Hvordan påvirker teknologi din evne til at lære?
Vi har hele tiden brug for at lære – enten i forbindelse med skolen, vores arbejde eller andre ting. Teknologi kan være en hjælp. Aldrig før har vi haft adgang til så mange oplysninger som nu, og det er helt uden at vi behøver at forlade vores hjem eller rejse os fra stolen.
Men mange der bruger teknologi en stor del af deres tid, har opdaget at de ...
-
ikke kan koncentrere sig når de læser.
-
har svært ved at fokusere på en ting ad gangen.
-
hurtigt keder sig når de er alene.
VÆRD AT VIDE
LÆSNING
Nogle der ofte læser på en elektronisk enhed, har det med at skimme en tekst i stedet for at tage sig tid til at følge forfatterens tankerække.
Det kan være fint at skimme en tekst igennem når man bare skal finde et hurtigt svar på et spørgsmål. Men det gør det svært at få det hele med når man skal gå i dybden med et emne.
NOGET AT TÆNKE OVER: Er du god til at koncentrere dig når du læser længere tekster? Hvorfor er det vigtigt at kunne hvis man skal lære noget? – ORDSPROGENE 18:15.
FOKUS
Nogle mener at teknologi giver dem mulighed for at gøre to ting på samme tid – for eksempel at skrive med deres venner mens de læser. Men når de prøver på det, går det måske ud over begge de ting de er i gang med, især hvis begge dele kræver stor koncentration.
Fokus kræver selvdisciplin, men det er anstrengelsen værd. “Man laver færre fejl og bliver mindre stresset,” siger en teenager der hedder Grace. “Jeg har lært at det er bedre at koncentrere sig om en ting ad gangen i stedet for at lade sig distrahere af andre ting.”
NOGET AT TÆNKE OVER: Gør multitasking det svært for dig at forstå og huske det du læser? – ORDSPROGENE 17:24.
KEDSOMHED
Nogle mennesker kan ikke lide at være alene, så de bruger deres enheder til at holde sig beskæftiget. “Jeg begynder at kede mig hvis der går bare et kvarter hvor jeg ikke tjekker min telefon eller tablet eller tænder for fjernsynet,” siger en kvinde der hedder Olivia.
Men når man er helt alene, har man mulighed for at tænke dybere over tingene, noget der er meget vigtigt hvis man skal kunne lære noget. Og det gælder både for børn og voksne.
NOGET AT TÆNKE OVER: Benytter du den tid hvor du er alene, til at tænke over tingene? – 1. TIMOTHEUS 4:15.
HVAD DU KAN GØRE
TÆNK OVER HVORDAN DU BRUGER TEKNOLOGI
Hvordan kan du bruge teknologi på en måde der forbedrer din indlæring? Hvordan kunne du komme til at bruge teknologi på en måde der gør det sværere for dig at koncentrere dig og lære noget?
PRINCIP FRA BIBELEN: “Hold fast ved praktisk visdom og din evne til at tænke dig om.” – ORDSPROGENE 3:21.