Fortæl os om din opvækst.

Da jeg var ni, flyttede min familie fra Spanien til Frankrig. Mine forældre var katolikker, men jeg holdt op med at tro på Gud da jeg var 16. Religion gav ingen mening. Når nogen spurgte mig hvordan livet er blevet til hvis der ikke er nogen Gud, svarede jeg: „Det kan forskerne ikke forklare lige nu, men det vil de kunne en dag.“

Hvad fik dig til at studere nyresygdomme?

Jeg studerede ved et medicinsk fakultet i Montpellier, Frankrig. Her spurgte en professor mig om jeg var interesseret i en karriere inden for nefrologi, et lægeligt speciale der har at gøre med nyrerne og nyresygdomme. Arbejdet bestod dels i at forske og dels i at behandle patienter. Det var lige hvad jeg kunne tænke mig. I 1990 begyndte jeg at forske i klinisk anvendelse af gensplejset erytropoietin (epo), et middel man kan bruge til at kontrollere dannelsen af røde blodlegemer i knoglemarven. Dengang var det et forholdsvis nyt forskningsområde.

Hvorfor begyndte du at tænke på Gud?

Tilbage i 1979 var min mand, Floréal, begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Men jeg var ikke interesseret. Som barn havde jeg fået nok af religion. Ikke desto mindre blev min mand og mine børn Jehovas Vidner, og inden længe havde vi næsten kun venner der var Jehovas Vidner. En af dem hed Patricia,  og hun forslog at jeg skulle prøve at bede til Gud. „Hvis der ikke er nogen i himlen, risikerer du ikke noget,“ sagde hun. „Men hvis der er, så vil du få at se hvad der sker.“ Flere år senere begyndte jeg at tænke på hvad meningen er med livet, og jeg kom i tanker om Patricias ord. Jeg begyndte at bede til Gud om hjælp til at forstå livets mening.

Hvad fik dig til at spekulere over meningen med livet?

Terrorangrebet på World Trade Center i New York fik mig til at spekulere over hvorfor der er så megen ondskab i samfundet. Jeg tænkte: ’Religiøs ekstremisme er en trussel mod vores fremtid. Men jeg befinder mig her — omgivet af Jehovas Vidner der er fredelige mennesker. De er ikke ekstremister. De følger Bibelen. Måske skulle jeg finde ud af hvad der står i den.’ Jeg tog derfor fat på selv at læse i Bibelen.

Var det svært for dig som læge at tro på en Skaber?

Nej, jeg var dybt imponeret over den komplekse måde legemet er designet på. Det er for eksempel fantastisk hvordan vores nyrer kontrollerer mængden af røde blodlegemer i blodet.

Hvad får dig til at sige det?

Som du nok ved, transporterer de røde blodlegemer ilt. Hvis du mister meget blod, eller hvis du kommer op i et højere luftlag, vil din krop mangle ilt. Vores nyrer har iltsensorer. Når de registrerer iltmangel i blodet, sætter de gang i dannelsen af epo, og mængden af epo i blodet kan forøges helt op til tusind gange. Epo stimulerer knoglemarven så den danner flere røde blodlegemer, som så kan transportere mere ilt. Det er helt fantastisk. Tænk at jeg skulle studere denne proces i ti år før det gik op for mig at kun Gud kan designe et så enestående system.

Hvad var din opfattelse af Bibelen?

Jeg havde læst mange historiebøger og berømte romaner, men jeg blev med det samme klar over at Bibelen skiller sig ud. De råd den indeholder, er så praktisk anvendelige at de må stamme fra en højerestående kilde. Jeg var betaget af Jesu personlighed og indså at han var en virkelig person. Han havde følelser, og han havde venner. Eftersom jeg ikke ville bruge nogen af Jehovas Vidners publikationer, slog jeg op i leksikoner og andre opslagsværker når der var et spørgsmål jeg ville undersøge.

Hvilke emner undersøgte du?

Jeg var blandt andet fascineret af at tidspunktet for Jesu dåb er forudsagt i Bibelen. Det fremgår helt nøjagtigt af Bibelen hvor lang tid der skulle gå fra perserkongen Artaxerxes’ tyvende regeringsår til det år Jesus ville fremstå som Messias. * Jeg er vant til at undersøge emner og bruge opslagsværker — det er en del af mit arbejde. Derfor slog jeg op i historiebøger for at få bekræftet hvornår Artaxerxes regerede og tidspunktet for Jesu tjeneste. Til sidst drog jeg den konklusion at bibelprofetien var blevet opfyldt lige til tiden, og at den måtte have været inspireret af Gud.