Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

BIBELEN FORANDRER FOLKS LIV

Jeg var bitter og voldelig

Jeg var bitter og voldelig
  • FØDT 1974

  • FØDESTED MEXICO

  • FORTID VOLDELIG TEENAGER, DELTOG I GADEKAMPE

MIN BAGGRUND:

Jeg blev født i Ciudad Mante, et smukt område i staten Tamaulipas i Mexico. I det store og hele er byens indbyggere hjælpsomme og venlige. Men på grund af organiseret kriminalitet er området desværre meget farligt.

Jeg var nummer to ud af fire drenge. Mine forældre sørgede for at jeg blev døbt i den katolske kirke, og senere kom jeg med i kirkekoret. Jeg ville gerne behage Gud fordi jeg var bange for at han ville straffe mig for evigt i et brændende helvede.

Min far forlod os da jeg var fem år gammel. Det gjorde mig meget ked af det, og jeg havde en følelse af tomhed indeni. Jeg kunne ikke forstå hvorfor han forlod os når vi nu elskede ham så højt. For at kunne forsørge os fire drenge måtte min mor arbejde det meste af tiden.

Jeg udnyttede situationen og pjækkede fra skole for at være sammen med nogle der var ældre end mig selv. De lærte mig at bande, ryge, stjæle og slås. Fordi jeg godt kunne lide at være dominerende over for andre, begyndte jeg at gå til boksning og andre typer kampsport, og jeg lærte at bruge våben. Jeg blev en voldelig teenager. Ofte var jeg involveret i skyderier, og flere gange blev jeg efterladt halvdød på gaden i en blodpøl. Hvor må det have været frygteligt for min mor når hun fandt mig i den tilstand og skulle have mig på hospitalet i en fart!

Da jeg var 16, fik vi besøg af Jorge, en af mine barndomsvenner. Han sagde at han var et af Jehovas Vidner, og at han havde noget vigtigt han gerne ville fortælle os. Han begyndte at forklare hvad han troede på, ved hjælp af Bibelen. Jeg havde aldrig læst den, og jeg syntes at det var spændende at lære om Guds navn og hans vilje. Jorge tilbød at studere Bibelen med os. Det ville vi gerne.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV:

Jeg var virkelig lettet over at finde ud af at læren om et helvede ikke er baseret på Bibelen. (Salme 146:4; Prædikeren 9:5) Da jeg først fandt ud af dét, havde jeg ikke længere en sygelig frygt for Gud. Jeg begyndte i stedet at se ham som en kærlig far der ønsker det bedste for sine børn.

Jo mere jeg studerede Bibelen, jo mere kunne jeg se at der var behov for at lave om på min personlighed. Jeg måtte lære at være ydmyg og stoppe med at være voldelig. Rådet i 1 Korinther 15:33 hjalp mig. Der står: “Dårligt selskab ødelægger gode vaner.” Det gik op for mig at hvis jeg ønskede at ændre min personlighed, måtte jeg holde op med at omgås dem der havde en dårlig indflydelse på mig. Så jeg skiftede mine gamle venner ud med nogle fra den sande kristne menighed. De løste deres uoverensstemmelser, ikke ved at hidse sig op eller blive voldelige, men ved at anvende Bibelens principper.

Et andet skriftsted der gjorde stort indtryk på mig, var Romerne 12:17-19. Der står: “Gengæld ikke nogen ondt med ondt. ... Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker. I må ikke hævne jer, ... for der står skrevet: ‘Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’” Jeg indså at Jehova vil tage sig af uretfærdighed på sin egen måde når hans tid er inde. Lidt efter lidt kom jeg af med min voldelige livsstil.

Jeg glemmer aldrig hvad der skete en aften da jeg var på vej hjem. En gruppe unge fra en tidligere rivaliserende bande gik til angreb på mig, og lederen slog mig i ryggen og råbte: “Forsvar dig selv!” Jeg bad en kort bøn til Jehova om hjælp til at klare situationen. Jeg havde lyst til at gøre gengæld, men det lykkedes mig at slippe væk. Næste dag mødte jeg bandelederen mens han var alene. Jeg havde virkelig lyst til at hævne mig, men igen bad jeg til Jehova om hjælp til at beherske mig. Til min store overraskelse kom han hen til mig og sagde: “Tilgiv mig for det der skete i aftes. Sandheden er at jeg gerne vil være som dig. Jeg vil gerne studere Bibelen.” Hvor var jeg glad for at jeg havde været i stand til at beherske min vrede. Og takket være dét begyndte han også at studere Bibelen.

Desværre fortsatte min familie ikke med at studere Bibelen på det tidspunkt. Men jeg tog en fast beslutning om at blive ved med at studere og ikke lade nogen eller noget forhindre mig i det. Jeg forstod at hvis jeg fortsatte med at komme sammen med Guds folk, ville mine følelsesmæssige sår hele, og jeg ville få den familie jeg havde brug for. Min personlighed blev efterhånden bedre, og i 1991 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner.

HVORDAN DET HAR HJULPET MIG:

Tidligere var jeg bitter, dominerende og voldelig. Men Guds ord forandrede mit liv fuldstændigt. Nu fortæller jeg om Bibelens fredelige budskab til enhver der vil lytte. Jeg har haft det privilegium at være heltidsforkynder de sidste 23 år.

I en periode arbejdede jeg som frivillig på Jehovas Vidners Afdelingskontor i Mexico. Mens jeg var der, mødte jeg Claudia, en flittig ung kvinde, og vi blev gift i 1999. Hvor er jeg taknemmelig for at Jehova har velsignet mig med denne loyale ægtefælle.

Vi tilhørte en mexicansk tegnsprogsmenighed, hvor vi hjalp døve til at lære Jehova at kende. Senere blev vi spurgt om vi ville tage til Belize for at undervise andre i Bibelen. Vores liv er mere enkelt her, men vi har alt hvad vi skal bruge for at være lykkelige. Vi vil ikke bytte det med noget som helst.

Med tiden begyndte min mor at studere Bibelen igen, og hun blev døbt. Også min storebror, hans kone og deres børn er nu Jehovas Vidner. Nogle af mine gamle venner som jeg forkyndte Bibelens budskab for, blev også Jehovas Vidner.

Sørgeligt nok er nogle af mine familiemedlemmer døde fordi de ikke ændrede deres voldelige adfærd. Hvis jeg ikke havde skiftet kurs, var jeg sikkert endt ligesom dem. Jeg er taknemmelig for at Jehova har ledt mig til sit folk, der med tålmodighed og kærlighed har lært mig at anvende Bibelens principper i mit liv.