1-3. Hvad gjorde Pinsedagen til en særlig dag, og hvordan var begivenhederne en opfyldelse af det der var forudsagt i Skrifterne? (Se indledningsbilledet).

DET var søndag først på formiddagen. For dem der var i Jerusalem, var det en særlig dag. Det var højtid og samtidig sabbat. I templet var det daglige morgenoffer sikkert allerede blevet frembåret. Begejstringen bredte sig mens ypperstepræsten gjorde sig klar til at frembære svingningsofret, der bestod af to surdejsbrød bagt af nyhøstet korn. (3 Mos. 23:15-20) Ofret markerede begyndelsen til hvedehøsten. Sådan indledtes pinsedagen i år 33.

² Mens disse ting fandt sted på tempelområdet, var en begivenhed af langt større betydning under opsejling, ikke i templet men i et lokale på en førstesal i byen. Her var omkring 120 kristne samlet for at bede. (Apg. 1:13-15) Det de snart skulle opleve, var nært forbundet med det ypperstepræsten gjorde hver pinse, og det opfyldte også en profeti som Guds tjener Joel havde nedskrevet cirka 800 år tidligere. (Joel 2:28-32;  Apg. 2:16-21) Hvad var det der havde så stor betydning?

³ Læs Apostelgerninger 2:2-4. Gud gav denne gruppe kristne sin hellige ånd – de blev salvet. (Apg. 1:8) De begyndte at profetere, eller vidne, om de utrolige ting de havde set og hørt. Snart stimlede en masse mennesker sammen, og apostlen Peter forklarede dem betydningen af det der var sket. Derefter kom han med denne opfordring til sine tilhørere: “I skal ændre sind og hver især lade jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og så vil I modtage den hellige ånds frie gave.” Den dag fulgte omkring 3.000 opfordringen, og de blev døbt og modtog den hellige ånd. – Apg. 2:37, 38, 41.

4. (a) Hvorfor er det der skete på Pinsedagen, af stor interesse for os? (b) Hvilken anden vigtig begivenhed fandt måske sted på den samme dag mange år tidligere? (Se slutnote).

⁴ Hvorfor er pinsedagen i år 33 vigtig for os? Fordi det der skete i templet i Jerusalem, var et profetisk billede på det Jesus Kristus gjorde som den store Ypperstepræst. [1] Ypperstepræsten ofrede to brød til Jehova den dag. Surdejsbrødene der blev ofret i templet, var et billede på de salvede disciple, der blev taget ud af den syndige menneskehed og adopteret som sønner af Gud. Dermed blev vejen åbnet for at “en førstegrøde” af menneskeheden med tiden kunne komme i himlen og herske som konger i Riget sammen med Jesus Kristus. (Jak. 1:18; 1 Pet. 2:9) Gennem dette himmelske rige vil Jehova sørge for store velsignelser til alle der adlyder ham. Så uanset om vi har håb om at leve i himlen sammen med Jesus eller at bo for evigt i et paradis på jorden, har det der skete på Pinsedagen, stor betydning for os.

5. Hvordan ved vi at de der bliver salvet, ikke modtager den hellige ånd på præcis samme måde?

⁵ Hvis du havde været en af disciplene, ville du nok aldrig glemme den dag hvor noget der lignede en lille flamme, viste sig over dit hoved. Du ville ikke være det mindste i tvivl om at du var blevet salvet med hellig ånd, især ikke hvis du også fik en mirakuløs evne til at tale et fremmed sprog. (Apg. 2:6-12) Men får alle der bliver salvet, en så spektakulær oplevelse som den første gruppe på omkring 120 disciple? Nej. De tusinder i Jerusalem der blev salvet senere den dag, modtog den hellige ånd i forbindelse med deres dåb, og der viste sig ikke flammer over deres hoveder. (Apg. 2:38) Det er desuden ikke alle salvede kristne der modtager den hellige ånd ved dåben. Samaritanerne blev for eksempel salvet med hellig ånd noget tid efter deres dåb. (Apg. 8:14-17) Og som noget helt unikt modtog Kornelius og hans husstand den hellige ånd før de blev døbt. – Apg. 10:44-48.

6. Hvad får alle salvede kristne, og hvilken virkning har det på dem?

⁶ Det er altså ikke alle der bliver salvet på samme måde. Nogle har måske med det samme forstået at de er blevet salvet, mens det for andre har taget noget tid at forstå det. Men uanset hvordan man oplever det, har alle salvede modtaget noget som Paulus omtaler. Han skrev: “Efter at I havde fået tro, [blev I] beseglet med den lovede hellige ånd, som er et forskud på vor arv.” (Ef. 1:13, 14) Den hellige ånds særlige virke er som en forudbetaling, en garanti eller et pant. Dette “forskud” giver salvede kristne en indre overbevisning om at de er kaldet til liv i himlen. – Læs 2 Korinther 1:21, 22; 5:5.

7. Hvad kræves der af en salvet hvis han skal modtage sin belønning i himlen?

 ⁷ Er det at en kristen modtager dette forskud, ensbetydende med at hans plads i himlen er sikret? Nej. Det er sikkert at han er blevet indbudt, men om han modtager den endelige belønning i himlen eller ej, afhænger af om han forbliver trofast mod Jehova. Peter forklarede det på denne måde: “Derfor, brødre, skal I så meget mere gøre jeres yderste for at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; for hvis I bliver ved med at gøre dette vil I aldrig nogen sinde snuble. Ja, således vil der i rigt mål blive givet jer adgang til vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, evige rige.” (2 Pet. 1:10, 11) Hver enkelt salvet kristen må altså kæmpe for at forblive trofast. Ellers vil han ikke kunne bruge sin himmelske kaldelse, eller indbydelse, til noget. – Hebr. 3:1; Åb. 2:10.

8, 9. (a) Hvorfor har de fleste svært ved at forstå hvordan det er at blive salvet? (b) Hvordan ved man at man har fået den himmelske kaldelse?

⁸ Størstedelen af Guds tjenere i dag kan have svært ved at sætte sig ind i hvordan det er at blive salvet. Det er helt naturligt, for det er ikke noget de selv har oplevet, og Gud skabte mennesker til at leve evigt her på jorden. (1 Mos. 1:28; Sl. 37:29) At nogle udvælges til at være konger og præster i himlen, er undtagelsen snarere end reglen. Når en person bliver salvet, ændrer det radikalt hans måde at tænke på, hans syn på tilværelsen og hans håb for fremtiden. – Læs Efeserne 1:18.

⁹ Men hvordan ved man at man har fået den himmelske kaldelse? Svaret fremgår af Paulus’ ord til de salvede kristne i Rom, der var “kaldede til at være hellige”. Han skrev: “I modtog ... ikke en ånd der hører trældom til og igen vækker frygt, men I modtog en ånd der hører dem til der antages som sønner; ved den ånd råber vi: ‘Abba, Fader!’ Ånden selv vidner sammen med vor egen ånd om at vi er Guds børn.” (Rom. 1:7; 8:15, 16) Enkelt sagt: Ved hjælp af sin hellige ånd gør Gud det fuldstændigt klart for en person at han er indbudt til at herske sammen med Kristus i det himmelske rige. – 1 Thess. 2:12.

10. Hvad betyder det når der i 1 Johannes 2:27 står at en salvet ikke har brug for at andre skal undervise ham?

¹⁰ De der har modtaget denne særlige indbydelse fra Gud, har ikke brug for at få det bekræftet af andre. Jehova sørger for at der ikke er nogen som helst tvivl i deres sind og hjerte. Apostlen Johannes sagde til de salvede kristne: “I har en salvelse fra den hellige; alle har I kundskab.” Han fortsatte: “Men hvad jer angår, så forbliver den salvelse I modtog fra ham, i jer, og I trænger ikke til at nogen skal undervise jer; men ligesom salvelsen fra ham underviser jer i alt og er sand og ikke er løgn, ja, således som den har undervist jer, skal I forblive i samhørighed med ham.” (1 Joh. 2:20, 27) Salvede har ligesom alle andre brug for åndelig oplæring, men de har ikke brug for at nogen skal verificere deres kaldelse. Det er den stærkeste kraft i universet der har overbevist dem om at de er salvede!

11, 12. Hvad kan en salvet kristen føle sig usikker på, men hvad er han ikke i tvivl om?

¹¹ Når en kristen bliver salvet med hellig ånd, oplever han en stor indre  forandring. Da Jesus omtalte denne proces, sagde han at det var som at blive ‘født igen’, et udtryk der også kan oversættes med ‘født ovenfra’. [2] (Joh. 3:3, 5) Han sagde videre: “Du skal ikke undre dig fordi jeg sagde til dig: I må nødvendigvis fødes igen. Vinden blæser hvorhen den vil, og du hører lyden af den, men du ved ikke hvor den kommer fra og hvor den går hen. Således er enhver der er blevet født som følge af ånden.” (Joh. 3:7, 8) Det er altså umuligt fuldt ud at forklare denne personlige kaldelse for dem der ikke selv har oplevet det.

¹² En der er blevet salvet, spørger måske sig selv: ‘Hvorfor er jeg blevet udvalgt? Hvorfor lige mig og ikke en anden?’ Han kan endda være i tvivl om hvorvidt han er værdig til at blive betroet så stort et ansvar. Men han er ikke i tvivl om at han er blevet indbudt af Jehova, og hans hjerte er fyldt med glæde og værdsættelse. Salvede kristne har det ligesom Peter, der under inspiration skrev: “Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, for i sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv. Den er bevaret i himlene til jer.” (1 Pet. 1:3, 4) Salvede er ikke et sekund i tvivl om at disse ord fra deres himmelske Far er rettet til dem personligt.

13. Hvordan ændres en kristens måde at tænke på når han bliver salvet, og hvad skyldes denne forandring?

¹³ Inden disse kristne blev salvet, havde de håb om at leve evigt på jorden. De glædede sig til den tid hvor Jehova ville rense jorden for ondskab og de ville komme til at leve i Paradiset. Måske forestillede de sig hvordan det ville være at byde dem de havde mistet i døden, velkommen tilbage til livet. De så frem til at bo i huse de selv havde bygget, og at spise frugt fra træer de selv havde plantet. (Es. 65:21-23) Hvorfor begyndte de at tænke helt anderledes? Det var ikke fordi de var blevet utilfredse med dette håb. Det var heller ikke på grund af følelsesmæssige problemer eller modgang. De opgav ikke deres håb om at leve evigt på jorden fordi de tænkte at det ville blive kedeligt, eller fordi de var nysgerrige efter at finde ud af hvordan det er at leve i himlen. Nej, den forandring de oplevede, skyldtes at Jehovas ånd, samtidig med at den indbød dem, ændrede deres håb og deres måde at tænke på.

14. Hvordan betragter de salvede deres liv her på jorden?

¹⁴ Betyder det så at de salvede har et ønske om at dø? Vi finder svaret i noget Paulus skrev under inspiration: “Vi som er i dette telt [menneskekroppen] sukker, idet vi er nedbøjede, fordi vi ikke ønsker at afføre os det, men at iføre os det andet, så at det dødelige kan blive opslugt af livet.” (2 Kor. 5:4) De føler ikke at dette liv bare er noget der skal overstås. Tværtimod glæder de sig over livet og ønsker at bruge hver dag på at tjene Jehova sammen med deres familie og venner. Uanset hvad de er optaget af, har de dog altid deres fantastiske fremtidshåb for øje. – 1 Kor. 15:53; 2 Pet. 1:4; 1 Joh. 3:2, 3; Åb. 20:6.

15. Hvad beviser ikke at man er blevet salvet med hellig ånd?

¹⁵ Det kan være at du spekulerer på om du er blevet indbudt til at leve i himlen. Hvis du tænker at det måske kan  være tilfældet, så overvej følgende vigtige spørgsmål: Føler du at du er særligt ivrig i forkyndelsesarbejdet? Studerer du flittigt Bibelen, og elsker du at undersøge “Guds dybder”? (1 Kor. 2:10) Mærker du at Jehova velsigner din tjeneste med gode resultater? Har du et brændende ønske om at gøre Jehovas vilje? Føler du dig dybt forpligtet til at hjælpe andre åndeligt? Har du oplevet at Jehova helt specifikt har hjulpet dig i dit liv? Hvis du uden tøven kan svare ja til disse spørgsmål, betyder det så at du har modtaget den himmelske kaldelse? Nej, det gør det ikke. Hvorfor ikke? Fordi det ikke kun er salvede kristne der har det sådan. Jehovas ånd virker med samme styrke på dem der har håb om at leve evigt på jorden. Hvis du spekulerer på om du har fået den himmelske kaldelse, er det faktisk i sig selv et tegn på at du ikke har fået den. De der er blevet salvet af Jehova, spekulerer ikke på om de er blevet indbudt eller ej. De ved det!

16. Hvordan ved vi at det ikke er alle dem som Guds ånd virker på, der skal i himlen?

¹⁶ I Bibelen er der mange eksempler på trofaste tjenere som Guds ånd virkede stærkt på, men som ikke havde håb om at leve i himlen. Tag for eksempel Johannes Døber. Jesus roste ham i høje toner, men sagde alligevel at han ikke ville komme til at herske i det himmelske rige. (Matt. 11:10, 11) Jehovas ånd virkede også på David. (1 Sam. 16:13) Han forstod dybe åndelige sandheder og nedskrev endda dele af Bibelen. (Mark. 12:36) Men på Pinsedagen sagde Peter at David ‘ikke steg op til himlene’. (Apg. 2:34) Den hellige ånd satte sådanne trofaste tjenere i stand til at udrette store ting, men Jehova brugte den ikke til at indbyde dem til liv i himlen. Betød det at de på en eller anden måde var uværdige eller utilstrækkelige? Nej, det betød blot at Jehova vil oprejse dem til liv i det jordiske paradis. – Joh. 5:28, 29; Apg. 24:15.

17, 18. (a) Hvilken belønning kan de fleste af Guds tjenere i dag se frem til? (b) Hvilke spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel?

¹⁷ Langt de fleste af Guds tjenere i dag er ikke indbudt til liv i himlen. De har det samme håb som David, Johannes Døber og mange andre trofaste mænd og kvinder i fortiden. Ligesom Abraham ser de frem til at leve på jorden som undersåtter i Riget. (Hebr. 11:10) Bibelen taler om at det kun er “de øvrige” af de 144.000 der vil være tilbage på jorden i endens tid. (Åb. 12:17) I dag er der kun en lille rest tilbage af de salvede. Størstedelen har allerede fået deres himmelske belønning.

¹⁸ Men hvordan skal de der har det jordiske håb, betragte en der giver udtryk for at have det himmelske håb? Hvordan skal du reagere hvis en i din menighed begynder at tage af brødet og vinen ved mindehøjtiden? Og er der grund til at blive urolig over en stigning i antallet af personer der tager af disse symboler? De spørgsmål vil blive besvaret i den næste artikel.