TO ÅR før denne hændelse havde Evelyn Trabert, min missionærmakker, og jeg afsluttet den fjerde klasse af Vagttårnets Bibelskole Gilead, der dengang lå i nærheden af Ithaca, New York. Vi blev sendt til Santa Ana. Men før jeg fortsætter med en kort beretning om mine næsten 29 år som missionær, så lad mig fortælle hvorfor jeg besluttede at tage denne form for tjeneste op.

I 1923, det år jeg blev født, boede mine forældre, John og Eva Olson, i Spokane, Washington, USA. De var lutheranere men accepterede ikke kirkens lære om et brændende helvede, for de kunne ikke forene den med deres tro på en kærlig Gud. (1 Joh. 4:8) Min far arbejdede i et bageri, og en aften var der en kollega der forsikrede ham om at Bibelen ikke lærer at helvede er et sted hvor man bliver pint. Kort efter begyndte mine forældre at studere med Jehovas Vidner og fandt ud af hvad Bibelen virkelig lærer om livet efter døden.

Jeg var kun ni år gammel, men jeg husker hvordan mine forældre begejstret talte om deres nyfundne sandheder fra Bibelen. Deres begejstring  voksede da de lærte navnet på den sande Gud, Jehova, at kende og blev frigjort fra den forvirrende treenighedslære. Som en svamp sugede jeg disse vidunderlige ting fra Bibelen til mig og lærte ’sandheden der frigør’, at kende. (Joh. 8:32) Jeg har derfor aldrig syntes at det var kedeligt at studere Bibelen, men altid nydt at undersøge Guds ord. Selvom jeg var genert, fulgtes jeg med mine forældre i forkyndelsen. De blev døbt i 1934. I 1939, da jeg var 16, sluttede jeg mig til dem som en døbt tjener for Jehova.

I sommeren 1940 solgte mine forældre deres hus, og vi begyndte alle tre i heltidstjenesten som pionerer i Coeur d’Alene, Idaho. Vi boede i en lejlighed oven på et autoværksted. Vores hjem blev også brugt som mødested. På det tidspunkt var det kun få menigheder der havde en rigssal, så man mødtes i private hjem eller lejede lokaler.

I 1941 overværede mine forældre og jeg stævnet i Saint Louis, Missouri. Søndag var „Børnenes Dag“, og de der var mellem 5 og 18 år, sad lige foran scenen. I slutningen af sit foredrag sagde bror Joseph F. Rutherford til os unge: „Alle I børn ... som har ... besluttet at lyde Gud og hans konge, rejs jer op!“ Vi rejste os alle op. Så udbrød bror Rutherford: „Se, mere end 15.000 nye vidner for Riget!“ Det øjeblik forstærkede min beslutning om at gøre pionertjenesten til min livsvej.

Nogle måneder efter stævnet i Saint Louis flyttede vi til det sydlige Californien. Dér, i byen Oxnard, var vores opgave at oprette en menighed. Vi boede i en lille campingvogn med kun én seng. Min „seng“ blev redt op hver aften på vores spisebord — noget af en forandring fra dengang jeg havde mit eget værelse!

Den 7. december 1941, lige inden vi kom til Californien, angreb Japan Pearl Harbor i Hawaii. Dagen efter gik USA ind i Anden Verdenskrig. Myndighederne indførte mørklægning, og vi måtte slukke alt lys om aftenen. Japanske ubåde patruljerede ud for Californiens kyst, og mørklægningen skulle hindre dem i at ramme mål på fastlandet.

Nogle måneder senere, i september 1942, overværede vi Den Nye Verdens Teokratiske Stævne i Cleveland, Ohio. Her holdt bror Nathan H. Knorr foredraget „Freden — kan den vare ved?“ Han behandlede Åbenbaringens Bog, kapitel 17, der beskriver et „vilddyr“ som ’var, men ikke er, og dog skal stige op af afgrunden’. (Åb. 17:8, 11) Bror Knorr forklarede at „vilddyret“ var Folkeforbundet, der ophørte med at virke i 1939. Bibelen forudsagde at dette forbund ville blive erstattet, hvilket ville føre til en periode med relativ fred. Og sådan gik det: I 1945 sluttede Anden Verdenskrig. Derefter genopstod „vilddyret“ som FN. Jehovas Vidner udvidede derefter deres globale forkyndelsesarbejde, og sikke en fremgang der har været lige siden!

Denne profeti hjalp mig til at se hvad der lå forude. Da det blev meddelt at Gileadskolen ville begynde året efter, fik jeg et ønske om at blive missionær. I 1943 fik jeg til opgave at være pioner i Portland, Oregon. Dengang brugte vi en grammofon til at afspille prædikener for folk ved deres dør, og derefter tilbød vi dem bibelsk  litteratur om Guds rige. Hele det år blev jeg ved med at tænke på missionærtjenesten.

I 1944 blev jeg henrykt over at modtage en invitation til Gilead sammen med min kære veninde Evelyn Trabert. I fem måneder viste vores lærere os hvordan vi kunne finde glæde ved vores studium af Bibelen. Deres ydmyghed gjorde indtryk på os. Ved måltiderne var det af og til disse brødre der serverede maden for os. Vi afsluttede Gileadskolen den 22. januar 1945.

I juni 1946 ankom Evelyn og jeg, sammen med Leo og Esther Mahan, til vores tildelte distrikt i El Salvador. Her var markerne „hvide til høst“. (Joh. 4:35) Hændelsen nævnt i begyndelsen af denne beretning viser hvor rasende præsterne var. Bare en uge før havde vi holdt vores første kredsstævne i Santa Ana. Vi gjorde en stor indsats for at invitere til det offentlige foredrag og var henrykte over at der var næsten 500 til stede. I stedet for at lade os skræmme ud af byen følte vi os endnu mere besluttede på at blive og hjælpe retsindige. Selvom præsterne havde advaret folk mod at læse i Bibelen og det kun var få der havde råd til at eje en, hungrede mange efter sandheden. De værdsatte vores indsats for at lære spansk så vi kunne lære dem om den sande Gud, Jehova, og om hans fantastiske løfte om at genoprette Paradiset på jorden.

Rosa Ascencio var en af mine første elever. Efter at hun begyndte at studere Bibelen, flyttede hun fra den mand hun boede sammen med. Så begyndte han at studere Bibelen. De blev gift, derefter døbt, og de blev nidkære Vidner for Jehova. Rosa var den første lokale pioner i Santa Ana. *

Rosa havde en lille købmandsforretning. Når hun tog ud for at forkynde, lukkede hun butikken og stolede på at Jehova ville dække hendes behov. Når hun nogle timer senere åbnede butikken igen, strømmede kunderne til. Hun erfarede personligt sandheden i Mattæus 6:33 og forblev trofast til sin død.

Seks af os missionærer lejede et hus af en fremtrædende forretningsmand. En dag fik han besøg af den lokale præst, der advarede ham om at hvis han fortsatte med at leje ud til os, ville han og hans kone blive ekskommunikeret. Vores udlejer var i forvejen forarget over præsternes adfærd og gav ikke efter for presset. Han sagde endda til præsten at han var ligeglad med om han blev smidt ud af kirken. Han forsikrede os om at vi kunne blive boende så længe vi ville.

I hovedstaden, San Salvador, studerede en anden missionær Bibelen med en kvinde der var  gift med en ingeniør ved navn Baltasar Perla. Denne godmodige mand havde mistet troen på Gud efter at have set de religiøse lederes hykleri. Da man skulle bygge et afdelingskontor, tilbød Baltasar, selvom han endnu ikke var med i sandheden, at tegne bygningen og hjælpe med at opføre den uden at kræve betaling for det.

Efter at have arbejdet sammen med Jehovas Vidner på byggeprojektet blev Baltasar overbevist om at han havde fundet den sande religion. Han blev døbt den 22. juli 1955, og hans kone, Paulina, blev døbt kort efter. Begge deres børn tjener Jehova trofast. Deres søn, Baltasar jr., har tjent på Betel i Brooklyn i 49 år. Her støtter han det konstant voksende globale forkyndelsesarbejde og tjener nu som medlem af Afdelingskontorets Udvalg i USA. *

Da vi begyndte at afholde stævner i San Salvador, hjalp bror Perla os med at finde en stor gymnastiksal vi kunne bruge. Til at begynde med brugte vi kun nogle få stoleafsnit, men med Jehovas velsignelse voksede vi år efter år i antal indtil vi fyldte gymnastiksalen og den til sidst blev for lille! Ved disse glædelige begivenheder så jeg dem jeg havde studeret Bibelen med. Forestil dig hvordan jeg følte det når tidligere elever introducerede mig for mine „børnebørn“ — nogle de havde studeret med som nu var blevet døbt!

Ved et stævne kom en bror hen til mig og sagde at han havde noget at tilstå. Jeg kunne ikke kende ham og blev nysgerrig. Han sagde: „Jeg var en af de drenge der kastede sten efter jer i Santa Ana.“ Nu tjente han Jehova sammen med mig! Det fyldte mit hjerte med glæde. Den samtale bekræftede for mig at heltidstjenesten er den mest givende livsvej man kan vælge.

I næsten 29 år var jeg missionær i El Salvador, først i Santa Ana, så i Sonsonate, derefter i Santa Tecla og til sidst i San Salvador. I 1975, efter  mange bønner og lang tids overvejelse, besluttede jeg at forlade mit missionærdistrikt og tage tilbage til Spokane. Mine trofaste, aldrende forældre havde brug for min hjælp.

Efter at far døde i 1979, passede jeg mor, der blev stadig mere skrøbelig og hjælpeløs. Hun levede i otte år til og døde i en alder af 94. I denne vanskelige tid blev jeg fysisk og følelsesmæssigt udmattet. Belastningen gav sig udslag i en smertefuld omgang helvedesild. Men med bøn og Jehovas kærlige arme omkring mig til at holde mig oppe kunne jeg klare denne udholdenhedsprøve. Det er som Jehova har lovet: ’Til hårene gråner, er det mig der løfter og bærer og bringer i sikkerhed.’ — Es. 46:4.

I 1990 flyttede jeg til Omak, Washington. Der følte jeg igen at jeg var til nytte i det spanske distrikt, og flere af dem jeg studerede Bibelen med, blev døbt. I november 2007 kunne jeg ikke længere passe mit hus i Omak, så jeg flyttede til en lejlighed i den nærliggende by Chelan. Den spanske menighed her har taget sig godt af mig lige siden, hvilket jeg er utrolig taknemmelig for. Eftersom jeg er det eneste ældre Jehovas Vidne her, har brødrene og søstrene venligt „adopteret“ mig som deres „bedstemor“.

Selvom jeg valgte ikke at gifte mig og stifte familie så jeg kunne tjene helt og fuldt ’uden at lade mig distrahere’, har jeg mange åndelige børn. (1 Kor. 7:34, 35) Jeg tænkte at i dette liv kan jeg ikke få det hele. Så jeg har ladet det vigtigste komme først — at tjene Jehova af hele mit hjerte. I den nye verden vil der være rigeligt med tid til at glæde sig over mange andre aktiviteter. Mit favoritskriftsted er Salme 145:16, der forsikrer os om at Jehova vil ’mætte alt levende med hvad det ønsker’.

I en alder af 91 har jeg et rimeligt helbred, så jeg er stadig pioner. Pionertjenesten er med til at holde mig i gang og giver mig et meningsfyldt liv. Da jeg kom til El Salvador, var forkyndelsesarbejdet kun lige gået i gang. Trods Satans vedholdende modstand er der nu over 39.000 forkyndere i dette land. Det har i sandhed styrket min tro. Der hersker ingen tvivl om at Jehovas hellige ånd står bag hans folk!