Den sande kristne religion findes

JESUS grundlagde kun én religion, én menighed. Den udgjorde et åndeligt legeme, en åndelig familie. Det skal forstås sådan at den var rammen om de mennesker der var blevet udvalgt ved Guds hellige ånd og godkendt af ham som hans „børn“. — Romerne 8:16, 17; Galaterne 3:26.

Jesus lærte at Gud kun anviste én vej til sandheden og til det evige liv. Han fremhævede dette vigtige lærepunkt ved hjælp af en sammenligning: „Gå ind ad den snævre port, for bred og rummelig er den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den; men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ — Mattæus 7:13, 14; Johannes 14:6; Apostelgerninger 4:11, 12.

En forenet menighed

Ifølge The New Dictionary of Theology bør man ikke forestille sig det første århundredes kristne menighed som „et verdensomspændende, universelt, organiseret samfund som det vi i dag tænker på når vi taler om den katolske kirke“. Det hævdes at „der næppe har eksisteret et sådant organiseret, universelt samfund“.

Det er hævet over enhver diskussion at den første kristne menighed ikke lignede vore dages etablerede kirker. Men den var organiseret. De enkelte menigheder fungerede ikke uafhængigt af hinanden. Alle anerkendte et styrende råd i Jerusalem som myndighed. Dette råd bestod af apostlene og de ældste i menigheden i Jerusalem, og den ordning var med til at bevare menighederne forenede, så de var „ét legeme“, „Messias’ legeme“. — Efeserne 4:4, 11-16; Apostelgerninger 15:22-31; 16:4, 5.

 Hvordan gik det denne eneste og forenede menighed? Blev den ført videre af den mægtige katolske kirke? Eller udviklede menigheden sig til de mange indbyrdes uenige protestantiske kirker vi ser i dag? Eller skete der noget andet?

„Hvede“ og „ukrudt“

Svarene finder vi ved nøje at undersøge Jesu beskrivelse af hvad der ville ske. Overraskende nok forventede han at hans menighed ville forsvinde af syne, og han ville tillade denne sørgelige situation at bestå i flere hundrede år.

Jesus omtalte sin menighed som „himlenes rige“ og sagde: „Himlenes rige er ligesom en mand der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt blandt hveden og gik sin vej. Da strået kom op og satte kerne, kom ukrudtet også til syne. Da kom husherrens trælle hen til ham og sagde: ’Herre, såede du ikke god sæd i din mark? Hvor er da ukrudtet kommet fra?’ Han sagde til dem: ’Det har en fjende, et menneske, gjort.’ De sagde til ham: ’Ønsker du da at vi skal gå ud og samle det fra?’ Han sagde: ’Nej, for det må endelig ikke ske, når I samler ukrudtet fra, at I også rykker hveden op. Lad begge dele vokse sammen indtil høsten; og i høsttiden vil jeg sige til høstfolkene: Saml først ukrudtet fra og bind det i bundter for at brænde det, og gå så i gang med at samle hveden ind i mit forrådshus.’“ — Mattæus 13:24-30.

Jesus forklarede at han selv var manden der „såede god sæd“. „Den gode sæd“ skildrede hans sande disciple. „Fjenden“ var Satan Djævelen, og „ukrudtet“ var dem der ville infiltrere den tidlige kristne menighed under dække af at være kristne. Jesus sagde at han ville lade „hveden“ og „ukrudtet“ vokse side om side indtil „høsten“, som ville være „en afslutning på en tingenes ordning“. (Mattæus 13:37-43) Hvordan skulle det forstås?

Hvordan den kristne menighed blev fordærvet

Kort efter apostlenes død begyndte frafaldne lærere at tage magten over menigheden. De fremførte „fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig“. (Apostelgerninger 20:29, 30) Det medførte at mange kristne ’faldt fra troen’ fordi de ’vendte sig til usande historier’. — 1 Timoteus 4:1-3; 2 Timoteus 4:3, 4.

 The New Dictionary of Theology oplyser at i det fjerde århundrede „var den katolske kristendom blevet . . . Romerrigets officielle religion“. Der var sket en „sammensmeltning af kirken og samfundet“ — kirke og stat havde fundet sammen på en måde der stod i diametral modsætning til de første kristnes lære. (Johannes 17:16; Jakob 4:4) Værket oplyser at selve kirkens struktur og natur sammen med mange af dens grundlæggende læresætninger med tiden blev ændret gennemgribende „under indflydelse af en ejendommelig og i bund og grund usund kombination af [gammeltestamentlige] og nyplatoniske forestillinger“. Som forudsagt af Jesus forsvandt hans sande disciple af syne, overskygget af ukrudtet, de falske kristne.

Jesu tilhørere vidste hvor vanskeligt det var at skelne ægte hvede fra ukrudt som for eksempel giftigt rajgræs, der i vækstperioden har stor lighed med hvede. Jesus beskrev altså en tid hvor det ville være svært at skelne de sande kristne fra de falske. Det vil ikke sige at den sande kristne menighed ophørte med at eksistere, for Jesus lovede at han ville blive ved med at lede sine åndelige brødre „alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 28:20) Han sagde at hveden også ville blive ved med at vokse. Og gennem tiden gjorde sande kristne — enkeltvis eller i små samfund — uden tvivl deres bedste for at følge Kristi lære. Men de udgjorde ikke længere en letgenkendelig, synlig organisation. De sande kristne må ikke slås i hartkorn med de synlige frafaldne religioner der ned gennem historien kun har kastet skændsel og vanære over Jesu Kristi navn. — 2 Peter 2:1, 2.

’Lovløshedens menneske åbenbares’

Apostelen Paulus forudsagde noget andet der skulle kendetegne den falske kristendom. Om optakten til Jehovas dag skrev han: „Lad ingen forføre jer på nogen måde, for først må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, undergangens søn, åbenbares.“ (2 Thessaloniker 2:2-4) „Lovløshedens menneske“ er ingen anden end den præsteklasse der ophøjede sig selv til herre over den „kristne“ menighed. *

Frafaldet begyndte på Paulus’ tid og greb om sig da apostlene, som dæmmede op for det, var borte. Som Paulus skrev, ville frafaldet „ifølge Satans virke [være] ledsaget af enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere og af ethvert uretfærdigt bedrag“. (2 Thessaloniker 2:6-12) Det er en træffende beskrivelse af den måde mange højtstående gejstlige har handlet på gennem tiden.

Katolske ledere søger at støtte deres påstand om at deres kirke er den sande, ved at hævde at dens biskopper står i „livgivende forbindelse med de oprindelige apostle i kraft af en rækkefølge [af biskopper] der går helt tilbage til begyndelsen“. Faktum er at påstanden om apostolsk succession ikke har noget historisk eller bibelsk grundlag. Der mangler troværdige vidnesbyrd om at den kirkeordning der fremstod efter Jesu apostles død, nogen sinde blev ledet af Guds hellige ånd. — Romerne 8:9; Galaterne 5:19-21.

Hvad med de kirker der opstod i forbindelse med reformationen? Genindførte de den første kristne menigheds lære? Efterlignede de dens renhed? Sandt nok medførte reformationen at Bibelen blev tilgængelig for mange jævne mennesker på deres dagligsprog; men historien viser at de protestantiske kirker er blevet ved med at føre ubibelsk lære. * — Mattæus 15:7-9.

Men det er værd at lægge mærke til at Jesus specifikt forudsagde at hans sande menighed ville blive genoprettet på den tid han kaldte „en afslutning på en tingenes ordning“. (Mattæus 13:30, 39) Som opfyldelsen af Bibelens profetier viser, er det den tid vi lever på. (Mattæus 24:3-35) Derfor har vi hver især grund til at spørge hvor den sande religion findes. Det må jo blive lettere og lettere at kende den.

Måske mener du at du allerede har fundet den sande religion. Men det er vigtigt at du skaffer dig vished. Hvorfor? Fordi der, ligesom i det første århundrede, kun kan findes én sand religion. Har du forvisset dig om at din kirke nøje svarer til den kristne menighed i det første århundrede? Er du sikker på at den loyalt holder sig til Jesu Kristi lære? Hvorfor ikke ransage din religion nu? Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig med det. — Apostelgerninger 17:11.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 5]

Hvad lærer Jesu lignelse om hveden og ukrudtet os om den sande menighed?

 [Illustrationer på side 7]

Efterligner din religion de kristne i det første århundrede ved at forkynde og undersøge Skrifterne?