Taknemmelig for at have tjent Jehova — selv under prøvelser

Fortalt af Maatje de Jonge-Van den Heuvel

JEG er 98 år gammel. I 70 af disse år har jeg haft den glæde at tjene Jehova — men ikke uden at min tro er blevet prøvet. Under den anden verdenskrig kom jeg i koncentrationslejr, hvor modløshed på et tidspunkt fik mig til at træffe en afgørelse jeg senere fortrød. Nogle år senere kom jeg ud for endnu en smertelig prøve. Men jeg er Jehova taknemmelig for at jeg har haft den forret at tjene ham — selv under prøvelser.

I oktober 1940 skete der noget der ændrede mit liv. Jeg boede i Hilversum, en by omkring 25 kilometer sydøst for Amsterdam. Holland var dengang besat af nazisterne. I fem år havde jeg været gift med Jaap de Jonge, en kærlig ægtemand, og vi havde en dejlig treårig datter der hed Willy. Vi boede dør om dør med en familie der var fattig, og som kæmpede for at forsørge deres otte børn. Men alligevel var der en ung mand der boede og spiste hos dem. Jeg tænkte: ’Hvorfor mon de har påtaget sig denne ekstra byrde?’ Da jeg bragte dem noget mad, fandt jeg ud af at den unge mand var pioner. Han fortalte om Guds rige og de velsignelser det vil medføre. Det jeg lærte, gjorde et stort indtryk på mig, og jeg tog hurtigt imod sandheden. Samme år indviede jeg mig til Jehova og blev døbt. Et år efter min dåb tog min mand også standpunkt for sandheden.

Jeg havde kun lidt bibelkundskab, men jeg var helt klar over at jeg ved at blive et af Jehovas Vidner kom til at tilhøre en organisation der var forbudt. Jeg vidste også at mange Vidner allerede var blevet sendt i fængsel fordi de havde forkyndt budskabet om Riget. Alligevel begyndte jeg straks at forkynde fra hus til hus, og min mand og jeg åbnede vores hjem og lod pionerer og rejsende tilsynsmænd bo hos os. Vores hjem blev også brugt som lager for bibelske publikationer som brødre og søstre kom med fra Amsterdam. Deres ladcykler var tungt læsset med bøger, som de skjulte under en presenning. Disse kurerer udviste både mod og kærlighed. De satte deres liv på spil for deres brødre. — 1 Joh. 3:16.

„Kommer du snart tilbage, mor?“

Omkring seks måneder efter min dåb dukkede der tre politibetjente op ved vores dør. De gik ind i huset og gennemsøgte det. Selvom de ikke fandt det skab der var fyldt med litteratur, fandt de dog nogle bøger der var skjult under vores seng. De beordrede mig til straks at følge med til politistationen i Hilversum. Da jeg omfavnede min datter for at sige farvel, spurgte hun: „Kommer du snart tilbage, mor?“„Ja, min skat,“ svarede jeg, „mor kommer snart hjem igen.“ Men  der skulle gå 18 lange måneder inden jeg igen kunne holde hende i mine arme.

Det der videre skete, var at en politibetjent ledsagede mig i et tog til Amsterdam, hvor jeg skulle forhøres. Forhørslederne forsøgte at få mig til at identificere tre brødre fra Hilversum som Jehovas Vidner. Jeg sagde: „Jeg kender kun den ene af dem. Det er vores mælkemand.“ Og det var sandt; den broder kom med mælk til os. „Om han er et af Jehovas Vidner,“ tilføjede jeg, „skal I ikke spørge mig, men ham om.“ Jeg nægtede at sige mere, hvorpå de slog mig i ansigtet og låste mig inde i en celle, hvor jeg sad i to måneder. Da min mand fandt ud af hvor jeg var, lykkedes det ham at bringe mig noget tøj og mad. Derefter blev jeg i august 1941 sendt til Ravensbrück, en berygtet koncentrationslejr for kvinder, omkring 80 kilometer nord for Berlin.

„Op med humøret, min kære“

Da vi ankom, fik vi at vide at vi kunne tage hjem hvis vi underskrev en erklæring hvori vi fornægtede vores tro. Men jeg underskrev den naturligvis ikke. Så måtte jeg aflevere mine ejendele og tage alt mit tøj af i et vaskerum, hvor jeg mødte nogle kristne søstre fra Holland. Vi fik udleveret en fangedragt med en påsyet lilla trekant, en tallerken, en kop og en ske. Den første nat sov vi i en transitbarak. Dér brød jeg for første gang siden min arrestation sammen og græd. „Hvad skal der ske? Hvor længe skal jeg være her?“ hulkede jeg. På det tidspunkt var mit forhold til Jehova endnu ikke særlig nært, for jeg havde kun kendt sandheden i nogle få måneder. Jeg havde stadig så meget at lære. Under navneopråbet næste dag må en hollandsk søster have lagt mærke til hvor bedrøvet jeg var. Hun sagde: „Op med humøret, min kære, op med humøret! Hvad kan gøre os ondt?“

Efter navneopråbet blev vi ført til en anden barak, hvor vi blev budt velkommen af flere hundrede søstre fra Tyskland og Holland. Nogle af de tyske søstre havde allerede boet i den barak i over et år. Samværet med dem styrkede mig, ja, gav mig nyt mod. Det gjorde også et dybt indtryk på mig at den barak søstrene boede i, var meget renere end de andre barakker i lejren. Ud over at være ren var denne barak også kendt som et sted hvor man hverken stjal, bandede eller sloges. I modsætning til de grufulde forhold i lejren lå vores barak som en ren ø i et snavset hav.

Dagliglivet i lejren

Livet i lejren bestod af en masse arbejde, og vi havde meget lidt at spise. Vi skulle op klokken fem om morgenen, og kort efter begyndte navneopråbet. Fangevogterne lod os stå udenfor i omkring en time i al slags vejr. Klokken fem om eftermiddagen, efter en dag med hårdt arbejde, var der igen navneopråb. Så fik vi noget suppe og brød og lagde os til at sove — fuldstændig udmattede.

Hver dag undtagen søndag blev jeg sat til at arbejde på forskellige gårde, hvor jeg høstede korn med le, rensede grøfter og mugede ud i svinestier. Selvom arbejdet var hårdt og beskidt, kunne jeg godt klare det, for jeg var stadig ung og forholdsvis stærk.  Desuden styrkede det mig at synge sange med et bibelsk indhold mens jeg arbejdede. Men hver dag længtes jeg efter min mand og mit barn.

Vi fik meget lidt at spise, men alle vi søstre prøvede hver dag at gemme et stykke brød, så vi havde lidt ekstra om søndagen, hvor vi havde lejlighed til at komme sammen og drøfte bibelske emner. Ingen af os havde nogen bibelske publikationer, men jeg lyttede intenst til de ældre, trofaste tyske søstre under deres drøftelse af åndelige emner. Vi holdt endda højtiden til minde om Kristi død.

Modløshed, anger og opmuntring

Fra tid til anden blev vi beordret til at udføre arbejde der direkte støttede nazisternes krigsindsats. Som følge af vores neutrale standpunkt i politiske anliggender nægtede alle søstrene at udføre den slags arbejde, og jeg fulgte deres modige eksempel. Som straf for det fik vi ikke mad i flere dage og måtte stå op i timevis ved navneopråbene. En vinter var vi i 40 dage låst inde i en barak uden nogen form for opvarmning.

Som Jehovas Vidner fik vi igen og igen at vide at vi ville blive løsladt og kunne tage hjem hvis vi underskrev en erklæring hvori vi fornægtede vores tro. Efter at have været i Ravensbrück i over et år blev jeg grebet af stor modløshed. Min længsel efter at se min mand og min datter blev så stærk at jeg henvendte mig til vagterne og bad om formularen med erklæringen om at jeg ikke længere ville være bibelstudent, og underskrev den.

Da søstrene blev klar over hvad jeg havde gjort, begyndte nogle at undgå mig. Men to ældre tyske søstre ved navn Hedwig og Gertrud opsøgte mig og forsikrede mig om at de holdt af mig. Mens vi arbejdede sammen i svinestierne, forklarede de mig kærligt hvor vigtigt det er at bevare sin uangribelighed over for Jehova, og hvordan vi kan vise vores kærlighed til ham ved ikke at gå på kompromis. Deres moderlige omsorg og medfølelse rørte mig dybt. * Jeg var klar over at det jeg havde gjort, var forkert, og jeg ønskede at annullere min erklæring. En aften fortalte jeg en søster at jeg havde besluttet at få min erklæring annulleret. En opsynsmand i lejren må have hørt vores samtale, for selv samme aften blev jeg pludselig løsladt og sat på et tog tilbage til Holland. En af de tilsynsførende — jeg husker stadig hendes ansigt — sagde til mig: „Du er stadig en Bibelforscher (bibelstudent), og det vil du altid være.“ Jeg svarede: „Ja, det vil jeg, såfremt det er Jehovas vilje.“ Ikke desto mindre blev jeg ved med at tænke: ’Hvordan kan jeg tilbagekalde den erklæring?’

En sætning i erklæringen lød: „Jeg forsikrer hermed at jeg aldrig igen vil tage nogen som helst del i det arbejde der udføres af International Forening for Bibelstudium.“ Jeg vidste hvad jeg havde at gøre! I januar 1943, kort efter at jeg var kommet hjem, begyndte jeg igen at deltage i forkyndelsen. Hvis jeg endnu en gang blev pågrebet af nazisterne fordi jeg forkyndte Guds rige, ville min straf naturligvis blive meget streng.

For yderligere at vise Jehova at det var mit inderlige ønske at være en loyal tjener for ham, åbnede min mand og jeg igen vores hjem for at tilbyde kurerer og rejsende tilsynsmænd logi. Hvor var jeg taknemmelig for at få endnu en mulighed for at vise min kærlighed til Jehova og hans folk!

En smertelig prøve

Nogle få måneder før krigen sluttede, kom min mand og jeg ud for noget der voldte os stor smerte. I oktober 1944 blev vores datter pludselig syg. Hun fik difteri, og hendes  tilstand forværredes hurtigt. Tre dage senere døde hun. Hun blev kun syv år.

Det var et frygteligt slag at miste vores eneste barn. De prøvelser jeg kom ud for i Ravensbrück, var intet i sammenligning med den smerte jeg følte da vi mistede vores barn. Men når vi var fortvivlede, fandt vi altid trøst i ordene i Salme 16:8: „Jeg har bestandig holdt mig Jehova for øje. Fordi han er ved min højre, bliver jeg ikke bragt til at vakle.“ Min mand og jeg havde fuld tillid til Jehovas løfte om at der vil finde en opstandelse sted. Vi holdt ud i sandheden, og vi har altid været nidkære forkyndere af den gode nyhed. Indtil min mand døde i 1969, hjalp han mig til at tjene Jehova med en taknemmelig indstilling.

Velsignelser og glæder

I de mange år der er gået, har det altid givet mig stor glæde at have et nært venskab med dem der er i heltidstjenesten. Ligesom under krigen har vores hjem altid været et sted hvor rejsende tilsynsmænd og deres hustruer kunne bo når de besøgte vores menighed. Et ægtepar i rejsetjenesten, Maarten og Nel Kaptein, boede endda hos os i 13 år! Da Nel blev uhelbredeligt syg, havde jeg den forret at passe hende i vores hjem i tre måneder indtil hun døde. Samværet med dem og de kære lokale brødre og søstre har bidraget til min glæde over at leve i det åndelige paradis.

Et af højdepunkterne i mit liv indtraf i 1995 da jeg fik en indbydelse til at overvære en mindehøjtidelighed i Ravensbrück. Dér mødte jeg nogle af de søstre jeg havde været i lejr sammen med, og som jeg ikke havde set i over 50 år! At være sammen med dem var en uforglemmelig og rørende oplevelse og gav os en storslået mulighed for at opmuntre hinanden til at se frem til den dag da vore kære som vi har mistet i døden, vil blive bragt til live igen.

Apostelen Paulus siger i Romerbrevet 15:4 at „vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb“. Jeg takker Jehova fordi han har givet mig dette håb, som har gjort det muligt for mig at tjene ham med taknemmelighed, selv under prøvelser.

[Fodnote]

[Illustration på side 10]

Sammen med Jaap, 1930

[Illustration på side 10]

Vores datter, Willy, syv år gammel

[Illustration på side 12]

I 1995 deltog jeg i en rørende genforening. Det er mig på første række, nummer to fra venstre