Et behov vi alle har

Vi har alle behov for føde, vand, luft og et sted at bo. Det gælder ikke alene mennesker, men også utallige andre levende væsener på denne planet. Men der er et behov som kun mennesket har. Hvad er det?

En canadisk sociolog ved navn Reginald W. Bibby skriver: „Vi mennesker har nogle behov som kun religionen kan dække.“ Og i en artikel i februarudgaven 2000 af tidsskriftet American Sociological Review oplyses det: „Mennesket vil sikkert altid have et åndeligt aspekt i livet.“

 Ja, op gennem historien har menneskene haft brug for noget at tro på. I århundreder har de fleste vendt sig til de etablerede trossamfund for at få dækket dette behov. Men situationen har ændret sig. I mange dele af den industrialiserede verden, som for eksempel i USA og Nordeuropa, forlader flere og flere kirken. Vil det sige at det snart er slut med al religion? Nej.

„Rapporterne om at religionen er død, er stærkt overdrevne,“ skriver Svenska Dagbladet. Hvad bliver den traditionelle religion erstattet med? Avisen fortsætter: „Det nye er at folk ikke længere tilhører nogen kirke. Vi vælger og vrager mellem tilbuddene på det religiøse marked og sammensætter en tro som vi føler vi kan acceptere. . . . Det kan omfatte hvad som helst — fra at bruge ’helbredende’ krystaller til at klæde sig som en buddhistmunk. Skulle man miste interessen for den tro man har valgt, kan man jo bare skifte den ud med noget andet.“

Den form for tro omtales af religionssociologer som „en privat religion“ eller „en usynlig religion“. Føromtalte Reginald W. Bibby har brugt betegnelsen „religion a la carte“. Andre kalder sådanne trosformer „skræddersyede“ eller „en smagssag“. Den største religiøse gruppe i visse lande der bekender sig til kristendommen, består i realiteten af folk der har deres egen individuelle tro.

Overvej engang resultatet af en undersøgelse foretaget i Sverige, et af verdens mest sekulariserede lande. Undersøgelsen viste at 2 ud af 3 betragtede sig selv som kristne „på deres egen måde“. Nogle sagde: „Jeg har min egen holdning til dét at være kristen“, „Jeg føler mig ikke hjemme i en kirke“, „Jeg kan ikke lide at gå i kirke og lytte til prædikener“ eller: „Jeg foretrækker at bede mine egne bønner inden for hjemmets fire vægge.“ Mange gav udtryk for at de troede på reinkarnation eller skæbnen. De fleste udelukkede ikke eksistensen af en eller anden form for guddommelig kraft eller magt, men kunne ikke præcisere det nærmere.

I en anden undersøgelse gav mange udtryk for at det kun var når de var ude i naturen at de følte sig religiøse. En ung kvinde der driver landbrug, sagde: „Jeg føler at man er tættest på Gud når man er ude i mark og skov.“ En anden, der ikke betragtede sig selv som religiøs, sagde: „For mig er skoven som et kæmpemæssigt tempel. . . . Jeg ved ikke hvem det er der styrer det hele, men jeg fornemmer at der er et eller andet.“ Nogle i undersøgelsen betegnede naturen som „hellig“, „guddommelig“ og „ærefrygtindgydende“ og sagde at den gav dem ny styrke og en indre fred og ro. En interviewer opsummerede sin rapport med følgende ord: „Gud er flyttet ud i skoven.“

Den samme udvikling sker i mange andre dele af verden. Thomas Luckmann, en amerikansk specialist i religionssociologi, siger at kirkeorienteret religion er blevet skubbet til side i de industrialiserede samfund og erstattet af „en social form for religion“. Mange danner deres personlige livsfilosofi ved at tage nogle idéer hist og her om åndelige emner og sætte dem sammen og bruge dem som deres egen private religion.

Nu tænker du måske: ’Er de etablerede trossamfund og kirker virkelig blevet forvist til en underordnet plads i samfundet? I så fald hvorfor? Disse spørgsmål bliver behandlet i den følgende artikel.

[Illustration på side 3]

I en kommentar til den nye tendens med at søge Guds nærhed i naturen siger en forsker: „Gud er flyttet ud i skoven“