Den alsidige citron
FORESTIL dig en frugt der kan bruges som medicin, rengøringsmiddel, desinfektionsmiddel og til skønhedspleje. Man kan spise den, drikke dens saft og udvinde æteriske olier af den. Frugten har en tiltalende indpakning, kan købes i hele verden og koster ikke meget. Du har den måske i dit køkken lige nu. Hvad er det for en frugt? Citronen!
Man mener at citronen oprindelig stammer fra Sydøstasien. Derfra fandt den efterhånden vej vestpå mod Middelhavet. Citrontræer foretrækker et mildt klima, og derfor stortrives de i lande som Argentina, Italien, Mexico, Spanien og i dele af Afrika og Asien. Et fuldt udvokset træ kan producere lige fra 200 og helt op til 1500 citroner på et år, afhængigt af sorten og voksestedet. Kulturformerne blomstrer i forskellige perioder, og det gør det muligt at høste citroner året rundt.
Citroner slår rod i Italien
Det har været meget diskuteret om fortidens romere dyrkede citroner. Der findes skriftlige vidnesbyrd om at romerne kendte til cedraten, som minder meget om en stor citron og også hører til citrusfamilien. Plinius den Ældre, en romersk historiker, nævner i sit værk Naturalis historia netop cedrattræet og dets frugt. Imidlertid mener førende eksperter at romerne også kendte til citroner. Hvorfor? Fordi talrige freskoer og mosaikker tilsyneladende skildrer disse frugter og ikke cedrater. For eksempel findes der en udgravet villa i Pompeii som passende bliver kaldt frugthavehuset fordi det er dekoreret med freskoer der afbilder forskellige planter, blandt andet citrontræet. Dengang blev det sandsynligvis mere betragtet som et eksotisk træ og nok kun anvendt som lægeplante. Det er umuligt at sige hvor let det var at dyrke citroner, og hvor udbredte de var.
Sicilien har lange varme somre og milde vintre, og øen er derfor blevet den førende producent af citrusfrugter, deriblandt citroner. Men der er også andre steder i Italien, særlig langs kysten, hvor der dyrkes citroner af høj kvalitet.
Den smukke by Sorrento ligger lidt syd for Napoli, og sydøst for Napoli breder den 40 kilometer lange og imponerende Amalfikyst sig. Langs kysten der bugter sig, ligger de maleriske byer Amalfi, Positano og Vietri sul Mare, for blot at nævne nogle få. Sorrento og Amalfikysten producerer citroner som har certifikatet for beskyttede geografiske betegnelser, en garanti for at de virkelig er dyrket der. De lokale vogter med rette over deres citrontræer. Fornuftigt nok blev træerne plantet på terrasser på bjergsiden, hvor de absorberer solens stråler og producerer vidunderligt aromatiske og saftige citroner.
Man behøver ikke meget plads for at have et citrontræ. Selv på en solfyldt altan kan der vokse dekorative dværgcitrontræer i krukker. De trives på solbeskinnede læsteder, helst op ad en mur, hvor de kan suge varmen til sig. Hvis temperaturen falder meget om vinteren, skal de derimod dækkes over eller anbringes indendørs.
Ikke blot for smagens skyld
Hvor ofte bruger du citroner? Nogle kommer en skive citron i teen, andre bruger skallen eller nogle få dråber saft til at komme i kager. Måske presser du citronerne og bruger saften til limonade. Kokke i hele verden har altid citroner ved hånden og bruger dem i alle mulige retter. Men har du nogen sinde brugt citronsaft som desinfektionsmiddel eller til at fjerne en plet med?
Faktisk rengør og desinficerer nogle deres skærebrætter ved at gnide dem med en halv citron. I stedet for at bruge blegemidler til at fjerne pletter og rengøre køkkenvasken med kan man lave en blanding af citronsaft og natron. Og det siges at en halv citron i køleskabet eller i opvaskemaskinen fjerner dårlig lugt og i stedet giver en frisk duft.
Citroner indeholder citronsyre, der bliver brugt som naturligt konserveringsmiddel og til at give mad eller drikke et syrligt pift. Det hvide væv og pektinen fra skallen bliver anvendt i fødevareindustrien som en emulgator og som et fortykkelses- og geleringsmiddel. Og endelig bliver olie-ekstrakt fra skallen benyttet i fødevarer, medicin og kosmetik. Anvendelsesmulighederne for citroner er utallige. Citronen er virkelig en farvestrålende, velsmagende og alsidig frugt.