INDEN da var jeg allerede begyndt at interessere mig for Bibelen. Min mor havde fået nogle forskellige bibelske publikationer, og jeg var meget fascineret af dem, især af billederne. Far ville ikke have at mor fortalte mig om det hun lærte, men jeg var nysgerrig og havde mange spørgsmål, så hun studerede med mig når han ikke var hjemme. Det førte til at jeg også besluttede at vie mit liv til Jehova. I 1943 blev jeg døbt i Blackpool i England i en alder af ti år.

Herefter deltog min mor og jeg regelmæssigt i forkyndelsen sammen. Som en hjælp til at fremholde Bibelens budskab brugte vi grammofoner. De var ret uhåndterlige og vejede næsten 5 kilo. Forestil dig en lille dreng som mig slæbe rundt på sådan en!

Som 14-årig ville jeg gerne begynde som pioner. Mor sagde at jeg først skulle tale med vennetjeneren, som kredstilsynsmanden dengang blev kaldt. Han foreslog at  jeg tilegnede mig nogle færdigheder så jeg kunne forsørge mig selv som pioner. Så det gjorde jeg. Efter at have arbejdet i to år talte jeg med en anden kredstilsynsmand om at begynde i pionertjenesten. Han sagde: “Gør det!”

I april 1949 skilte mor og jeg os af med alle møblerne i vores lejede hus og flyttede til Middleton, der ligger i nærheden af Manchester, for at tjene som pionerer der. Efter fire måneder blev jeg pionermakker med en bror. Afdelingskontoret tilskyndede os to brødre til at flytte til en nyoprettet menighed i Irlam, og mor fortsatte som pioner sammen med en søster i en anden menighed.

Selvom jeg kun var 17, fik min makker og jeg nu ansvar for at lede møderne, da der ikke var så mange kvalificerede brødre i den nye menighed. Senere blev jeg bedt om at flytte til menigheden i Buxton, der kun havde få forkyndere, og som havde behov for hjælp. Jeg har altid betragtet det jeg oplevede i begyndelsen af min tjeneste, som en forberedelse til fremtidige opgaver.

I 1951 udfyldte jeg en ansøgning til Vagttårnets Bibelskole Gilead. Men i december 1952 blev jeg indkaldt til militæret. Jeg anmodede om at blive fritaget for militærtjeneste med den begrundelse at jeg var heltidsforkynder, men det blev afvist af retten, og jeg blev idømt seks måneders fængsel.  Mens jeg var i fængsel, modtog jeg en indbydelse til Gileadskolens 22. klasse. Så i juli 1953 gik jeg ombord på skibet Georgic og sejlede mod New York.

Da jeg kom til New York, fik jeg mulighed for at overvære stævnet “Den Nye Verdens Samfund”. Derefter rejste jeg med tog til South Lansing, New York, hvor Gileadskolen dengang lå. Fordi jeg lige var kommet ud af fængslet, var det småt med penge. Da jeg stod af toget og skulle videre med bus, måtte jeg faktisk låne de 25 cent billetten kostede, af en medpassager.

På Gileadskolen fik vi en fantastisk oplæring så vi kunne ‘blive alt for alle slags mennesker’ når vi blev sendt ud som missionærer. (1 Kor. 9:22) Tre af os – Paul Bruun, Raymond Leach og jeg – fik til opgave at tjene i Filippinerne. Vi måtte vente flere måneder på at få vores visum, men til sidst kunne vi endelig tage afsted. Ruten gik med skib via Rotterdam, Middelhavet, Suezkanalen, Det Indiske Ocean, Malaysia og Hongkong – i alt 47 dage til søs! Den 19. november 1954 ankom vi så til Manila.

Nu skulle vi vænne os til at bo blandt nye mennesker i et nyt land – og også høre et nyt sprog. Til at begynde med fik vi alle tre til opgave at tjene i en menighed i Quezon City hvor de fleste talte engelsk, så efter et halvt år kunne vi stadig kun nogle få ord på tagalog. Det skulle vores næste opgave dog få rettet op på.

En dag i maj 1955 hvor Raymond og jeg kom hjem fra tjenesten, lå der nogle breve til os på vores værelse. Der stod at vi nu skulle begynde at tjene som kredstilsynsmænd – selvom jeg på det tidspunkt kun var 22 år. Denne opgave gav mig mulighed for at ‘blive alt for alle slags mennesker’ på nye måder.

For eksempel holdt jeg mit første offentlige foredrag som kredstilsynsmand under åben himmel foran en lokal butik. Jeg fandt efterhånden ud af at det var skik og brug i Filippinerne at offentlige foredrag blev holdt meget offentlige steder! Når jeg besøgte de forskellige menigheder i kredsen, holdt jeg foredrag i pavilloner, på markeder, foran rådhuse, på basketballbaner, i parker og ofte også bare på et gadehjørne. Engang hvor jeg var i San Pablo, kom der et regnskyl som forhindrede mig i at holde foredrag på byens marked, så jeg foreslog brødrene at vi holdt mødet i rigssalen i stedet. Bagefter spurgte de mig om de virkelig kunne rapportere det som et offentligt møde når det ikke var blevet holdt på et offentligt sted!

Jeg boede altid hos brødrene i de lokale menigheder. Deres hjem var meget simple, men der var altid rent. Ofte sov jeg på en flettet måtte på et trægulv. Badeforholdene var ikke så private, så jeg lærte at tage bad i det fri på en anstændig måde. For at komme rundt rejste jeg med bus og med de farverige køretøjer der kaldes jeepneyer, og når jeg skulle til andre øer, tog jeg med båd. Faktisk har jeg aldrig ejet en bil.

Det at gå i forkyndelsen og besøge menighederne hjalp mig til at lære tagalog. Jeg fik ikke noget rigtigt sprogkursus, men jeg lærte sproget ved at lytte til brødrene i tjenesten og ved møderne. De ville gerne hjælpe mig med at lære det, og jeg satte pris på deres tålmodighed og deres ærlige kommentarer.

Med tiden fik jeg forskellige nye opgaver der også krævede tilpasning. I 1956 besøgte bror Nathan Knorr landet, og jeg fik til opgave at tage mig af kontakten med medierne i forbindelse med det landsstævne der skulle holdes. Jeg havde ingen erfaring  på det område, men andre stod klar til at hjælpe mig. Under et år senere blev der igen arrangeret et landsstævne, og bror Frederick Franz kom på besøg fra Hovedkontoret. Her fik jeg til opgave at tjene som stævnetilsynsmand, og jeg lærte meget af bror Franz’ villighed til at tilpasse sig de lokale forhold. Det gjorde stort indtryk på brødrene og søstrene at se ham holde det offentlige foredrag iført en barong tagalog, den traditionelle filippinske herreskjorte.

Senere fik jeg til opgave at tjene som områdetilsynsmand og måtte igen tilpasse mig. På det tidspunkt arrangerede vi fremvisninger af filmen Glæden og Lykken i Den Nye Verdens Samfund, og det foregik som regel udendørs på offentlige steder. Nogle gange havde vi problemer med insekter. De blev tiltrukket af lyset og blev fanget inden i projektoren, så vi havde et værre hyr med at rengøre den efter fremvisningen. Det var ikke let at arrangere disse filmfremvisninger, men det var meget tilfredsstillende at se folks positive reaktion når de fik forståelse af det store internationale arbejde Jehovas organisation udfører.

Nogle steder forsøgte katolske præster at presse de lokale myndigheder til at nægte at give os tilladelse til at afholde stævner. Eller også forsøgte de at overdøve programmet ved at ringe med kirkeklokkerne når der blev holdt foredrag i nærheden af  deres kirker. Men alligevel havde vores arbejde fremgang, og mange i disse områder er i dag tjenere for Jehova.

I 1959 fik jeg brev om at jeg ville få til opgave at tjene på afdelingskontoret. Her fik jeg mange lærerige erfaringer, og med tiden blev jeg bedt om at besøge andre lande som zonetilsynsmand. På en af disse rejser mødte jeg Janet Dumond, der var missionær i Thailand. Vi skrev sammen i et stykke tid, og senere giftede vi os. I 51 år har vi nu glædet os over at tjene Jehova som ægtepar.

Alt i alt har jeg haft den fornøjelse at besøge trosfæller i 33 lande. Jeg er meget taknemmelig for mine første opgaver i tjenesten for Jehova. De har alle sammen været med til at forberede mig på de udfordringer der er ved at have med så mange forskellige mennesker at gøre. Mine besøg i disse lande har udvidet min horisont og hjulpet mig til at se at Jehovas kærlighed omfatter alle slags mennesker. – Apg. 10:34, 35.

Det har været en utroligt stor glæde at tjene sammen med vores brødre i Filippinerne. Tænk engang – antallet af forkyndere er i dag ti gange højere end da jeg kom til landet! Janet og jeg tjener fortsat på afdelingskontoret i Quezon City. Efter mere end 60 år i mit missionærdistrikt må jeg stadig være klar til at tilpasse mig. Med de mange forandringer der har været i organisationen inden for de senere år, har fleksibilitet været afgørende for at kunne tjene Jehova og støtte brødrene på bedste måde.

Vi har altid forsøgt at gøre Jehovas vilje, og det har givet os et meget tilfredsstillende liv. Vi har også gjort vores bedste for at tilpasse os når det var nødvendigt, og for at hjælpe vores brødre. Ja, så længe det er Jehovas vilje, er vi besluttet på at ‘blive alt for alle slags mennesker’.