Livsberetning

Jeg har haft tillid til Jehovas kærlige omsorg

FORTALT AF ANNA DENZ TURPIN

„Sikke mange spørgsmål du altid har,“ udbrød min mor med et smil. Dengang jeg var en lille pige, bombarderede jeg mine forældre med spørgsmål. Men far og mor skændte aldrig på mig på grund af min barnlige nysgerrighed. De lærte mig i stedet at ræsonnere og at træffe mine egne beslutninger på grundlag af min bibeloplærte samvittighed. Denne gode oplæring skulle senere vise sig at være af stor betydning. Da jeg var 14 år gammel, tog nazisterne pludselig mine kære forældre væk fra mig, og jeg så dem aldrig igen.

MIN far, Oskar Denz, og min mor, Anna Maria, boede i Lörrach, en tysk by nær den schweiziske grænse. Som unge var de aktive inden for politik, og folk i lokalsamfundet kendte og respekterede dem. Men i 1922, kort efter at de var blevet gift, ændrede mine forældre deres syn på politik og fik andre mål i livet. Mor var nemlig begyndt at studere Bibelen med bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Hun blev meget begejstret da hun lærte at Guds rige vil bringe fred på jorden. Snart var også far med til at studere, og sammen begyndte de at overvære bibelstudenternes møder. Samme år gav far endda mor en bibelstudiebog i julegave. Bogen hed Guds Harpe. Jeg kom til verden den 25. marts 1923, og mine forældre fik ikke andre børn end mig.

Jeg har så mange dyrebare minder fra den tid vi havde sammen som familie — vores vandreture om sommeren i det stille og rolige Schwarzwald og mors  undervisning i huslige pligter. Jeg kan stadig se hende stå i køkkenet og holde øje med hvordan hendes lille kokkepige klarede det. Det vigtigste mine forældre lærte mig, var dog at elske Jehova og stole på ham.

Vores menighed bestod af cirka 40 flittige forkyndere. Mine forældre havde en særlig evne til at skabe muligheder for at tale om Riget. På grund af deres tidligere virke i lokalsamfundet havde de nemt ved at tale med andre, og folk tog godt imod dem. Da jeg var blevet syv år, ville jeg også gerne med ud at forkynde fra hus til hus. Den første gang jeg var med, fik jeg noget læsestof af den søster jeg fulgtes med. Så pegede hun på et hus og sagde blot: „Gå derind og spørg om de vil have det.“ I 1931 overværede vi bibelstudenternes stævne i Basel i Schweiz, og her blev mine forældre døbt.

Fra optøjer til tyranni

På den tid var der store uroligheder og megen forvirring rundt om i Tyskland, og forskellige politiske grupper havde voldsomme sammenstød i gaderne. En nat blev jeg vækket af skrig fra nabohuset. To teenagedrenge havde dræbt deres bror med en høtyv fordi de ikke var enige med ham i hans politiske synspunkter. Fjendtlighederne mod jøderne voksede også mærkbart. I skolen var der en pige der måtte stå helt for sig selv i et hjørne bare fordi hun var jøde. Jeg havde så ondt af hende. Snart ville jeg selv finde ud af hvordan det føltes at blive betragtet som et udskud.

Den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler Tysklands kansler. Vi kunne se hvordan nazisterne triumferende hejste hagekorsflaget over rådhuset, for vi befandt os kun cirka to gader væk. Min lærer i skolen var meget begejstret over det der var sket, og lærte os at sige „Heil Hitler“. Samme eftermiddag fortalte jeg min far om det, og han blev dybt bekymret. „Jeg kan ikke lide det,“ sagde han. „’Heil’ betyder frelse. Hvis vi siger ’Heil Hitler’, betyder det at vi tilskriver ham frelsen i stedet for Jehova. Jeg synes ikke det er rigtigt at sige det, men du skal selv beslutte hvad du vil gøre.“

Mine klassekammerater begyndte at behandle mig som et udskud fordi jeg ikke ville sige „Heil Hitler“. Nogle af drengene begyndte endda at slå mig når lærerne kiggede den anden vej, men med tiden lod de mig være. Og selv mine venner fortalte mig at deres fædre havde forbudt dem at lege med mig. Jeg var for farlig at omgås.

 To måneder efter at nazisterne var kommet til magten i Tyskland, blev Jehovas Vidner forbudt fordi de blev anset for at være en fare for staten. Hitlers stormtropper lukkede afdelingskontoret i Magdeburg og forbød os at holde møder. Fordi vi boede nær grænsen, fik far imidlertid tilladelse til at vores familie kunne tage over til Basel. På den måde kunne vi overvære møderne om søndagen. Min far sagde ofte at han ønskede at vore brødre i Tyskland kunne få den samme åndelige føde så de modigt kunne se fremtiden i møde.

Risikable ’udflugter’

Efter at afdelingskontoret i Magdeburg var blevet lukket, kom Julius Riffel til Lörrach for at organisere arbejdet, der skulle foregå under jorden. Han havde tidligere været medlem af betelfamilien, og hans hjemby var Lörrach. Far tilbød straks at hjælpe. Senere satte han sig ned sammen med mor og mig og forklarede os at han havde sagt ja til at hjælpe med at bringe litteratur ind i Tyskland fra Schweiz. Far sagde at det ville være yderst farligt, og at han kunne blive arresteret når som helst. Han ønskede ikke at vi skulle føle os presset til at være med, for det ville også være risikabelt for os. Øjeblikkelig sagde mor: „Jeg vil gerne hjælpe dig.“ „Det vil jeg også,“ udbrød jeg.

Mor hæklede en taske til mig i næsten samme størrelse som vores blad Vagttårnet. Hun skubbede forsigtigt bibelsk læsestof ind i en åbning i en af taskens sider og lukkede den ved at hækle den til. I fars tøj lavede hun hemmelige lommer, og hun syede to hofteholdere hvor hun og jeg diskret kunne gemme mindre, bibelske tryksager. Hver gang vi kom sikkert hjem med vores hemmelige skat, åndede vi lettet op og sagde tak til Jehova. Vi skjulte litteraturen på loftet.

Til at begynde med fattede nazisterne ikke den mindste mistanke til os. De stillede hverken spørgsmål eller gennemsøgte vores hjem. Ikke desto mindre bestemte vi os for at lave en kode som skulle bruges til at advare vore åndelige brødre i tilfælde af problemer. Koden var 4711 — navnet på en berømt eau de cologne. Hvis det blev farligt at komme til vores hus, skulle vi advare dem ved at bruge dette nummer på en eller anden måde. Far sagde også at de skulle se op på vinduet i vores dagligstue inden de gik ind i huset. Hvis vinduet til venstre stod åbent, betød det at noget var gået galt, og at de skulle holde sig væk.

I 1936 og 1937 foretog Gestapo massearrestationer og sendte tusinder af Jehovas Vidner i fængsler og koncentrationslejre, hvor de blev udsat for en yderst grusom og sadistisk behandling. Afdelingskontoret i Bern i Schweiz begyndte at samle rapporter om hvad der skete i lejrene, deriblandt rapporter der var smuglet ud af lejrene. De skulle bruges til en bog med titlen Kreuzzug gegen das Christentum (Korstog mod kristendommen), der afslørede nazisternes forbrydelser. Vi påtog os det farlige arbejde at bringe de hemmelige rapporter over grænsen  ind til Basel. Hvis nazisterne havde pågrebet os med disse forbudte dokumenter, var vi blevet fængslet omgående. Da jeg læste om de pinsler vore trosfæller havde gennemgået, kunne jeg ikke lade være med at græde. Og alligevel var jeg ikke bange. Jeg stolede på at Jehova og mine forældre — mine bedste venner — ville passe på mig.

I en alder af 14 år gik jeg ud af skolen og fik et kontorjob i en isenkramforretning. Vi plejede at lægge vores kurérture lørdag eftermiddag eller søndag, når far havde fri fra arbejdet. I gennemsnit tog vi af sted hver anden uge. Vi lignede enhver anden familie der var på udflugt, og i næsten fire år blev vi hverken stoppet eller undersøgt nærmere af grænsevagten — det vil sige ikke indtil en dag i februar 1938.

Afsløret!

Jeg vil aldrig glemme udtrykket i min fars ansigt da vi ankom til vores opsamlingssted nær Basel og så den store stak litteratur der ventede os. En anden kurérfamilie var blevet arresteret, så vi måtte tage ekstra bøger med hjem. Ved grænsen så en af vagterne mistænksomt på os og gav ordre til at vi skulle tjekkes nærmere. Han fandt bøgerne, og med sit skydevåben rettet mod os beordrede han os ud til nogle politibiler. Da politiet kørte os væk, klemte far min hånd og hviskede: „Vær ikke en forræder. Røb ikke nogen navne.“ „Det gør jeg heller ikke,“ forsikrede jeg ham om. De kørte os tilbage til Lörrach, og her førte de min far væk. Da fængselets dør lukkede sig bag ham, var det sidste gang jeg så ham.

I fire timer blev jeg forhørt af fire gestapofolk, og de beordrede mig til at opgive navne og adresser på andre Jehovas Vidner. Da jeg nægtede at gøre det, blev en af dem rasende og sagde truende: „Vi har andre metoder til at få dig til at tale!“ Jeg røbede dog intet. Så tog de mor og mig med tilbage til vores hus og gennemsøgte det for første gang. Mor kom i varetægtsfængsel, og jeg blev sendt til min moster, som fik forældremyndigheden over mig. De vidste ikke at hun også var et af Jehovas Vidner. Jeg fik lov til at passe mit arbejde, men fire mænd fra Gestapo sad i en parkeret bil lige uden for huset hvor jeg boede, så de kunne overvåge mine mindste bevægelser. Samtidig patruljerede en politibetjent frem og tilbage på fortovet.

Omkring frokosttid få dage senere gik jeg ud af huset og fik øje på en ung søster der kom cyklende mod mig. Da hun kom nærmere, kunne jeg se at hun skulle til at kaste et stykke papir til mig. Netop som jeg greb det, vendte jeg mig om for at se om gestapofolkene havde set det. Til min store overraskelse havde de alle netop i dette øjeblik kastet hovedet tilbage i et latterbrøl.

På papiret stod der at jeg skulle komme hjem til søsterens forældre klokken 12. Men hvordan kunne det lade sig gøre når Gestapo overvågede mig? Jeg kunne jo risikere at de fik mistanke til hendes forældre. Jeg så på de fire gestapoagenter i bilen og på politibetjenten som gik vagt op og ned ad gaden. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, og bad derfor inderligt Jehova om hjælp. Lige pludselig gik politibetjenten hen til bilen hvor gestapofolkene sad, og sagde noget til dem. Så satte han sig ind i deres bil, og de kørte væk.

I samme øjeblik kom min moster rundt om hjørnet. Klokken var allerede over 12. Hun læste sedlen og syntes vi skulle gå hen til huset som jeg havde fået besked på. Hun formodede at brødrene havde planlagt at bringe mig til Schweiz. Da vi trådte ind i huset, introducerede familien mig for en mand ved navn Heinrich Reiff. Han sagde til mig at han var glad for at jeg var sluppet sikkert bort, og at han var kommet for at hjælpe mig til Schweiz. Jeg fik besked på at mødes med ham en halv time senere på et bestemt sted i skoven.

Livet i eksil

Da jeg mødtes med broder Reiff, strømmede tårerne ned ad kinderne på mig. Tanken om at skulle rejse væk uden mine forældre gjorde mig syg om hjertet. Alting var sket så hurtigt.  Efter nogle nervepirrende øjeblikke blandede vi os med en gruppe turister og nåede sikkert over den schweiziske grænse.

Vi tog hen på afdelingskontoret i Bern, og jeg fandt ud af at det var brødrene dér som havde arrangeret min flugt. De var så søde at sørge for husly til mig. Jeg kom til at arbejde i køkkenet, og det var jeg meget glad for. Men det var virkelig svært at leve i eksil, for jeg vidste ikke hvad der ville ske med mine forældre. De var begge blevet idømt to års fængsel. Til tider blev jeg overvældet af sorg og ængstelse, og så låste jeg mig inde på toilettet og græd. Jeg kunne dog regelmæssigt korrespondere med mine forældre, og de opmuntrede mig til at stå fast.

Tilskyndet af mine forældres stærke tro indviede jeg mit liv til Jehova og blev døbt den 25. juli 1938. Efter at jeg havde været på Betel et år, begyndte jeg at arbejde på Chanélaz. Det var en gård som det schweiziske afdelingskontor havde købt for at forsyne betelfamilien med mad og for at huse dem af vore trosfæller som måtte flygte på grund af forfølgelsen.

I 1940 havde mine forældre afsonet deres dom, og nazisterne tilbød at frigive dem hvis de ville afsværge deres tro. De stod imidlertid fast og blev derfor sendt i koncentrationslejr, far til Dachau og mor til Ravensbrück. I vinteren 1941 nægtede min mor og andre kvindelige Jehovas Vidner i lejren at udføre noget arbejde for militæret. Som straf skulle de stå ude i kulden i 3 dage og 3 nætter, og bagefter blev de lukket inde i mørke celler og sat på sulteration i 40 dage. Derefter blev de pryglet. Den 31. januar 1942 døde mor, tre uger efter en brutal gennemprygling.

Far blev overført fra Dachau til Mauthausen i Østrig. I denne lejr myrdede nazisterne systematisk fangerne ved at sulte dem og sætte dem til ekstremt hårdt fysisk arbejde. Seks måneder efter min mors død dræbte nazisterne imidlertid min far på en anden måde — han blev brugt i forbindelse med medicinske forsøg. Lejrens læger brugte mennesker som forsøgskaniner ved med fuldt overlæg at påføre dem tuberkulose. Bagefter fik fangerne en dødbringende indsprøjtning i hjertet. På fars dødsattest står der at dødsårsagen var „et svagt hjerte“. Han var 43 år. Jeg hørte først om de brutale mord flere måneder efter. Når jeg mindes mine kære forældre, får jeg stadig tårer i øjnene. Det har dog altid trøstet mig at far og mor, som begge havde det himmelske håb, er trygge i Jehovas hænder.

Efter den anden verdenskrig fik jeg den forret at komme i den 11. klasse af Vagttårnets Bibelskole Gilead i New York. Hvilken glæde at kunne fordybe sig i studiet af Bibelen i fem måneder. Efter skolens afslutningshøjtidelighed i 1948 blev jeg sendt til Schweiz for at tjene som missionær. Kort efter mødte jeg James L. Turpin, en trofast broder som var udgået fra Gileads femte klasse. Da det første afdelingskontor  i Tyrkiet blev oprettet, fik han til opgave at føre tilsyn med det. I marts 1951 giftede vi os, og snart efter fandt vi ud af at vi skulle være forældre. Vi flyttede til USA, og i december samme år bød vi vores lille datter, Marlene, velkommen til verden.

Gennem alle årene har James og jeg holdt meget af forkyndelsesarbejdet. Jeg mindes med glæde en bestemt bibelstudieelev. Det var en ung kinesisk kvinde ved navn Penny, som elskede at studere Bibelen. Hun blev døbt og senere gift med Guy Pierce, der nu tjener som medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. Sådanne kære venner har hjulpet mig til at udfylde det tomrum jeg havde på grund af tabet af mine forældre.

I mine forældres hjemby, Lörrach, byggede brødrene i begyndelsen af dette år en ny rigssal på Stichstraße. Som en anerkendelse af det Jehovas Vidner havde gjort, vedtog byrådet at give gaden et andet navn. Den kom til at hedde Denzstraße til ære for mine forældre. Den lokale avis, Badische Zeitung, havde en artikel med overskriften: „Til minde om ægteparret Denz, der blev myrdet: Nyt gadenavn.“ I avisen stod der at mine forældre „på grund af deres tro var blevet myrdet i en koncentrationslejr under Det Tredje Rige“. Det byrådet her gjorde, overraskede mig og varmede mig om hjertet. Hvilken kontrast til det der engang var sket.

Far plejede altid at sige at vi skulle planlægge med henblik på fremtiden som om Harmagedon ikke ville komme i vores levetid, men leve vort liv som om den ville komme i morgen. Dette dyrebare råd har jeg altid prøvet at leve efter. At finde balancen mellem tålmodighed og ivrig forventning er ikke altid lige let, især ikke nu hvor alderdommens skavanker holder mig bundet til hjemmet. Jeg har dog aldrig tvivlet på Jehovas løfte til sine trofaste tjenere: „Stol på Jehova af hele dit hjerte . . . Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ — Ordsprogene 3:5, 6.

[Ramme/illustration på side 29]

DYREBARE ORD FRA FORTIDEN

I 1980’erne tog en kvinde fra en nærliggende landsby en tur til Lörrach. Nogle af beboerne i byen bragte ejendele som de ikke længere havde brug for, til et offentligt område. Her kunne andre kigge tingene igennem og tage hvad de kunne bruge. Denne kvinde fandt en syæske og tog den med hjem. I bunden af æsken fandt hun senere nogle fotografier af en lille pige og nogle breve skrevet på papir fra en koncentrationslejr. Kvinden var meget interesseret i disse breve og spekulerede på hvem den lille pige med fletningerne var.

Så en dag i år 2000 så kvinden en avisartikel om en historisk udstilling i Lörrach. Artiklen beskrev det der var sket med Jehovas Vidner i nazitiden, deriblandt vores familie. Der var billeder af mig som teenager. Hun kunne se ligheden mellem disse billeder og dem hun selv havde, og kontaktede derfor journalisten. Hun fortalte om de breve hun havde fundet — 42 i alt. Få uger efter stod jeg selv med dem i hånden. Det var breve fra mine forældre. De havde skrevet til min moster igen og igen og forhørt sig om hvordan jeg havde det. Deres kærlige omsorg for mig ophørte aldrig. Det er et under at disse breve ikke er gået tabt, men er dukket op efter mere end 60 år.

[Illustrationer på side 25]

Vores lykkelige familie blev adskilt da Hitler kom til magten

[Kildeangivelse]

Hitler: U.S. Army-foto

[Illustrationer på side 26]

1. Afdelingskontoret i Magdeburg

2. Gestapo arresterede tusinder af Jehovas Vidner

[Illustration på side 28]

James og jeg har fundet stor glæde i forkyndelsesarbejdet