Er døden virkelig afslutningen på alt?

DER er næppe et emne som har været lige så gådefuldt og har optaget sindene lige så længe som spørgsmålet om hvad der sker efter døden. I tusinder af år har de kløgtigste hoveder i hver eneste civilisation funderet over dette spørgsmål. Men menneskers filosofi og videnskabelig forskning har ikke bragt andet for dagen end et hav af teorier og myter.

Hvad med Bibelens lære? Nogle vil måske hævde at Bibelen er lige så forvirrende hvad angår emner som døden og et liv efter døden. Men man må retfærdigvis sige at denne forvirring er skabt af de mange religioner som har forplumret Bibelens rene sandhedsvand med vildledende læresætninger og legender. Når man ser bort fra traditioner og myter og holder sig til det Bibelen egentlig siger, vil man finde en lære som giver mening og håb.

Før du blev til

Tag for eksempel de to udtalelser af kong Salomon som er citeret i foregående artikel. Disse skriftsteder siger klart at de der er døde — både mennesker og dyr — er uden bevidsthed. Ifølge Bibelen er der altså ikke nogen aktivitet, følelse eller tankevirksomhed efter døden. — Prædikeren 9:5, 6, 10.

Er det svært at begribe? Tænk over følgende: Hvad er et menneskes tilstand inden det bliver undfanget? Hvor var du inden de små celler fra dine forældre smeltede sammen og blev til den du er? Hvis en del af mennesket er noget usynligt som lever videre efter døden, hvor opholdt dette noget sig da inden undfangelsen? Sandheden er at da man ikke har haft en førmenneskelig eksistens, er der ikke nogle minder om den. Man eksisterede ikke før man blev undfanget. Så enkelt er det.

Logisk set må vi altså konkludere at vores bevidsthed efter døden er nøjagtig den samme som før vi blev levende. Det forholder sig som Gud sagde til Adam efter hans ulydighed: „Jord er du, og til jord skal du blive.“ (1 Mosebog 3:19, den danske autoriserede oversættelse) I den forstand er menneskene ikke anderledes stillet end dyrene. Hvad  angår de dødes tilstand er det nøjagtig som Bibelen siger: „Mennesket har ingen fordel frem for dyrene.“ — Prædikeren 3:19, 20.

Vil det sige at menneskets liv blot er begrænset til nogle få årtier efterfulgt af en evighed uden eksistens? Eller er der et håb for de døde?

Et medfødt ønske om at leve

Næsten alle finder det ubehageligt at tale om døden. De fleste undgår specielt at bringe deres egen død på tale eller endog at tænke på den. På den anden side bombarderes de med scener i fjernsyn og film hvor folk mister livet på enhver tænkelig måde, og med beretninger og billeder i medierne om virkelige dødsfald.

Det kan bevirke at fremmedes død accepteres som en normal side af tilværelsen. Men lige så snart det drejer sig om nogle af vores nærmeste eller om os selv, finder vi intet normalt ved det. Det er fordi vi mennesker har et dybtliggende naturligt ønske om at leve. Vi har også en klar tidsfornemmelse og opfattelse af evigheden. Kong Salomon skrev at ’Gud har lagt evigheden i vores hjerte’. (Prædikeren 3:11, den danske autoriserede oversættelse af 1931) Under normale omstændigheder ønsker vi at leve evigt. Vi ønsker ikke at livet skal ende en dag. Der er ikke noget der vidner om at dyrene har det på samme måde. De lever uden nogen bevidsthed om fremtiden.

Menneskets enorme potentiale

Mennesker har ikke alene ønsket om at leve evigt, men også potentialet til at forblive aktive og produktive for evigt. Der er tilsyneladende ingen grænse for hvor meget et menneske kan lære. Det siges at intet i naturen kan sammenlignes med menneskehjernen hvad angår kompleksitet og tilpasningsevne. I modsætning til dyrene er vi kreative og kan ræsonnere og forstå abstrakte begreber. Videnskaben har kun lige afdækket en brøkdel når det drejer sig om at forstå den menneskelige hjernes potentiale.

Meget af dette potentiale bevares når vi bliver ældre. Neurologer er for nylig blevet klar over at de fleste hjernefunktioner ikke berøres af ældningsprocessen. Forskere der arbejder for The Franklin Institute’s Center for Innovation in Science Learning forklarer: „Menneskehjernen er i stand til at blive ved med at tilpasse sig og danne nye forbindelser. Selv hos ældre mennesker kan den danne nye neuroner. Alvorlig mental svækkelse forårsages sædvanligvis af sygdom, hvorimod de fleste aldersbetingede tab af hukommelse eller motorik ganske enkelt kommer af inaktivitet og mangel på mental træning og stimulering.“

Hvis vi med andre ord kunne blive ved med at stimulere hjernen rent intellektuelt og undgå sygdom, kunne den blive ved med at fungere i det uendelige. „Hjernen er det mest komplekse vi endnu har opdaget i universet,“ udtaler molekylærbiolog James Watson, der var med til at beskrive dna’ets molekylstruktur. En bog af neurologen Gerald Edelman fortæller at et udsnit af hjernen på størrelse med et tændstikhoved „indeholder omkring en milliard forbindelser der kan kombineres i et antal der kun kan beskrives som hyperastronomisk — i størrelsesordenen ti efterfulgt af millioner af nuller“.

Virker det logisk at menneskene kun skulle leve nogle få årtier når de har et sådant potentiale? Det virker lige så fornuftstridigt som at bruge et stærkt lokomotiv med en lang række godsvogne til at transportere et lille sandskorn over en strækning af blot nogle få centimeter! Hvorfor har menneskene da en så kolossal kapacitet til kreativ tænkning og indlæring?  Kunne forklaringen være at de, til forskel fra dyrene, ikke skulle dø — at de var skabt til at leve evigt?

Et håb fra livets Gud

Den kendsgerning at vi har et iboende ønske om at leve og en kolossal kapacitet til at lære, fører til denne logiske konklusion: Mennesket er designet til at leve meget længere end blot 70 eller 80 år. Dette fører til endnu en konklusion: Der må være en Designer, en Skaber, en Gud. De uforanderlige love for det fysiske univers og den kompleksitet der kendetegner alt levende på jorden, taler stærkt for at der findes en Skaber.

Hvis Gud virkelig har skabt os med kapaciteten til at leve evigt, hvorfor dør vi så? Og hvad sker der efter døden? Er det Guds hensigt at bringe de døde tilbage til livet? Det synes logisk at den vise og almægtige Gud vil give os svarene på disse spørgsmål, og det har han gjort. Tænk blot over følgende:

▪ Det var ikke oprindelig Guds hensigt at menneskene skulle dø. Den første udtalelse i Bibelen om døden viser at det ikke oprindelig var Guds mening at menneskene skulle dø. Beretningen i Første Mosebog fortæller at Gud lod de første to mennesker blive udsat for en enkel prøve for at give dem mulighed for at vise deres kærlighed og loyalitet over for ham. Prøven bestod i et forbud mod at spise af et bestemt træ. Gud sagde: „Den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:17) Adam og Eva ville kun dø hvis de gjorde oprør og dermed ikke bestod prøven. Bibelens beretning viser at de ikke forblev loyale mod Gud, og at de derfor døde. Således blev ufuldkommenhed og død en realitet for hele menneskeslægten.

▪ Bibelen sammenligner døden med en søvn. Den bruger udtrykket ’at sove ind i døden’. (Salme 13:3) Lige inden Jesus oprejste sin ven Lazarus, sagde han til sine apostle: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“ Og det gjorde Jesus. Bibelen fortæller at „manden [Lazarus] som havde været død kom ud“ af „mindegraven“ i levende live da Jesus kaldte. — Johannes 11:11, 38-44.

 Hvorfor omtalte Jesus døden som en søvn? Fordi en der sover, er uvirksom. Under dyb søvn har man ingen bevidsthed om tiden eller hvad der sker omkring en. Der er ingen smerte eller lidelse. I døden er der heller ingen virksomhed eller bevidsthed. Men sammenligningen rækker længere. Når man lægger sig til at sove, forventer man at vågne igen. Og det er netop det håb Bibelen viser der er for de døde.

Skaberen har givet dette løfte: „Af Sheols [gravens] vold vil jeg løskøbe dem, fra døden vil jeg genløse dem. Død, hvor er dine brodde? Sheol, hvor er din ødelæggende kraft?“ (Hoseas 13:14) En anden bibelprofeti fortæller at Gud „vil opsluge døden for bestandig, og den suveræne Herre, Jehova, vil tørre tårerne af alle ansigter“. (Esajas 25:8) Det at de døde bringes tilbage til livet, kaldes opstandelsen.

▪ Hvor vil de opstandne komme til at leve? Som tidligere nævnt har menneskene et naturligt ønske om at blive ved med at leve. Hvor kunne du tænke dig at leve evigt? Ville du være tilfreds med at vide at du efter døden blev ved med at leve som en del af en abstrakt universel livskraft, som nogle religioner mener? Ville du ønske at du kom til at leve videre som et andet menneske, uden nogen erindring om hvem du var inden du døde? Tiltaler det dig at komme til at leve igen som et dyr eller et træ? Hvis du fik valget, ville du så virkelig vælge at leve på et andet plan som er fuldstændigt blottet for menneskelige oplevelser og jordiske glæder?

Hvis forholdene var ideelle, ville du da ikke ønske dig at du kunne leve på en paradisisk jord? Det er det håb Bibelen giver, nemlig at man kan leve evigt her på jorden. Gud har skabt jorden i en bestemt hensigt — at den skal bebos af dem der vil tjene ham af kærlighed, og det for evigt og i lykke. Det er grunden til at Bibelen siger: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:29; Esajas 45:18; 65:21-24.

▪ Hvornår vil opstandelsen finde sted? Den kendsgerning at døden sammenlignes med en søvn, viser at opstandelsen sædvanligvis ikke finder sted straks efter døden. Denne „søvn“ er tidsrummet fra døden indtræffer og indtil opstandelsen. I Bibelen stiller en mand ved navn Job spørgsmålet: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen?“ Derefter svarer han selv: „Jeg vil vente alle de dage min tvungne tjeneste varer, indtil min afløsning kommer. [Gud] vil kalde, og jeg vil svare.“ (Job  14:14, 15) Tænk hvilken glæde der vil være når de døde til den tid bliver forenet med deres kære.

Ingen grund til sygelig frygt

Det er rigtigt at Bibelens håb ikke nødvendigvis fjerner al frygt for døden. Det er naturligt at være bekymret for den smerte og bedrøvelse som ofte er forbundet med et dødsfald. Det er også forståeligt at man frygter for at miste en man har kær. Og det er helt naturligt at frygte for de sørgelige konsekvenser ens egen død kunne få for de efterladte.

Men Bibelen hjælper os til at fordrive enhver sygelig frygt for døden ved at lære os hvad sandheden er om de dødes tilstand. Der er ikke grund til at frygte at man efter døden skulle blive torteret af dæmoner i et brændende helvede. Ingen grund til at frygte en mørk åndeverden hvor sjælene svæver hvileløst rundt i al evighed. Og der er heller ikke grund til at frygte at man for evigt vil ophøre med at eksistere. Hvorfor ikke? Fordi Gud har en ubegrænset hukommelse, og han lover at bringe alle døde som er i hans bevidsthed, tilbage til livet her på jorden. Bibelen garanterer dette med ordene: „Den sande Gud er for os en Gud der gør frelsesgerninger; og Jehova, den suveræne Herre, er den der har udveje fra døden.“ — Salme 68:20.

[Tekstcitat på side 5]

„Jord er du, og til jord skal du blive.“ — 1 Mosebog 3:19, den danske autoriserede oversættelse

[Tekstcitat på side 6]

’Gud har lagt evigheden i vores hjerte.’ — Prædikeren 3:11, den danske autoriserede oversættelse af 1931

[Ramme/illustration på side 8]

SVAR PÅ SPØRGSMÅL OM DØDEN

Disse artikler har ikke behandlet alle de spørgsmål der kunne stilles om døden og opstandelsen. Mange har fundet tilfredsstillende svar på deres spørgsmål ved at foretage en nærmere undersøgelse af Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Det vil vi også tilskynde dig til at gøre. De følgende spørgsmål er blot nogle få af dem du vil få besvaret:

▪ Hvad refererer begreberne „helvede“ og „ildsøen“ til?

▪ Hvis der ikke findes et brændende helvede, hvordan bliver de onde så straffet?

▪ Ifølge Bibelen forlader ånden legemet ved døden. Hvad er denne ånd?

▪ Hvordan kan det være at man ofte hører beretninger om at nogle har kommunikeret med de døde?

▪ Hvad betyder ordet „sjæl“ i Bibelen?

▪ Hvornår vil opstandelsen på en paradisisk jord finde sted?

▪ Vil alle som er døde, blive oprejst uanset hvordan de har levet deres liv?

Se venligst på bagsiden af dette blad hvordan du kan få klare, bibelsk begrundede svar på hvert af disse spørgsmål.

[Illustration på side 7]

Jesus sagde at han ville „vække [Lazarus] af søvnen“

[Illustration på side 8, 9]

Tænk hvilken glæde det vil være når ens kære bliver oprejst!