Vi betragter verden
Vi betragter verden
„Folk der ikke ryger, folk der er fysisk aktive, der har et moderat alkoholforbrug, og som spiser mindst fem stykker frugt eller grønt om dagen, lever i gennemsnit 14 år længere end dem der ikke har disse vaner.“ Denne konklusion bygger på en 11 år lang undersøgelse der omfatter 20.000 mennesker. — UC BERKELEY WELLNESS LETTER, USA.
„Læsning giver den bedste afslapning . . . Blot seks minutters læsning kan nedsætte stressniveauet med mere end to tredjedele.“ — INDIA TODAY INTERNATIONAL, INDIEN.
Forladt „legetøj“
„Den dårlige økonomi er årsag til en mindre flåde af forladte skibe“, oplyser The New York Times om situationen i USA. Ejerne sliber navnene af bådene, fjerner registreringsnumrene og forlader derefter deres skibe eller sænker dem — i nogle tilfælde for at få udbetalt forsikringssummen. Hvad ligger bag denne udvikling? „Nogle sidder i samme økonomiske knibe som husejere der er spændt hårdt for; de skal betale af på noget der falder i værdi, og undlader derfor at betale,“ skriver avisen, som kalder bådene for „legetøj der er dyrt at vedligeholde, og som har mistet tiltrækningskraften“. Avisen forklarer: „Ejerne kan ikke sælge dem fordi markedet for brugte både er fuldstændig mættet. De har ikke råd til at bruge i hundredvis af dollars hver måned på at leje en bådplads og på at vedligeholde bådene. De har heller ikke de tusindvis af dollars det koster at skille sig af med dem på rette måde.“
Børns opfattelse af deres krop
Børn helt ned til fireårsalderen „forsøger at ændre på deres udseende for at passe til det kropsideal der fremmes af samfundet“, siger Sydneyavisen Sunday Telegraph. En undersøgelse af børns spise- og motionsvaner i førskolealderen har vist at både drenge og piger bekymrede sig om deres kropsstørrelse — pigerne ville gerne tabe sig, og drengene ville have større muskler. „Det virkede som om børnenes kropsfokusering var en afspejling af deres mødres, for de var generelt utilfredse med deres egen krop,“ fortalte de der står bag undersøgelsen.
Børn handler på nettet
„Hvert femte barn [i Storbritannien] handler på nettet uden forældrenes tilladelse, og halvdelen af dem der køber noget, bruger forældrenes kreditkort,“ oplyser Londonavisen The Daily Telegraph. Mange børn kender de websteder og kodeord forældrene bruger når de handler på nettet, og det kan give dem nem adgang til forældrenes kreditkortnummer. De fleste forældre tror ikke at deres børn kan handle på nettet uden deres samtykke. Der er „en alarmerende forskel“ på hvad forældrene tror deres børn ved, og hvad de i virkeligheden ved, siger avisen. Denne adfærd kan øge risikoen for at forældrene bliver ofre for svindel. Nogle råd til forældre der handler på nettet, er: Anvend kun velrenommerede websteder, „opbevar ikke kreditkortoplysninger på nettet“, og „log ud af webstedet ved afsluttet handel“.