De romerske akvædukter — imponerende ingeniørbedrifter
AF ALLE oldtidens ingeniørbedrifter er de romerske akvædukter nogle af de mest bemærkelsesværdige. „Prøv at sammenligne alle disse uundværlige akvædukter med de ganske formålsløse pyramider, eller med grækernes unyttige, men højt berømmede bygningsværker!“ skrev Sextus Julius Frontinus (35–ca. 103 e.v.t.), romersk guvernør og direktør for vandforsyningen. *
Hvorfor var der behov for akvædukter?
I oldtiden blev byer som regel bygget nær steder hvor der var rigeligt med vand, og Rom var ingen undtagelse. Oprindelig var der tilstrækkeligt med vand i Tiberen og nærliggende kilder og brønde. Men fra det fjerde århundrede f.v.t. voksede Rom hastigt, og det samme gjorde dens behov for vand.
Eftersom de færreste havde rindende vand i deres bolig, byggede romerne hundredvis af private og offentlige bade. Den første offentlige badeanstalt i Rom fik tilført vand fra Aqua Virgo, der blev taget i brug i år 19 f.v.t. Akvæduktens bygherre, Marcus Agrippa, en nær ven af kejser Augustus, brugte en stor del af sin vældige formue på at renovere og udvide Roms vandforsyningssystem.
Badeanstalterne blev også sociale samlingssteder, og til de større af dem hørte der endda haver og biblioteker. Fordi man ikke kunne lukke af for vandet fra akvædukterne, løb det fra badene videre ud i kloakkerne, som konstant blev skyllet fri for affald, inklusive indholdet fra de latriner der var tilknyttet badene.
Opførelse og vedligeholdelse
Når du hører ordene „romersk akvædukt“, tænker du så på høje og imponerende rækker af buer der fortsætter langt ud i horisonten? Faktisk udgjorde buer mindre end 20 procent af disse vandledninger, som for størstedelen løb under jorden. Dette mindre bekostelige design beskyttede ikke alene akvædukterne mod erosion men reducerede også deres indvirkning på marker og lokalområder. For eksempel var Aqua Marcia, der blev færdiggjort i 140 f.v.t., omkring 92 kilometer lang, men kun omkring 11 kilometer bestod af buerækker.
Inden man byggede en akvædukt, vurderede ingeniører kvaliteten af en mulig vandkilde ved at undersøge vandets klarhed, strømhastighed og smag. De lagde også mærke til sundhedstilstanden hos de lokale der drak vandet. Når først et sted var godkendt, beregnede landmålere den rigtige linjeføring og hældningsgrad for vandledningen såvel som dens størrelse og længde. Man brugte åbenbart slaver til at udføre arbejdet. Det kunne tage flere år at fuldføre en akvædukt, hvilket gjorde dem bekostelige — især hvis det var nødvendigt med buer.
Desuden skulle akvædukterne vedligeholdes og beskyttes. På et tidspunkt havde byen Rom omkring 700 mand beskæftiget med dette. I akvædukternes design var der taget højde for at de skulle vedligeholdes. For eksempel gav mandehuller og skakter adgang til akvædukternes underjordiske sektioner. Når der var behov for større reparationer, kunne ingeniørerne midlertidigt lede vandet væk fra en beskadiget sektion.
Byen Roms akvædukter
I begyndelsen af det tredje århundrede e.v.t. forsynede 11 store akvædukter byen Rom med vand. Den første, Aqua Appia, der blev bygget i 312 f.v.t. og var godt 16 kilometer lang, løb næsten udelukkende under jorden. En anden, Aqua Claudia, er stadig delvist bevaret. Den var omkring 69 kilometer lang med cirka 10 kilometer buer, hvoraf flere var 27 meter høje.
Hvor meget vand leverede byens akvædukter? Rigtig meget! Aqua Marcia, der er nævnt tidligere, ledte daglig omkring 190.000 kubikmeter vand helt ind i Rom. Når vandet — ved hjælp af tyngdekraften — nåede byområder, løb det ind i fordelingstanke og videre ud i forgreninger, der kanaliserede vandet til andre fordelingstanke eller til steder hvor vandet skulle bruges. Nogle anslår at Roms vandforsyningssystem voksede sig så stort at det daglig kan have leveret mere end 1.000 liter vand pr. indbygger.
Efterhånden som Romerriget udstrakte sin magt, blev det sådan at „dér hvor romerne kom, kom der akvædukter“, siger bogen Roman Aqueducts & Water Supply. Rejsende i Lilleasien, Frankrig, Spanien og Nordafrika kan stadig betragte og beundre disse imponerende ingeniørbedrifter fra oldtiden.
^ par. 2 Citeret fra bogen Roms akvædukter, oversat af Jørgen Hansen. Romerne var i øvrigt ikke de første til at bygge vandledninger. I andre oldtidsriger, såsom det assyriske, det egyptiske, det indiske og det persiske, havde man gjort det før dem.