Mange af oldtidens folkeslag henrettede visse forbrydere ved at hænge dem på en pæl. Romerne naglede eller bandt forbryderen til henrettelsesredskabet, hvor han kan have levet videre i flere dage indtil han bukkede under for smerte, tørst, sult og elementernes rasen. Romerne betragtede pælfæstelse som en vanærende straf der var forbeholdt forbrydere af den værste slags.

Hvilken praksis havde man i Israel? Henrettede israelitterne forbrydere ved at hænge dem på en pæl? Moseloven foreskrev: „Såfremt der hos en mand forekommer en synd der fortjener en dødsdom, og han lider døden og du hænger ham på en pæl, da må hans lig ikke blive natten over på pælen, men du skal ubetinget sørge for at begrave ham samme dag.“ (5 Mos. 21:22, 23) En forbryder der fortjente at dø, skulle altså slås ihjel inden han blev hængt på en pæl eller et træ.

Tredje Mosebog 20:2 siger i den forbindelse: „En hvilken som helst mand blandt Israels sønner og blandt de fastboende udlændinge der opholder sig i Israel, som giver noget af sit afkom til Molek, skal ubetinget lide døden. Landets folk skal stene ham til døde.“ De der havde „en medieånd eller en spådomsånd“, skulle også lide døden. Hvordan? Man skulle „stene dem“. — 3 Mos. 20:27.

I Femte Mosebog 22:23, 24 læser vi: „Hvis en pige der er jomfru, er forlovet med en mand, og en anden mand finder hende i byen og ligger hos hende, så skal I føre dem begge ud til den bys port og dænge dem til med sten, og de skal dø — pigen fordi hun ikke skreg i byen, og manden fordi han ydmygede sin næstes hustru. Sådan skal du fjerne det onde fra din midte.“ Blandt israelitterne på den tid var stening altså den primære henrettelsesmetode ved grove forbrydelser. *

Femte Mosebog 21:23 siger at „en hængt er en Guds forbandelse“. At liget af en henrettet forbryder der var forbandet af Gud, blev hængt på en pæl eller et træ og derved stillet offentligt til skue, har helt sikkert tjent som en advarsel for andre israelitter.