Hvordan Bibelen har overlevet til i dag

At Bibelen er blevet bevaret helt frem til vor tid, er intet mindre end et mirakel. Den blev fuldført for over 1900 år siden, nedfældet på forgængeligt materiale — papir fremstillet af rør fra papyrusplanten og pergament fremstillet af dyreskind — og de originale tekster blev skrevet på sprog som kun få taler i dag. Dertil kom at indflydelsesrige mænd, lige fra kejsere til religiøse ledere, af al magt forsøgte at udrydde Bibelen.

HVORDAN er det gået til at dette enestående værk har overlevet til i dag og er blevet den mest kendte bog i historien? Lad os se på to faktorer.

Utallige afskrifter

Vogterne af de allerførste bibeltekster, nemlig israelitterne, passede omhyggeligt på de originale skriftruller og fremstillede talrige afskrifter af dem. For eksempel fik Israels konger besked på at skrive „en afskrift . . . af denne lov efter den [lov] der er i præsternes, levitternes, varetægt“. — 5 Mosebog 17:18.

Mange israelitter holdt af at læse i Skriften og anerkendte den som Guds ord. Afskrivningen af den blev derfor udført med stor omhu af højtuddannede skriftlærde. En gudfrygtig afskriver ved navn Ezra omtales som „skriftlærd, velbevandret i Mose lov, som Jehova, Israels Gud, havde givet“. (Ezra 7:6) Masoreterne, som afskrev De Hebraiske Skrifter, eller Det Gamle Testamente, mellem det sjette og tiende århundrede efter vor tidsregning, talte endda bogstaverne i teksten for at undgå fejl. En sådan omhyggelig afskrivning sikrede at teksten forblev nøjagtig, og at Skriften blev bevaret trods modstanderes desperate og vedholdende forsøg på at ødelægge den.

For eksempel forsøgte den syriske konge Antiochos IV i 168 f.v.t. at tilintetgøre alle de afskrifter af De Hebraiske Skrifter han kunne finde i hele Palæstina. Et jødisk historisk skrift siger: „De lovbøger, som de fandt, sønderrev de og kastede på ilden.“ The Jewish Encyclopedia oplyser: „De betjente som fik til opgave at udføre denne befaling, gjorde det med største strenghed . . . Straffen for at besidde en hellig bog . . . var døden.“ Nogle eksemplarer af Skriften blev dog bevaret blandt jøder i Palæstina og i andre lande.

Kort efter at skribenterne til De Kristne Græske Skrifter, Det Nye Testamente, havde fuldført deres værker, blev deres inspirerede breve, profetier og historiske beretninger mangfoldiggjort. Tag for eksempel Johannesevangeliet. Johannes skrev sit evangelium i eller i nærheden af Efesus. Man fandt dog et fragment af dette evangelium i Ægypten, som ligger hundreder af kilometer derfra, og ifølge eksperter var denne lille del af en afskrift interessant nok blevet udfærdiget mindre end 50 år efter at Johannes havde skrevet sin beretning. Det viser at kristne i selv fjerntliggende lande havde afskrifter af de dengang nylig færdiggjorte inspirerede bibeltekster.

Noget andet der bidrog til at Bibelen blev bevaret flere hundrede år efter Kristi tid, var dens store udbredelse. Det fortælles at den romerske kejser Diokletian ved daggry den 23. februar år 303 e.v.t. stod og så på at hans soldater slog dørene ind til en kirke og derefter brændte eksemplarer af Bibelen. Diokletian troede at han kunne udrydde kristendommen ved at tilintetgøre dens hellige skrifter. Den næste dag påbød han at samtlige eksemplarer af Bibelen i hele Romerriget skulle brændes offentligt. Nogle eksemplarer blev dog bevaret og afskrevet. Faktisk er store  dele af to græske bibelhåndskrifter som menes at være skrevet kort efter Diokletians forfølgelse, bevaret til i dag. Det ene opbevares i Rom, det andet på British Museum i London.

Man har endnu ikke fundet originale bibelhåndskrifter, men tusinder af håndskrevne eksemplarer af hele Bibelen eller dele af den eksisterer stadig. Nogle af dem er meget gamle. Er budskabet i de originale håndskrifter blevet ændret af senere afskrivere? Om De Hebraiske Skrifter har tekstforskeren W.H. Green sagt: „Man kan roligt sige at intet andet værk fra oldtiden er blevet overleveret så nøjagtigt.“ Om De Kristne Græske Skrifter har sir Frederic Kenyon, en førende ekspert i bibelhåndskrifter, skrevet: „Tidsintervallet mellem de originale skrifter og de ældste håndskrifter vi kender, er så lille at det praktisk talt ikke betyder noget, og det sidste grundlag for tvivl om at Bibelens skrifter er kommet til os omtrent som de oprindelig blev skrevet, er nu fjernet. Vi kan betragte det som endeligt fastslået at Det Nye Testamentes bøger er ægte og i alt væsentligt pålidelige.“ Han sagde også: „Det kan ikke understreges for kraftigt at bibelteksten i det væsentlige er sikker. . . . Dette kan ikke siges om nogen anden oldtidsbog i verden.“

Bibeloversættelser

En anden vigtig faktor som har medvirket til at gøre Bibelen så kendt, er at den foreligger på mange sprog. Det stemmer med Guds hensigt, nemlig at folk af alle nationer og tungemål skulle lære ham at kende og tilbede ham „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:23, 24; Mika 4:2.

Den første oversættelse man kender af De Hebraiske Skrifter, er den græske Septuaginta-oversættelse. Den blev udarbejdet til gavn for de græsktalende jøder uden for Palæstina, og den blev fuldført omkring to hundrede år før Jesu jordiske tjeneste. Hele Bibelen, herunder De Kristne Græske Skrifter, blev i løbet af nogle få hundrede år efter dens fuldførelse oversat til mange sprog. Senere hen gik udviklingen imidlertid i den stik modsatte retning. Konger og endog præster som burde have gjort alt hvad der stod i deres magt for at gøre Bibelen tilgængelig for alle, forsøgte at holde folk i åndeligt mørke ved at forbyde at Guds ord blev oversat til menigmands sprog.

Der var dog modige mænd som i trods mod kirken og staten satte livet på spil for at oversætte Bibelen til folkesprog. For eksempel udarbejdede englænderen William Tyndale, som var uddannet ved Oxford, i 1530 en oversættelse af Mosebøgerne (Pentateuken), de fem første bøger i Bibelen. Trods stærk modstand var han den første der oversatte Bibelen direkte fra hebraisk til engelsk. Tyndale var også den første engelske oversætter der brugte navnet Jehova. Den spanske bibeloversætter Casiodoro de Reina var konstant i fare for at blive slået ihjel af katolske forfølgere mens han arbejdede på en af de første spanske bibeloversættelser. Reina måtte rejse til England, Tyskland, Frankrig, Holland og Schweiz for at fuldføre sin oversættelse. *

I dag bliver Bibelen oversat til stadig flere sprog, og der fremstilles millioner af eksemplarer. At Bibelen har overlevet til i dag og er verdens bedst kendte bog, understreger sandheden i apostelen Peters inspirerede udtalelse: „Græsset visner, og blomsten falder af, men Jehovas ord forbliver til evig tid.“ — 1 Peter 1:24, 25.

[Fodnote]

 [Ramme/​illustrationer på side 14]

HVILKEN OVERSÆTTELSE SKAL MAN VÆLGE?

I mange lande er der udgivet flere forskellige bibeloversættelser på lokalsproget. I nogle af disse oversættelser er der anvendt et gammeldags sprog som er svært at forstå. Andre er ret frie oversættelser, hvor læsbarheden vægtes højere end nøjagtigheden. Andre igen er næsten ordrette oversættelser.

Den engelske udgave af New World Translation of the Holy Scriptures, som er udgivet af Jehovas Vidner, blev af en anonym komité oversat direkte fra grundsprogene. Denne udgave har været brugt som det primære grundlag for oversættelser til omkring 60 andre sprog, deriblandt dansk. Oversætterne sammenlignede dog også i omfattende grad deres arbejde med teksterne på originalsprogene. I de forskellige udgaver af New World Translation of the Holy Scriptures har man tilstræbt en ordret gengivelse af grundteksten så længe gengivelsen ikke tilslører meningen. Oversætterne bestræber sig for at gøre Bibelen lige så forståelig for læsere i dag som originalteksterne var for læserne på Bibelens tid.

Sprogforskere har undersøgt nogle nutidige bibeloversættelser — deriblandt New World Translation of the Holy Scriptures — for at finde eksempler på unøjagtige eller ensidige læsemåder. En af disse forskere hedder Jason David BeDuhn og er docent i teologi ved Northern Arizona University i USA. I 2003 publicerede han en 200-siders analyse han havde foretaget af ni af „de mest udbredte bibler i den engelsktalende verden“. * BeDuhns undersøgelse omfatter adskillige kontroversielle bibelske passager, for det er i forbindelse med sådanne passager at „der er størst sandsynlighed for at oversættelsen hæmmes af forudindtagethed“. BeDuhn sammenlignede passagerne i hver enkelt af de ni engelske oversættelser med den græske tekst for at se om der var blevet gjort forsøg på at ændre meningen. Hvilken konklusion nåede han frem til?

BeDuhn peger på at den almene befolkning såvel som mange bibelforskere antager at forskellene mellem New World Translation (NW) og andre oversættelser skyldes Jehovas Vidners forudfattede meninger i trosspørgsmål. Men han siger: „De fleste af forskellene skyldes NW’s større nøjagtighed som en ordret, moderat oversættelse.“ BeDuhn er skeptisk over for nogle af New World Translations gengivelser, men siger alligevel at denne oversættelse „har vist sig at være den mest nøjagtige af de oversættelser der blev sammenlignet“. Han kalder den en „bemærkelsesværdig god“ oversættelse.

Benjamin Kedar, en israelsk professor der er kyndig i bibelhebraisk, udtalte i 1989 noget lignende om New World Translation. Han sagde: „Dette værk afspejler en oprigtig bestræbelse for at nå frem til en forståelse af teksten der er så nøjagtig som muligt. . . . I New World Translation har jeg aldrig bemærket fordomsfulde forsøg på at lægge noget i teksten som den ikke giver rum for.“

Spørg dig selv: ’Hvad ønsker jeg at få ud af min bibellæsning? Foretrækker jeg en bibel der udmærker sig ved at den er let at læse, men til gengæld måske ikke er særlig nøjagtig? Eller vil jeg hellere have en bibel som gengiver tankerne fra den oprindelige, inspirerede tekst så korrekt som muligt?’ (2 Peter 1:20, 21) Svarene på disse spørgsmål kan hjælpe en til at finde ud af hvilken bibeludgave man skal vælge.

[Fodnote]

[Illustration]

„New World Translation of the Holy Scriptures“ foreligger på mange sprog

[Illustration på side 12, 13]

Masoretiske håndskrifter

[Illustration på side 13]

Et fragment der indeholder Lukas 12:7: „ . . . Vær ikke bange; I er mere værd end mange spurve“

[Kildeangivelser på side 13]

Forreste side: Russiske nationalbibliotek, Sankt Petersborg; anden og tredje: Bibelmuseet, Münster; bagerst: © The Trustees of the Chester Beatty Library, Dublin