Vi lever i et brug og smid væk-samfund

FOLK i de industrialiserede lande smider i læssevis af affald ud. Det illustreres af den mængde affald USA årligt producerer. Efter sigende „ville en tilsvarende mængde vand fylde 68.000 svømmebassiner med olympiske mål“. For nogle år siden skønnede man at der alene i New York årligt blev produceret affald nok til at begrave byens store Central Park under 4 meter affald! *

Det er ikke så mærkeligt at USA i sin egenskab af „brug og smid væk-samfund“ er blevet kaldt „et advarende eksempel for resten af verden“. Men USA er ikke det eneste land der er i den situation. Det skønnes at den mængde affald Tysklands befolkning årligt producerer, med lethed kan fylde vognene på et godstog der strækker sig fra hovedstaden Berlin helt ned til den afrikanske kyst, 1800 kilometer væk. Og i Storbritannien har man engang beregnet at en gennemsnitsfamilie på fire i løbet af et år smider papir ud svarende til seks træer.

 Udviklingslandene er også ved at få et affaldsproblem. Et kendt tidsskrift oplyser: „Det kedelige ved det er at de fleste af klodens 6 milliarder mennesker kun lige er begyndt at følge i fodsporene på USA og de øvrige i-lande som affaldsproducenter.“ Ja, uanset hvad vi synes om det, er de fleste af os en del af et brug og smid væk-samfund.

Folk har naturligvis altid været nødt til at smide ting ud. Men i dag er mad på dåser og emballerede fødevarer mere udbredte end for år tilbage, så hvor man end ser hen, er der engangsemballage. Desuden er mængden af aviser, tidsskrifter, reklamer og andet trykt materiale steget drastisk.

Vores højt industrialiserede og videnskabeligt avancerede verden har også skabt nye former for affald. Den tyske avis Die Welt hævder at „omtrent ni millioner biler i Den Europæiske Union årligt skrottes“. Det er ikke nogen nem opgave at skaffe sig af med dem. Endnu mere problematisk er spørgsmålet: Hvordan kan atom- og kemikalieaffald bortskaffes på en sikker måde? Tilbage i 1991 forlød det at USA havde „bjerge af radioaktivt affald og ikke noget permanent opbevaringssted“. En million tønder med dødsensfarlige stoffer blev efter sigende opbevaret i midlertidige depoter hvor der var konstant „fare for spild, tyveri og miljøforurening på grund af forkert håndtering“. Alene i 1999 producerede 20.000 private og offentlige virksomheder i USA over 40 millioner tons farligt affald.

 En anden faktor er verdensbefolkningen, der i det forløbne århundrede er vokset eksplosivt. Flere mennesker er ensbetydende med mere affald. Og en stor del af befolkningen er meget optaget af at skaffe sig materielle goder. Worldwatch Institute konkluderede for nylig: „Vi har benyttet os af flere forbrugsgoder og serviceydelser fra 1950 og frem end i hele resten af menneskehedens historie.“

Det er nok de færreste i de industrialiserede lande som vil undvære alle disse „forbrugsgoder og serviceydelser“. Tænk blot på hvor praktisk det er at gå på indkøb og komme varer der allerede er pakket ind, i indkøbsvognen for derefter at få dem med hjem i en papirs- eller plasticpose fra forretningen. Hvis folk pludselig skulle give afkald på en sådan emballage, ville de hurtigt opdage hvor dybt afhængige de er blevet af den. Desuden bidrager emballagen, i det omfang den er hygiejnisk, i det mindste indirekte til større sundhed.

Med den slags fordele behøver man da at frygte at det er gået for vidt med vore dages brug og smid væk-samfund? Åbenbart, for de talrige løsningsmodeller der har været udtænkt for at tackle affaldsproblemet, har ikke i væsentlig grad reduceret det væld af affald som vi producerer. Og de holdninger som er forbundet med vore dages brug og smid væk-samfund, har konsekvenser der er endnu mere foruroligende.

[Fodnote]

[Illustration på side 4]

Det er en udfordring at bortskaffe farligt affald på forsvarlig vis