflugt i et andet land „forsøger at slå sig ned så nær ved deres hjem som muligt, for dér har de deres landbrugsjord“. Nogle gange bliver nødhjælpsorganisationer forment adgang til disse mennesker. Op mod 90 procent af dem er kvinder og børn. „Det er mændene der skaber krigene,“ tilføjer Dennis McNamara. „Kvinderne og børnene er ofrene. Fordrevne kvinder er konstant i fare for at blive voldtaget af de militære styrker der hærger området.“

Tunge med sugekop

Hvordan kan en kamæleon fange andre øgler, ja endog fugle, der vejer op til 10 procent af dens egen vægt? Indtil nu har man troet at byttet blot sad fast på kamæleonens grove og klæbrige tunge. Men det forklarer ikke hvordan dyret bærer sig ad med at fange et relativt tungt bytte. Ifølge det tyske videnskabelige nyhedsorgan Bild der Wissenschaft-Online har nogle forskere i Antwerpen i Belgien, for at få opklaret dette, fremstillet en række high-speed videooptagelser af kamæleonens lynhurtige tunge i aktion. Forskerne fandt ud af at der, når kamæleonen skyder sin tunge frem, dannes en kugle på tungespidsen. Umiddelbart før tungen rammer byttet, trækker to af dens muskler sig sammen og omdanner kuglen til en sugekop som fastholder byttet.

Ørkenen breder sig

„Sahara har krydset Middelhavet . . . som følge af en farlig kombination af forringelse af jordbunden og forandringer i klimaet der har omdannet dele af Sydeuropa til ørken.“ Sådan skriver Londonavisen The Guardian. Ved en FN-konference om at bekæmpe ørkendannelse som blev afholdt i december 2000, gav en sagkyndig globaliseringen af landbruget en del af skylden eftersom den har gjort det svært for mange små landbrug at klare sig i konkurrencen. Den omstændighed har medført at landmænd har opgivet landbrugsjord som i tusinder af år har været opdyrket ved hjælp af terrassekultur og omhyggelig overrisling, og denne jord bliver efterhånden skyllet bort. Situationen er akut i Syditalien, Spanien og Grækenland. Også i Bulgarien, Ungarn, Rumænien, Moldova, Rusland og Kina breder ørkenen sig med stadig større hast. Klaus Töpfer, chefdirektøren for FN’s miljøprogram, har sagt: „Jord er en af naturens ressourcer, og den er lige så vigtig for miljøet og menneskets velbefindende som rent vand og ren luft.“

Amazonflodens udspring fundet

Et hold bestående af 22 opdagelsesrejsende har bekræftet at de har fundet „udspringet for verdens største flod, og dermed er der sat punktum for årtiers spekulationer og modstridende opfattelser,“ skriver Londonavisen The Times. Amazonflodens udspring er et ubetydeligt vandløb på Nevado Mismi, en 5000 meter høj bjergtinde i Andesbjergene i det sydlige Peru. Derfra bugter den sig gennem en dal med græs og mos, hvor den løber sammen med andre vandstrømme og floder, før den fortsætter sin 6000 kilometer lange rejse til Atlanterhavet. I sin beskrivelse af flodens udspring siger holdets leder, Andrew Pietowski: „Det er et smukt sted. Man står i en grøn dal ved foden af en imponerende, næsten sort klippe der er 40 meter høj. Der er meget stille, og man er helt uforstyrret.“