EN SØNDAG morgen i begyndelsen af 1520’erne kunne indbyggerne i den lille by Meaux i nærheden af Paris ikke tro deres egne ører! I kirken havde de lyttet til en oplæsning af evangelierne på deres eget sprog, fransk, i stedet for latin.

Bibeloversætteren der stod bag dette initiativ, Jacques Lefèvre d’Étaples (latin: Faber Stapulensis), skrev senere til en af sine nære venner: “Man kan næppe forestille sig med hvilken kraft Gud bevæger det jævne [folk] i bestemte områder til at tage imod sit ord.”

På det tidspunkt var den katolske kirke og teologerne i Paris meget imod at Bibelen blev oversat til de sprog som folk almindeligvis talte. Så hvad fik Lefèvre til at oversætte Bibelen til fransk? Og hvordan hjalp han helt almindelige mennesker til at forstå Guds ord?

Inden Lefèvre blev bibeloversætter, havde han dedikeret sit liv til at finde frem til den oprindelige betydning af teksten i klassiske værker inden for filosofi og teologi. Han opdagede at tekster fra oldtiden gennem århundreder ofte var blevet forvansket af fejl og vildledende gengivelser. I sin søgen efter den oprindelige betydning af de gamle tekster påbegyndte han et dyberegående studium af den latinske Vulgata, som blev brugt af den katolske kirke.

Efter at have studeret Skrifterne grundigt kom han frem til at “studiet af den åbenbarede sandhed alene skænker ... den største lykke”. Derfor stoppede Lefèvre sit studium af filosofi og helligede sig arbejdet med at oversætte Bibelen.

I 1509 udgav Lefèvre et komparativt studium af fem forskellige latinske udgaver af Salmerne, * deriblandt sin egen reviderede udgave af Vulgata. I modsætning til mange teologer på den tid bestræbte han sig for at finde en naturlig og enkel måde at gengive bibelteksten på, hvilket havde stor indflydelse på andre bibelforskere og reformatorer. – Se boksen “ Hvordan Martin Luther blev påvirket af Lefèvre”.

Lefèvre, der var opvokset som katolik, var overbevist om at en fornyelse af kirken kun var mulig hvis folket blev undervist i hvad der virkelig stod i Guds ord. Men hvordan skulle almindelige mennesker kunne få gavn af Skrifterne når disse hellige skrifter stort set kun fandtes på latin?

Lefèvre havde så stor kærlighed til Guds ord at han var besluttet på at gøre det tilgængeligt for så mange som muligt. For at nå sit mål udgav han i juni 1523 en fransk oversættelse af evangelierne i to bind i lommeformat. Dette format, der kostede halvt så meget som en standardudgave, gjorde det lettere for den fattige del af befolkningen at få adgang til Bibelen.

 Den nye oversættelse blev modtaget med stor begejstring. Både mænd og kvinder var ivrige efter at læse Jesu ord på deres modersmål, og de første 1.200 eksemplarer var udsolgt efter bare få måneder.

Lefèvre forklarede i sit forord til evangelierne at han havde oversat dem til fransk så “de jævne medlemmer” af kirken kunne “være lige så overbevist om sandheden i evangelierne som de der læser dem på latin”. Men hvorfor var han så opsat på at hjælpe almindelige mennesker til at forstå hvad Bibelen lærer?

Han var klar over at den katolske kirke var blevet fordærvet af menneskers læresætninger og filosofi. (Markus 7:7; Kolossenserne 2:8) Og ifølge ham var tiden inde til at evangelierne “skulle kundgøres utilsløret i hele verden således at folk ikke længere blev ført på vildspor af menneskers fejlagtige læresætninger”.

Lefèvre ønskede også at afsløre de dårlige argumenter som modstanderne af at Bibelen blev oversat til fransk, fremførte. Han påpegede deres hykleri ved at sige: “Hvordan vil de lære [befolkningen] at holde alt hvad Jesus Kristus befalede, når de ikke er villige til at lade det jævne folk se og læse Guds evangelium på deres eget sprog?” – Romerne 10:14.

 Der gik ikke længe inden teologer ved Université de Paris, kendt som Sorbonne-universitetet, forsøgte at bringe Lefèvre til tavshed. I august 1523 protesterede de kraftigt imod at Bibelen blev oversat til og forklaret på det sprog folk almindeligvis talte, idet de betragtede det som “skadeligt for kirken”. Kun fordi den franske konge, Frans 1., greb ind, blev Lefèvre ikke dømt som kætter.

Lefèvre lod ikke den ophedede debat om hans arbejde distrahere ham i oversættelsen af Bibelen. I 1524, efter at have færdiggjort sin oversættelse af De Græske Skrifter (også kendt som Det Nye Testamente), udgav han en fransk version af Salmerne for at de troende kunne bede “med større hengivenhed og inderlighed”.

Teologer ved Sorbonne gik straks i gang med at nærlæse Lefèvres værk med kritiske øjne. De gav ordre til at hans oversættelse af De Græske Skrifter skulle brændes offentligt, og anklagede andre af hans værker for at “bifalde Luthers kætteri”. Da teologerne indkaldte Lefèvre for at høre hvad han havde at sige til sit forsvar, besluttede han at forholde sig “tavs” og at flygte til Strasbourg, hvor han diskret fortsatte med at oversætte Bibelen. Nogle betragtede ham som en kujon fordi han flygtede, men han mente at det var den bedste måde at reagere på når han stod over for nogle der ikke værdsatte Bibelens dyrebare “perler”. – Mattæus 7:6.

Næsten et år efter at Lefèvre var flygtet, ansatte kong Frans 1. ham til at undervise sin fireårige søn, Karl. Denne stilling gav ham god tid til at færdiggøre sin oversættelse af Bibelen. I 1530 blev hans oversættelse af hele Bibelen trykt uden for Frankrig, i Antwerpen i Belgien, med tilladelse fra kejser Karl 5. *

Gennem hele sit liv håbede Lefèvre at kirken ville forlade menneskers traditioner og finde tilbage til Bibelens uforfalskede sandhed. Han var af den klare overbevisning at “enhver kristen har ret til, ja, pligt til selv at læse i Bibelen og blive bekendt med den”. Det var derfor han gjorde så meget for at gøre Bibelen tilgængelig for alle. Lefèvres ønske om at se kirken blive reformeret gik ikke i opfyldelse, men han efterlod sig en dyrebar arv – han hjalp den almene befolkning til at lære Guds ord at kende.