JEG er født i byen Szerencs og voksede op i landsbyen Tiszaladány i det nordøstlige Ungarn. I juni 1991 tog jeg sammen med nogle venner ned til et sted ved floden Tisza hvor ingen af os havde været før. Vandet så ud til at være dybt, så jeg sprang på hovedet i. Det var en kæmpe fejltagelse! Jeg brækkede tre nakkehvirvler og beskadigede rygmarven. En af mine venner kunne se at jeg ikke bevægede mig, så han fik forsigtigt trukket mig op af vandet inden jeg nåede at drukne.

Jeg var stadig ved bevidsthed og var klar over at noget var helt galt. Nogen tilkaldte redningstjenesten. En helikopter ankom og bragte mig til et hospital, hvor lægerne stabiliserede min rygsøjle. Senere blev jeg overført til hovedstaden, Budapest, for at blive rehabiliteret. Jeg lå på ryggen i tre måneder. Jeg kunne bevæge hovedet, men havde ingen kontrol over musklerne fra skuldrene og nedefter. Som 20-årig var jeg nu blevet fuldstændig afhængig af andre. Jeg var så langt nede at jeg ønskede at dø.

Da jeg endelig kunne komme hjem, fik mine forældre oplæring i at tage sig af mig. Men opgaven tog hårdt på dem fysisk og psykisk, og efter et års tid blev jeg ramt af en depression. Jeg fik derfor professionel hjælp der satte mig i stand til at ændre den måde jeg betragtede mit handicap på.

Jeg begyndte også at gøre mig nogle dybere tanker om tilværelsen. Er der en mening med livet? Hvorfor skulle denne tragedie ramme mig? For at finde svarene læste jeg forskellige tidsskrifter og bøger. Jeg prøvede også at læse i Bibelen, men den var for svær at forstå, så den røg tilbage på hylden. Jeg talte endda med en præst, men det han sagde, kunne jeg ikke bruge til ret meget.

I foråret 1994 fik min far besøg af to Jehovas Vidner, og han bad dem om at tale med mig. Jeg lyttede mens de fortalte at det var Guds hensigt at gøre jorden til et paradis og at fjerne sygdom og lidelser. Det lød alt sammen meget godt, men jeg var noget skeptisk. Alligevel tog jeg imod to bøger der var udgivet som en hjælp til at forstå Bibelen. Efter at jeg havde læst bøgerne, tilbød forkynderne at studere Bibelen med mig, og det tilbud tog jeg imod. De tilskyndede mig også til at bede til Gud.

 I løbet af vores samtaler fik jeg mine mange spørgsmål besvaret direkte ud fra Bibelen. Jeg blev også overbevist om at Gud virkelig har omsorg for mig. Efter at have studeret Bibelen i to år blev jeg den 13. september 1997 døbt i et badekar derhjemme. Det var en af de lykkeligste dage i mit liv.

I 2007 flyttede jeg permanent til Budapest og ind på et hjem for handicappede. Det har givet mig mange muligheder for at fortælle andre om de dejlige ting jeg har lært. Når det er godt vejr, kan jeg også komme ud at tale med folk takket være en særligt tilpasset elektrisk kørestol som jeg kan styre med hagen.

En familie i menigheden har desuden støttet mig økonomisk så jeg kunne købe en bærbar computer jeg kan styre med mine hovedbevægelser. Med denne computer kan jeg ringe til folk over internettet og skrive breve til dem der ikke har været hjemme når forkynderne i min menighed har forsøgt at træffe dem. Ved at hjælpe andre på denne måde er jeg blevet meget bedre til at kommunikere, og det har også hjulpet mig til at aflede min opmærksomhed fra mig selv.

Jeg kan endda overvære de kristne møder. Når jeg kommer til rigssalen, bærer mine åndelige brødre mig i min kørestol forsigtigt op på første sal, hvor mødet holdes. Når tilhørerne får mulighed for at give kommentarer under mødet, rækker broren ved siden af mig sin hånd op på mine vegne. Derefter holder han min bibel eller mit studiemateriale mens jeg giver min kommentar.

Jeg har konstante smerter og har brug for andres hjælp til næsten alt. Så en gang imellem kan jeg stadig føle mig nedtrykt. Men jeg finder trøst i mit venskab med Jehova og i at vide at han lytter når jeg fortæller ham om det der går mig på. Jeg bliver også styrket ved at læse i Bibelen og gennem mine åndelige brødre og søstre. Deres venskab, støtte og bønner hjælper mig til at bevare min mentale og følelsesmæssige ligevægt.

Jehova gav mig trøst da jeg havde mest brug for det. Han gav mig også håb om at få et fuldkomment helbred i en ny verden. Ja, jeg ser virkelig frem til den tid hvor jeg vil kunne ’gå omkring og springe og prise ham’ for hans enestående kærlighed og godhed. — Apostelgerninger 3:6-9.