Livsberetning

Glad og taknemmelig trods et smerteligt tab

FORTALT AF NANCY E. PORTER

Den 5. juni 1947 aflagde en mand fra immigrationsmyndighederne mig og min mand, George, et uventet besøg. Det var en lun aften på Bahamas ud for Amerikas sydøstkyst. Embedsmanden overrakte os et brev hvori der stod at vores tilstedeværelse på øerne var uønsket, og at vi „omgående skulle forlade kolonien!“

GEORGE og jeg var de første missionærer blandt Jehovas Vidner der kom til Nassau, den største by på Bahamas. Efter at vi var udgået fra den ottende klasse på missionærskolen Gilead i den nordlige del af staten New York, fik vi tildelt distrikt her. Hvad havde vi gjort siden vi fik en så barsk besked efter kun tre måneders ophold? Og hvordan kan det være at jeg, nu mere end 50 år senere, stadig er her?

Oplæring i forkyndelsen

Min far, Harry Kilner, har haft stor indflydelse på mit liv. Han har været et utrolig godt eksempel for mig og har bragt mange ofre for at blive et af Jehovas Vidner. Skønt han havde dårligt helbred, forkyndte han næsten hver weekend, og han satte altid Rigets interesser på førstepladsen. (Mattæus 6:33) Rent økonomisk var vi ikke særlig godt stillet, men i 1930’erne var fars lille skobutik center  for åndelig aktivitet i Lethbridge, Alberta, Canada. Noget af det første jeg husker, er at Jehovas Vidners heltidsforkyndere, også kaldet pionerer, kom på besøg og fortalte oplevelser.

I 1943 begyndte jeg i pionertjenesten i nærheden af byerne Fort Macleod og Claresholm, Alberta. På det tidspunkt var forkyndelsen forbudt i Canada på grund af falske rygter som modstandere havde spredt under Anden Verdenskrig. Vores distrikt var 100 kilometer langt, men da vi var unge og energiske, regnede vi det ikke for noget at cykle eller gå for at nå ud til de små lokalsamfund og gårde i området. I den periode havde jeg lejlighed til at tale med missionærer der havde været på Gilead, og deres oplevelser gav mig ønsket om selv at blive missionær.

I 1945 giftede jeg mig med George Porter fra Saskatchewan i Canada. Hans forældre havde været trofaste vidner siden 1916, og George havde også valgt at gøre heltidstjenesten til sin livsgerning. Vores første distrikt var det smukke Lynn Valley nær North Vancouver. Men inden længe blev vi inviteret til Gilead.

Jeg har talt med folk der er udgået fra forskellige præsteseminarier, og gennem årene set hvordan den teologiske uddannelse har undergravet deres tro på Gud og Bibelen. Som modsætning hertil må jeg sige at det vi lærte på Gilead, skærpede vores evne til at tænke, men vigtigst af alt styrkede det vores tro på Jehova og hans ord. Vores klassekammerater fra Gilead fik tildelt distrikt i Kina, Singapore, Indien, lande i Afrika, Sydamerika og mange andre steder. Jeg husker tydeligt hvor begejstrede vi var da vi blev klar over at det tropiske Bahamas skulle være vores distrikt.

Hvordan det lykkedes os at blive der

Sammenlignet med de lange rejser som mange fra klassen skulle ud på, var vores vej til Bahamas ret kort. Snart kunne vi nyde det varme vejr, den blå himmel, det turkisgrønne vand, synet af de pastelfarvede bygninger og de utallige cykler. Men det jeg husker allerbedst, var den lille gruppe på fem trosfæller som stod og ventede på os da båden lagde til. Vi fandt snart ud af at kulturen her var helt anderledes end den vi var vant til. Min mand måtte for eksempel undgå at kalde mig ’skat’ når andre hørte det, da det udtryk normalt var forbeholdt en elskerinde.

Efter kort tid følte præsterne sig åbenbart truet fordi vi færdedes så frit blandt befolkningen, og de beskyldte os derfor falskeligt for at være kommunister. Det var grunden til at vi fik besked på at forlade landet. Men de færre end 20 Jehovas Vidner der dengang  var på øerne, sørgede øjeblikkelig for at sætte en underskriftindsamling i gang, og tusinder skrev under på en anmodning om at vi kunne få lov at blive. Af den grund blev udvisningen annulleret.

Vi får et nyt distrikt

Sandheden fra Bibelen slog hurtigt rod i gudfrygtige menneskers hjerte, og derfor blev endnu flere missionærer fra Gilead sendt til Bahamas. I 1950 blev der oprettet et nyt afdelingskontor. Ti år senere fik vi besøg af Milton Henschel fra hovedkontoret i Brooklyn, New York. Han spurgte missionærerne om nogle af dem var villige til at påbegynde forkyndelsesarbejdet på én af de andre Bahamaøer. George og jeg meldte os, og det blev begyndelsen til vores 11 år lange ophold på Long Island.

Denne ø, som er én af de mange der udgør Bahamas, er 140 kilometer lang og 6 kilometer bred, og dengang var der nærmest ingen byer. Selv i øens hovedby, Clarence Town, var der kun omkring 50 huse. Livet var meget primitivt — der var hverken elektricitet, indlagt vand, køkkenfaciliteter eller sanitære installationer. Vi måtte vænne os til at leve på denne afsidesliggende ø. Det folk helst ville tale om, var deres helbred. Vi fandt ud af at vi ikke skulle indlede vores samtale med „hvordan har du det?“, for så fik vi en lang sygehistorie.

En stor del af vores forkyndelse foregik fra køkken til køkken fordi det som regel var dér folk befandt sig. Det var udendørskøkkener med stråtag, hvor der bare var et ildsted. De små lokalsamfund bestod af fattige, men venlige bønder og fiskere. De fleste af dem var ikke bare religiøse, men også meget overtroiske. Usædvanlige hændelser blev ofte tolket som varsler.

Præsterne tog sig den frihed at gå ind i folks hjem og rive de bibelske publikationer i stykker som vi havde afleveret. På den måde skræmte de dem der i forvejen var frygtsomme, men ikke alle og enhver lod sig dirigere af dem. Eksempelvis nægtede en 70-årig modig dame at lade sig skræmme. Hun havde et stærkt ønske om at forstå Bibelen, og med tiden blev hun og en del andre døbt som Jehovas Vidner. Efterhånden som flere fik interesse for Bibelen, måtte George nogle søndage køre 300 kilometer for at hjælpe de interesserede til at overvære vores møder.

I de første måneder hvor der ikke var andre Jehovas Vidner, bevarede George og jeg vores åndelighed ved at holde alle møderne selv. Desuden lagde vi stor vægt på hver mandag aften at studere Vagttårnet og læse et stykke i Bibelen. Og vi læste alle numrene af Vagttårnet og Vågn op! lige så snart vi fik dem.

Mens vi var på Long Island, døde min far. Kort tid efter, i sommeren 1963, sørgede vi for at mor kom til at bo i nærheden af os. Skønt hun var højt oppe i årene, faldt hun forholdsvis godt til og boede på Long Island indtil sin  død i 1971. I dag er der en menighed på øen der holder møder i en splinterny rigssal.

En smertefuld prøvelse

I 1980 begyndte George at få det dårligt. Samtidig blev det optakten til noget af det mest smertefulde jeg har oplevet — at se min elskede mand, samarbejdspartner og ven bukke under for Alzheimers sygdom. Hele hans personlighed forandrede sig. Den sidste og værste fase af hans sygdom varede omkring fire år indtil hans død i 1987. Så længe han kunne, gik han med mig i tjenesten og til møderne. Indimellem kunne jeg ikke lade være med at fælde en tåre når jeg så hvor meget han anstrengte sig. Det har været en stor trøst at mærke den kærlige omsorg fra kristne trosfæller, men jeg savner ham stadig utrolig meget.

Noget af det jeg satte størst pris på i vores ægteskab, var at vi talte så godt sammen. Nu hvor George er død, er jeg mere taknemmelig end nogen sinde for at Jehova opmuntrer sine tjenere til at „bede uophørligt“, være „vedholdende i bønnen“ og gøre brug af „enhver form for bøn“. (1 Thessaloniker 5:17; Romerne 12:12; Efeserne 6:18) Det er en stor trøst at vide at Jehova bekymrer sig om hvordan vi har det. Jeg føler det som salmisten der sang: „Velsignet være Jehova, som dag efter dag bærer byrden for os, vor frelses sande Gud.“ (Salme 68:19) Det at tage én dag ad gangen, acceptere sine begrænsninger og være taknemmelig for de velsignelser dagen bringer, er helt sikkert den bedste måde at leve på. Det var netop det Jesus rådede os til. — Mattæus 6:34.

Resultater i tjenesten giver glæde

Når jeg har travlt i den kristne forkyndelse, hjælper det mig til ikke at dvæle for meget ved fortiden. Det har også hjulpet mig til at overvinde følelser der kunne føre til depression. At undervise andre i Bibelens sandheder har været en særlig glæde for mig. Den åndelige rutine har givet mig stabilitet i tilværelsen. — Filipperne 3:16.

Engang fik jeg en telefonopringning fra en dame som jeg 47 år tidligere havde forkyndt for. Hun var datter af én af de første vi læste Bibelen sammen med da vi ankom til Bahamas i 1947. Hendes forældre og alle hendes søskende blev Jehovas Vidner, og det samme gjorde de fleste af hendes nevøer og niecer samt deres børn. Faktisk er mere end 60 i denne kvindes familie Jehovas Vidner. Men  hun tog aldrig selv imod sandheden fra Bibelen. Først nu var hun parat til at blive en tjener for Jehova. Det har været en stor glæde at se hvordan den lille håndfuld vidner der var på Bahamas da George og jeg kom, nu er vokset til over 1400.

Folk spørger mig af og til om jeg ikke savner selv at have fået børn. Det kan naturligvis være en velsignelse at have børn. Men ikke alle biologiske forældre oplever en kærlighed som den jeg hele tiden får fra mine åndelige børn, børnebørn og oldebørn. Det er virkelig sandt at de som „øver godt“ og er „rige på gode gerninger“, er de lykkeligste mennesker. (1 Timoteus 6:18) Det er grunden til at jeg i den udstrækning mit helbred tillader det, er travlt optaget af tjenesten.

En dag da jeg var hos tandlægen, kom en ung kvinde hen til mig og sagde: „Du kender mig ikke, men jeg kender dig, og du skal bare vide at jeg holder af dig.“ Hun fortalte hvordan hun havde lært sandheden fra Bibelen at kende, og hvor taknemmelig hun var for at missionærerne var kommet til Bahamas.

Jeg bor nu på Jehovas Vidners afdelingskontor i Nassau, og engang da jeg kom hjem fra ferie, lå der en rose ved døren. Der var vedlagt en lille hilsen med ordene: „Det er godt at have dig hjemme igen.“ Når jeg ser hvilke egenskaber Jehovas ord, hans organisation og hans ånd har frembragt i mennesker, fyldes jeg med taknemmelighed og kommer til at elske ham endnu mere. Ofte rækker Jehova os en hjælpende hånd gennem dem der er omkring os.

Fyldt med taknemmelighed

Mit liv har ikke altid været let, og det er det heller ikke nu. Men jeg har så meget at være taknemmelig for — glæderne i forkyndelsen, den kærlighed og hengivenhed der bliver vist mig, og omsorgen fra Jehovas organisation. Dertil kommer de vidunderlige sandheder fra Bibelen og håbet om igen at kunne være sammen med sine kære når de bliver oprejst. Jeg har også minderne om et 42 år langt ægteskab med en trofast tjener for Jehova. Min mand elskede heltidstjenesten. Før vi blev gift, bad jeg derfor Jehova om at jeg altid måtte være en støtte for min mand så han kunne fortsætte i denne tjeneste.

Bahamas er et populært rejsemål for turister, der bruger tusinder af dollars på at komme dertil og nyde de tropiske herligheder. For længe siden tog jeg den beslutning at jeg ville tjene Jehova uanset hvor hans organisation sendte mig hen. Mens jeg har været her, har jeg haft den glædelige oplevelse at kunne rejse øerne rundt med den gode nyhed om Riget. Den bahamanske befolkning er meget venlig, og den kærlige omsorg mine brødre og søstre her har vist mig, sætter jeg stor pris på.

Jeg er taknemmelig for at nogle fortalte mine forældre om sandheden. De fik derved mulighed for at præge mit unge sind og hjerte og give mig et inderligt ønske om at søge Guds rige først. I dag kan unge der ønsker at tjene Jehova, på samme måde få mange velsignelser hvis de går ind ad den ’store dør’ til større tjenesteprivilegier. (1 Korinther 16:9) Du vil også blive fyldt med taknemmelighed hvis du bruger dit liv til ære for „gudernes Gud“, Jehova. — 5 Mosebog 10:17; Daniel 2:47.

[Illustration på side 24]

På gadearbejde i Victoria, B.C., i 1944

[Illustration på side 24]

George og mig på Gilead i 1946

[Illustration på side 25]

Sammen med George foran missionærhjemmet i Nassau, Bahamas, 1955

[Illustration på side 26]

Missionærhjemmet i Deadman’s Cay, hvor vi boede fra 1961-1972