Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

I 2006 „mistede 167 journalister og hjælpere“, såsom chauffører og tolke, „livet i deres bestræbelser for at dække en nyhed“. De fleste drejede sig om kriminalitet, korruption og lokale konflikter. Ikke færre end 133 blev myrdet. — INTERNATIONAL NEWS SAFETY INSTITUTE, BELGIEN.

Hvert år produceres der mellem 10 og 14 milliarder stykker ammunition, „nok til at slå hele jordens befolkning ihjel to gange“. — ROYAL MELBOURNE INSTITUTE OF TECHNOLOGY, AUSTRALIEN.

Menneskeskabte jordskælv

Siden det 19. århundredes begyndelse har mennesker været skyld i mere end 200 større jordskælv, fremgår det af en rapport i den tyske avis Die Zeit. Minedrift har været årsag til omkring halvdelen af disse jordskælv. Af andre grunde nævnes udvinding af gas, olie eller vand, opfyldning med væske og anlæggelse af kunstige søer. I Newcastle i Australien indtraf der i 1989 et jordskælv som forskere mener skyldtes kulminedrift under jordoverfladen. Tretten mennesker blev dræbt, 165 såret, og ødelæggelserne beløb sig til næsten 20 milliarder kroner. Det anslås at udgifterne i forbindelse med skælvet overstiger den samlede indtjening fra minedriften i Newcastle siden man påbegyndte driften dér for mere end 200 år siden.

Situationen for katolicismen i Frankrig

I 1994 bekendte 67 procent af Frankrigs borgere sig til katolicismen. I dag er tallet 51 procent, fremgår det af bladet Le Monde des Religions. En undersøgelse viser at halvdelen af de franske katolikker kun går i kirke ved særlige lejligheder, som for eksempel bryllupper. Skønt 88 procent påstår at kende bønnen fadervor udenad, beder 30 procent aldrig. I næsten halvdelen af de katolske hjem er der en Bibel, men det betyder ikke nødvendigvis at der læses i den.

Børn med talevanskeligheder

„Flere og flere børn begynder at tale sent og har et meget begrænset ordforråd . . . fordi ingen voksne taler med dem,“ skriver det polske blad Wprost. Mødrene bruger gennemsnitlig 30 minutter om dagen sammen med deres børn, og fædrene „blot syv minutter“. Af den grund kæmper hvert femte barn med talevanskeligheder som ene og alene skyldes forældrenes forsømmelighed. Michał Bitniok, som er talepædagog og sprogforsker ved det schlesiske universitet, advarer: „Hvis sådanne børn ikke modtager sproglig hjælp i tide og forsømmelsen fortsætter, kan deres talevanskeligheder give dem problemer i skolen og i deres voksenliv.“

Japan gør brug af overtro

Ulovlig henkastning af affald i byområder er et stort problem i Japan. Vagtpatruljer om dagen kan ikke forhindre det. Folk kommer bare med deres affald om natten. Nu har lokale myndigheder taget præventive midler i brug i form af overtro, idet de har opsat torii, røde træporte som skal ligne indgange til shintohelligdomme. „Det er et meget enkelt koncept,“ forklarer avisen IHT Asahi Shimbun. „De fleste betragter en torii som hellig og tror at det bringer uheld at smide affald i nærheden af den.“ Folk efterlader ganske vist ikke længere affald ved dem, „men lidt derfra er det en helt anden historie,“ skriver avisen.