Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Dit smil – en gave du kan give til andre

Dit smil – en gave du kan give til andre

HVORDAN reagerer du når nogen sender dig et stort smil? Sandsynligvis smiler du tilbage. Og du vil sikkert også føle dig mere glad. Ja, når nogen – uanset om vi kender dem eller ej – smiler til os, smitter det og fremkalder positive følelser i os. En kvinde ved navn Magdalena, har fortalt: “Min afdøde mand, Georg, havde et varmt smil. Når vi fik øjenkontakt, følte jeg mig tryg og rolig.”

Et ægte smil er et udtryk for de glade følelser man får når man eksempelvis har det sjovt, hygger sig og føler sig godt tilpas. En artikel i online-avisen Observer, udgivet af organisationen Association for Psychological Science, siger meget rammende at “det ser ud til at det ligger i vores natur at smile”. Ifølge samme artikel er selv nyfødte i stand til “at afkode ansigtsudtryk meget nøjagtigt”. Den siger desuden: “Mennesker kan ikke alene udlede nyttige informationer af et smil, de kan også anvende denne viden til at afgøre hvordan de skal agere.” *

Forskere ved Harvard University i USA observerede hvordan en gruppe ældre patienter reagerede på ansigtsudtrykkene hos deres plejere. Forskerne forklarede at når plejernes ansigtsudtryk “blev opfattet som varme, omsorgsfulde, venlige og medfølende”, følte patienterne sig bedre tilpas, og deres fysiske og mentale helbred blev bedre. Det modsatte var tilfældet når plejernes ansigtsudtryk og kropssprog virkede afstandstagende på patienterne.

Når du smiler, gør du også dig selv en tjeneste. Undersøgelser viser at man ved at smile får større gåpåmod, bliver mere glad og mindsker følelsen af stress. Til gengæld kan et alvorligt ansigtsudtryk have den modsatte effekt.

DERES SMIL “HJALP MIG TIL AT HOLDE MODET OPPE”

Magdalena, der blev omtalt tidligere, var et af Jehovas Vidner da Anden Verdenskrig hærgede. Hun blev sammen med andre fra hendes familie sendt til en koncentrationslejr i Ravensbrück i Tyskland fordi de nægtede at tilslutte sig den nazistiske ideologi. “Nogle gange forbød vagterne os at tale med de andre fanger,” fortæller hun. “Men de kunne ikke bestemme over vores ansigtsudtryk. Bare det at se min mor og storesøster smile hjalp mig til at holde modet oppe og gav mig styrke til at holde ud.”

Måske føler du at livet ikke giver dig ret mange grunde til at smile. Men husk at følelser som regel er et resultat af tanker. (Ordsprogene 15:15; Filipperne 4:8, 9) Det kan godt være at det er svært, men prøv alligevel at tænke positive, glade tanker når som helst det er muligt. * At læse i Bibelen og bede til Gud har hjulpet mange til lige netop det. (Mattæus 5:3; Filipperne 4:6, 7) Faktisk forekommer ordene “lykke” og “glæde” og afledninger af disse ord flere hundrede gange i Bibelen! Du kunne jo prøve at læse en side eller to i den hver dag. Hvem ved, måske vil du opdage at du er begyndt at smile mere.

Lad være med at vente på at andre smiler til dig først. Tag selv initiativet; smil til andre og gør deres dag lidt bedre. Ja, betragt dit smil som det det i virkeligheden er – en gave fra Gud der glæder både dig selv og dem der ser det.

^ par. 3 Ved hjælp af billedsprog beskriver Bibelen endda Gud som smilende. Salme 119:135 siger: “Lad dit ansigt lyse over [eller: smile til] din tjener.”

^ par. 8 Se artiklen “Har du ‘altid fest’?” i Vågn op! for november 2013.