3 | Lær af personer fra Bibelens tid
BIBELEN FORTÆLLER OM ... Trofaste mænd og kvinder der havde “de samme følelser som os”. – JAKOB 5:17.
Hvad det betyder
Bibelen er fyldt med beretninger fra det virkelige liv om mænd og kvinder der havde forskellige følelser at kæmpe med. Når du læser beretningerne, finder du måske en person du kan relatere til.
Hvordan det kan hjælpe
Alle mennesker har brug for at føle sig forstået. Men det gælder især hvis man kæmper med sit mentale helbred. Når vi læser i Bibelen, lærer vi om nogle der havde de samme tanker og følelser som vi har. Og når vi finder ud af at der er andre der har haft det ligesom os, vil vi ikke føle os helt så alene i vores kamp.
Bibelen indeholder mange udtalelser af nogle der følte sig magtesløse og dybt fortvivlede. Har du nogensinde tænkt: ‘Nu kan jeg ikke klare det mere’? Det gjorde de bibelske personer Moses, Elias og David. – 4. Mosebog 11:14; 1. Kongebog 19:4; Salme 55:4.
Bibelen fortæller om en kvinde ved navn Hanna der var “dybt fortvivlet” fordi hun ikke kunne få børn, og fordi hun blev hånet og chikaneret af sin mands anden hustru. – 1. Samuel 1:6, 10.
Bibelen fortæller også om en mand ved navn Job der havde det svært. Han havde en stærk tro, men på et tidspunkt var han så langt nede at han hadede sit liv og sagde: “Jeg vil ikke leve længere.” – Job 7:16.
De personer fra Bibelen der er nævnt her, fik kontrol over deres negative tanker og følelser. Deres eksempel kan måske give dig den nødvendige styrke til at holde ud selvom du har det svært.