„Jeg er ikke død“

„Græd ikke når du står ved min grav.

Jeg er der ikke.

Jeg er ikke død.“

● Kender du dette digt? Har du hørt sangen? I de seneste årtier har dette digt trøstet folk i hele verden. I årenes løb er det blevet tilskrevet forskellige forfattere. Nogle har endda påstået at det er en navajo-indiansk begravelsesbøn. På engelsk er digtet mest kendt for sin første linje: „Do not stand at my grave and weep“, og ikke de sidste linjer, som er citeret ovenfor (i oversættelse).

I Japan blev den sang der er baseret på dette digt, et stort ’hit’ for nogle få år siden, men sangen gav også anledning til en del forvirring. Japanerne besøger ofte deres familiegravsted for at ære deres afdøde slægtninge, som de mener er i live og stadig befinder sig dér. Det at teksten i denne sang siger noget andet, har fået mange til at spørge: „Hvor befinder de døde sig i virkeligheden?“

Japanske buddhister har tradition for at våge over den afdøde, holde begravelser og mindehøjtideligheder. Men de fleste buddhister kan ikke besvare spørgsmålet: „Hvor er de døde?“ Det samme gælder spørgsmål som: „Kommer folk af en anden religion eller nationalitet samme sted hen når de dør?“ „Hvorfor reagerer de døde ikke?“

Mange mener ikke at det er muligt at besvare den slags spørgsmål. Efter deres opfattelse er det spild af tid at prøve at finde svar på dem. Alligevel spekulerer du måske over hvad der sker når vi dør. Er det muligt at få svar på det spørgsmål? Bibelen siger at Gud skabte de to første mennesker fuldkomne og gav dem en smuk have som hjem. De kunne se frem til et evigt liv i et jordisk paradis hvis de adlød Gud. Men det gjorde de ikke.

Hvordan reagerede Gud? Han udviste parret fra deres paradisiske hjem og opretholdt ikke fortsat deres liv. Han forklarede dem også konsekvensen af deres ulydighed. „Ja, jord er du, og til jord skal du blive.“ Mennesket var formet af jord, og til sidst — når det dør — bliver det til jord igen. — 1 Mosebog 2:7; 3:19, da. aut.

En mand i byen Kofu i Japan som passer et stort gravsted, siger: ’Jeg lægger aske og knogler i graven. Efter fem eller ti år er det hele forsvundet.’ Vores legeme består af jordens grundstoffer, og med tiden bliver vi til jord igen. Hvad er der så tilbage?

Al bevidsthed ophører når vi dør, men Skaberen, som er opmærksom på hver eneste spurv der dør, holder af os og husker os. (Mattæus 10:29-31) Han vil, som han har lovet, oprejse os, ja, give os livet igen. Han vil vække os af dødens søvn. — Job 14:13-15; Johannes 11:21-23, 38-44.

Hvis du kunne tænke dig at vide mere om dette emne, vil vi opfordre dig til at skrive til udgiverne af dette blad, som med glæde vil sørge for at du får yderligere oplysninger. Du kan også benytte dig af vores hjemmeside på www.watchtower.org.