Hvorfor leve efter Bibelen?
Unge spørger:
Hvorfor leve efter Bibelen?
DU SIDDER og spiser frokost sammen med to piger i skolens kantine. En af dem holder øje med den nye dreng.
„Jeg tror han er interesseret i dig,“ siger den ene af pigerne til dig. „Han kigger hele tiden herhen. Han kan ikke få øjnene fra dig.“
„Og ved du hvad?“ hvisker den anden af pigerne mens hun læner sig over imod dig. „Han er ledig på markedet.“
Veninden svarer: „Ærgerligt at jeg ikke er det. Jeg ville have slået til med det samme.“
Så siger en af pigerne det du hader at høre.
„Hvorfor har du ikke en kæreste?“
Du vidste at det spørgsmål ville komme. Faktisk ville du også gerne have en kæreste, men du har lært at det er bedst at vente med at komme sammen med nogen indtil man er parat til at blive gift. Hvis det ikke var på grund af . . .
„Bibelen. Har jeg ret?“ siger den anden af pigerne.
’Kan hun læse mine tanker?’ tænker du for dig selv.
„Kan det passe at Bibelen skal styre dit liv? Hvorfor kan du ikke more dig lidt bare engang imellem?“ siger den første pige hånligt til dig.
Kan du nikke genkendende til denne situation — at blive latterliggjort fordi du lever efter Bibelen? Hvordan reagerede du?
▪ Du stod op for dit moralske standpunkt.
▪ Du fandt det ret pinligt, men forklarede så godt du kunne, hvad din tro sagde.
▪ Du blev enig med dig selv om at dine klassekammerater havde ret — du går glip af en masse sjov.
Har du nogle gange spurgt dig selv om det kan betale sig at følge Bibelens vejledning? Sådanne overvejelser havde en ung pige ved navn Deborah. * „Mine venner kunne gøre lige hvad de havde lyst til,“ siger hun. „Tilsyneladende skulle de ikke stå nogen som helst til regnskab. Bibelens normer føltes alt for strenge. Jeg ville gerne have den samme frihed som mine skolekammerater.“
Har man ikke lov til at tvivle?
Bibelskribenten Asaf satte i en periode af sit liv spørgsmålstegn ved om det at behage Gud er værd at stræbe efter. „Jeg misundte nemlig dem der praler,“ skrev han, og fortsatte: Salme 73:3, 13.
„Ja, det er til ingen nytte at jeg rensede mit hjerte og vaskede mine hænder i uskyld.“ —Som vi ser, har Jehova Gud forståelse for at nogle til tider kan sætte spørgsmålstegn ved værdien af at følge hans bud. Han sørgede jo for at Asafs tanker blev nedskrevet i Bibelen. Asaf fandt til sidst ud af det er bedst at følge Guds bud. (Salme 73:28) Hvordan kom han til den konklusion? Asaf var klog nok til at tage ved lære af andres fejltagelser, uden først at skulle erfare det samme på sin egen krop før han traf en beslutning. (Salme 73:16-19) Er du villig til at gøre som han?
Lær af andres erfaring
I modsætning til Asaf blev David gennem bitter erfaring tvunget til at indse hvor smerteligt det er at tilsidesætte Guds lov. David begik ægteskabsbrud med hustruen til en af sine tjenere, og bagefter forsøgte han at dække over sit fejltrin. Det førte til at han sårede flere andre, deriblandt Gud, og fik mange bekymringer. (2 Samuel 11:1–12:23) Da David angrede sin synd, inspirerede Jehova ham til at udtrykke sine følelser i sang og lod disse ord komme med i Bibelen så vi kan få gavn af dem. (Salme 51:1-19; Romerne 15:4) Det er altså ikke alene klogt, men også i overensstemmelse med Bibelen at tage ved lære af andres fejl.
For at hjælpe dig til at følge Asafs eksempel og undgå at gentage Davids fejl kan du tænke over følgende kommentarer udtalt af nogle unge fra forskellige lande som i en periode ikke fulgte Bibelen. De begyndte at have seksuelle forhold uden at være gift. Ligesom David har de angret deres fejltrin og igen fået et rent forhold til Gud. (Esajas 1:18; 55:7) Lyt engang til hvad de siger.
Vågn op!: Hvad prægede jeres tanker og handlinger i den periode?
Deborah: „I skolen var jeg vant til at se alle de andre have en kæreste, og de virkede så glade. Når jeg var sammen med dem og så hvordan de kyssede og krammede, følte jeg mig ensom og jaloux. Jeg brugte ofte mange timer på at dagdrømme om en dreng jeg godt kunne lide. Det gav mig endnu større lyst til at være sammen med ham og at gøre hvad som helst for at ønsket kunne blive opfyldt.“
Mike: „Jeg læste bøger og så programmer som fremstillede uforpligtende sex som noget positivt. Mine venner og jeg talte tit om sex, og det gjorde mig endnu mere nysgerrig. Da jeg så var alene med en pige, mente jeg at vi sagtens kunne kæle for hinanden uden at have sex. Jeg troede at det var nemt at sige stop.“
Andrew: „Jeg havde for vane at se pornografi på internettet. Jeg begyndte at drikke en del. Og jeg var til fest med unge som ikke havde respekt for Bibelen.“
Tracy: „Da jeg var 16, var jeg kun optaget af at være sammen med min kæreste. Jeg vidste godt at det er forkert at dyrke sex uden at være gift, men jeg hadede ikke det forkerte. Det var ikke min mening at indlede et seksuelt forhold inden jeg blev gift, men mine følelser sejrede over fornuften. I lang tid reagerede min samvittighed slet ikke.“
Vågn op!: Blev I lykkeligere af at leve sådan?
Deborah: „I begyndelsen følte jeg mig rigtig fri og var glad for at jeg ikke længere stod tilbage for mine venner. Men det varede ikke ved. Jeg begyndte at føle mig beskidt, frarøvet min uskyld, tom indvendig. Jeg fortrød bitterligt at jeg ikke længere var jomfru — og nu var det for sent. Jeg har siden da ofte spurgt mig selv hvordan jeg kunne gøre det. Ja, ’Hvorfor fulgte jeg ikke Jehovas vejledning?’“
Mike: „Jeg begyndte at få det som om en del af mig var død. Jeg forsøgte at se bort fra hvordan mine handlinger berørte andre, men jeg kunne ikke. Det plagede mig at erkende
at jeg ved at søge mit eget behag sårede andre. Jeg havde svært ved at sove. Til sidst forsvandt fornøjelsen ved umoralitet, og smerte og skamfølelse optog alle mine tanker.“Andrew: „Det blev lettere og lettere at give efter for mine forkerte ønsker. Men samtidig led jeg af skyldfølelse og var skuffet over mig selv.“
Tracy: „Det varede ikke længe før den barske virkelighed gik op for mig. Umoralitet ødelagde min ungdom. Jeg havde regnet med at min kæreste og jeg ville få et rigtig godt forhold, men det fik vi slet ikke. Det endte med at vi påførte hinanden smerte, elendighed og hjertesorg. Mange aftener græd jeg mig i søvn og ønskede at jeg havde fulgt Jehovas vejledning.“
Vågn op!: Hvilket råd vil I give unge som synes at Bibelens moral er for streng?
Deborah: „Du får ikke et bedre liv af at afvise Bibelens vejledning. Glem ikke hvor meget det glæder Jehova at du følger hans bud. Og tænk nøje over konsekvenserne ved at tilsidesætte hans vejledning. Husk på at det ikke kun handler om dig, og hvad du har lyst til. Det du gør, berører andre. Og hvis du ser bort fra Guds bud, vil du skade dig selv.“
Mike: „Den måde dine venner lever på, kan overfladisk set virke tiltalende. Men du må se på det der ligger under overfladen. Noget af det mest værdifulde Jehova giver dig, er din værdighed og uskyld. Hvis du kaster disse gaver bort fordi du ikke kan styre dig, sælger du dig selv billigt. Tal med dine forældre og andre modne voksne om dine problemer. Hvis du gør noget forkert, så tøv ikke med at fortælle det og rette op på situationen. Hvis du griber tingene an på Jehovas måde, vil du få virkelig fred.“
Andrew: „Når du er uerfaren, synes du at dine venner har et spændende liv. Deres indstilling vil smitte af på dig. Så vælg dine venner med omhu. Stol på Jehova, det vil spare dig for en masse sorger.“
Tracy: „Tænk ikke: ’Det sker ikke for mig.’ Min mor satte sig ned sammen med mig og sagde rent ud at den vej jeg var slået ind på, ville føre til hjertesorger. Jeg blev meget fornærmet. Jeg troede at jeg vidste bedre. Det gjorde jeg ikke. Følg Jehovas vejledning, og kom sammen med nogle der gør det samme. Det vil føre til lykke.“
Bibelens vejledning — en spændetrøje eller en sikkerhedssele?
Hvis dine venner håner dig fordi du forsøger at følge Bibelen, så spørg dig selv: ’Hvorfor afviser de tanken om at leve efter Bibelen? Har de selv læst den og tænkt over hvor gavnligt det er at følge Guds lov? Har de seriøst overvejet konsekvenserne af at se bort fra hans normer? Eller gør de blot det samme som alle andre gør?’
Du kender sikkert folk der bare ’følger mængden’. (2 Mosebog 23:2) Ønsker du ikke at gøre noget bedre? Hvordan kan du det? Ved at følge Bibelens råd om at „forvisse [sig] om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje“. (Romerne 12:2) Jehova er ’den lykkelige Gud’, og han ønsker også at du skal være lykkelig. (1 Timoteus 1:11; Prædikeren 11:9) Den vejledning der findes i Bibelen, er til dit bedste. Det er sandt at man kan betragte den som en spændetrøje der begrænser ens frihed. Men i virkeligheden er Bibelens vejledning snarere som en sikkerhedssele der beskytter dig.
Du kan stole på Bibelen. Hvis du vælger at leve efter den, vil det ikke kun gøre Jehova glad, men det vil også være til gavn for dig selv. — Esajas 48:17.
NOGET AT TÆNKE OVER
▪ Hvad kan gøre det svært at leve efter Bibelen?
▪ Hvorfor må du forvisse dig om at du får det bedste liv ved at følge Guds bud?
[Fodnote]
^ par. 17 Navnene er ændret.