Øen der kom og gik

AF VÅGN OP!- SKRIBENT I ITALIEN

DEN 28. juni 1831 ramte et voldsomt jordskælv vestkysten af Middelhavsøen Sicilien. Da en sømand på havet mærkede rystelserne, troede han at hans skib havde ramt en sandbanke.

I dagevis var det som om vandet ud for Siciliens kyst var i kog. Døde fisk flød i overfladen. Der var en stank af svovl i luften, og pimpsten i massevis skyllede op på stranden.

Den 10. juli, mens Giovanni Corrao som kaptajn på den neapolitanske brigantine Teresina sejlede på Middelhavet, så han et syn han sent skulle glemme — en enorm søjle af vand og røg der tårnede sig 20 meter op i luften. Samtidig hørte han „en buldrende torden“.

Ferdinand II af Begge Sicilier sendte krigsskibet Etna af sted for at undersøge sagen nærmere. Nyheden om disse hændelser spredtes helt til Malta, som dengang var under britisk herredømme. For ikke at blive overgået af andre sendte den britiske viceadmiral på øen, sir Henry Hotham, også skibe af sted „for at fastslå den nøjagtige position på søkortene og for yderligere at undersøge hvad dette fænomen skyldtes“.

Hermed begyndte en strid der står på den dag i dag.

 En ny ø opstår

Den 19. juli 1831 kunne en ny ø ses i havet mellem Sicilien og Afrikas kyst — som et resultat af et undersøisk vulkanudbrud. Netop som den britiske slup Rapid havde rundet den vestlige spids af Sicilien, fik dens kaptajn, Charles Swinburne, øje på en høj søjle af helt hvid røg eller damp. Swinburne styrede lige imod den. Da natten faldt på, skød flammer op i røgsøjlens midte, hvor de kunne ses som funklende lysglimt der var tydelige selv i måneskin. Da daggryet brød frem og røgen lettede en smule, kunne han se „en lille sort forhøjning der stak knap en meter op af vandet“.

I løbet af en måned var øen vokset så meget at dens højeste punkt lå 65 meter over havets overflade og dens omkreds var på omkring 3,5 kilometer. Avisen Malta Government Gazette rapporterede: „Dette fænomen har selvfølgelig vakt stor opsigt på disse øer, og mange er allerede taget ud til skuepladsen.“ Blandt disse var professor Friedrich Hoffmann, en preussisk geolog der tilfældigvis befandt sig på Sicilien i forbindelse med sin forskning. Hoffmann kom så tæt på at han kunne se øen „med al tydelighed“ mindre end en kilometer væk. Men af frygt for hvad der kunne ske, afslog Hoffmann at gå i land.

Kaptajn Humphrey Senhouse var ikke så forsigtig. Det berettes at han gik i land den 2. august og plantede det britiske flag på øen. Han navngav øen Graham Island, til ære for sir James Graham, den ansvarlige minister for det britiske admiralitet.

Universitetet i Catania på Sicilien betroede Carlo Gemellaro, professor i naturhistorie, den opgave at undersøge øen. Han gav den navnet Ferdinandea efter Ferdinand II. Uanfægtet af nyheden om det flag der allerede vajede på øen, erklærede Ferdinand officielt at den var en del af hans kongerige, og dét selv om øen slet ikke lå i siciliansk farvand.

De sidste der meldte deres ankomst, var franskmændene. Geologen Constant Prévost navngav øen Julia fordi den dukkede op i juli måned. Også han plantede sit lands flag på øen — med det formål at „vise alle der efterfølgende besøgte øen, at Frankrig aldrig forpasser en lejlighed til at vise interesse for videnskabelige anliggender“.

Striden om hvem der havde krav på øen, eskalerede. Ifølge en artikel der for nylig blev bragt i Londonavisen Times, var England, Italien og Frankrig „på randen af krig“ som følge af denne smule land.

Øen forsvinder

Polemikken om denne ø, der stadig kaldes for både Julia, Ferdinandea og Graham, * viste sig at blive kortvarig. „Øen bliver mindre og mindre for hver dag,“ skrev Friedrich Hoffmann efter et besøg i september, „og hvis den nedbrydning vi var vidne til, fortsætter . . . vil den kommende vinters storme være nok til at fjerne øen fra havets overflade i løbet af blot et par måneder.“

I december var øen faldet så meget sammen at den var blevet til et farligt rev knap en meter under havoverfladen. Den italienske vulkanolog Guiseppe Mercalli sagde: „Det eneste der var tilbage af øen Julia, var de mange navne den havde fået af rejsende fra forskellige lande; folk som havde været så heldige at se dens imponerende tilblivelse og forsvinden.“

Kommer den igen?

Er dette enden på historien? Næppe. Det område hvor øen engang lå, er stadig geologisk aktivt. Ifølge den sicilianske historiker Salvatore Mazzarella er øen i dag „lige så strategisk vigtig som den var i det 19. århundrede“. Nogle geologer tror at øen vil dukke op af havet igen. Der er allerede ved at udvikle sig internationale spændinger om hvem den skal tilhøre hvis den genopstår.

Beretningen om øen der kom og gik, er således blevet endnu et sørgeligt kapitel i historien om menneskers indbyrdes magtkamp. Den italienske journalist Filippo D’Arpa udtrykker det meget rammende når han kalder denne beretning for „et godt eksempel på magtbegærets tåbelighed“.

[Fodnote]

[Illustration på side 26]

Et maleri af udbruddet i 1831

[Kildeangivelse]

Copyright Peter Francis/​The Open University