DET var først på sommeren i 1970, og jeg lå i en hospitalsseng på Valley Forge General Hospital i Phoenixville, Pennsylvania, i USA. Jeg var en ung soldat på 20 år der havde fået en alvorlig infektion, og en mandlig sygeplejerske kontrollerede mit blodtryk hver halve time. Sygeplejersken, der blot var et par år ældre end mig, så bekymret på mig fordi blodtrykket blev ved med at falde. “Du har aldrig set en dø før, har du?” spurgte jeg ham. Han blev helt bleg og svarede så: “Nej, det har jeg ikke.”

På det tidspunkt så det ikke ud til at jeg ville klare den. Men hvorfor var jeg i det hele taget havnet på hospitalet? Lad mig fortælle lidt om hvad der er sket i mit liv.

Jeg blev syg mens jeg under krigen i Vietnam arbejdede på et hospital som operationstekniker. Det var en stor glæde for mig at hjælpe de syge og tilskadekomne, og mit mål var at blive kirurg. I juli 1969 ankom jeg til Vietnam, og som alle andre nyankomne havde jeg fri den første uge så jeg kunne vænne mig til tidsforskellen og den kvælende varme.

Jeg meldte mig til tjeneste på et felthospital i Mekong-deltaet i Dong Tam. Kort efter ankom adskillige helikoptere med døde og sårede. Patriotisk og arbejdsivrig som jeg var, kunne jeg næsten ikke vente med at komme i gang. De sårede blev hurtigt gjort klar og kørt hen til nogle små metalcontainere med aircondition der blev brugt som operationsstuer. I hver af disse containere stod en kirurg, en narkoselæge og to sygeplejersker klemt sammen og gjorde deres bedste for at redde liv. Men der var nogle store sorte sække som ikke blev læsset af helikopterne. Jeg fik at vide at sækkene var fyldt med kropsdele fra soldater der var blevet sprængt i stykker ude på slagmarken. Det var mit første møde med krig.

Allerede som ung hørte jeg lidt om de sandheder fra Bibelen som Jehovas Vidner forkyndte. Min mor studerede med Vidnerne, men hun gjorde desværre ikke fremskridt og blev aldrig  døbt. Jeg var dog meget glad for at lytte til deres drøftelser. Omkring det tidspunkt kom jeg en dag forbi en rigssal sammen med min stedfar, og jeg spurgte ham hvad det var for noget. “Hold dig langt væk fra de mennesker!” formanede han. Jeg havde et nært forhold til min stedfar og stolede på ham, så jeg fulgte hans råd. Af den grund mistede jeg kontakten med Jehovas Vidner.

Efter at jeg var vendt tilbage fra Vietnam, følte jeg at jeg manglede Gud i mit liv. De frygtelige ting jeg havde oplevet, lammede nærmest mine følelser. Og det var som om folk ikke forstod hvad der foregik i Vietnam. Jeg husker desuden at demonstranter kaldte de amerikanske soldater for børnemordere på grund af meldinger om at små børn blev slået ihjel i krigen.

For at få dækket mit åndelige behov begyndte jeg at overvære gudstjenester i forskellige kirker. Jeg havde altid elsket Gud, men jeg var mildest talt ikke imponeret over det jeg oplevede i kirkerne. Til sidst tog jeg hen til Jehovas Vidners rigssal i Delray Beach, Florida. Det var en søndag i februar 1971.

Da jeg kom, var det offentlige foredrag ved at slutte, men jeg blev og overværede det efterfølgende vagttårnsstudium. Jeg husker ikke hvilket emne der blev drøftet, men jeg kan tydeligt huske de små børn der bladede i deres bibler for at finde skriftstederne. Det gjorde et stort indtryk! Jeg sad tavst og fulgte med i alt hvad der foregik. Da jeg skulle til at gå, kom en rar ældre mand hen til mig. Han var omkring 80 år og hed James Gardner. Han rakte mig bogen Sandheden der fører til evigt liv og spurgte: “Må jeg give dig den her?” Vi aftalte at mødes torsdag formiddag for at begynde at studere Bibelen.

Samme søndag skulle jeg på arbejde. Jeg arbejdede på skadestuen på et privathospital i Boca Raton i Florida og havde vagt fra klokken 11 om aftenen til klokken 7 om morgenen. Det viste sig at være en stille nat, så jeg havde lejlighed til at læse i ‘Sandhedsbogen’. En oversygeplejerske kom hen til mig og rev bogen ud af hænderne på mig. Efter at have set på forsiden råbte hun: “Du skal vel ikke til at være en af dem?” Jeg hev bogen til mig igen og sagde: “Jeg er kun halvvejs gennem bogen, men det ser det bestemt ud til!” Så lod hun mig være, og jeg læste bogen færdig i løbet af natten.

Det første jeg spurgte bror Gardner om da vi mødtes om torsdagen, var: “Nå, hvad skal vi studere?” “Den bog jeg gav dig,” svarede han. “Jamen, den har jeg allerede læst,” fortsatte jeg. Til det sagde bror Gardner venligt: “Okay, men lad os nu alligevel gennemgå det første kapitel.” Der var godt nok meget jeg ikke havde fået fat i! Han bad mig om at slå mange af skriftstederne op i min King James-oversættelse. Endelig lærte jeg den sande Gud, Jehova, at kende. Bror Gardner, som jeg varmt kaldte Jim, studerede tre kapitler  i ‘Sandhedsbogen’ med mig den formiddag. Fra da af studerede vi tre kapitler hver torsdag formiddag. Jeg nød at studere og betragtede det som et stort privilegium at blive undervist af denne salvede bror, der personligt havde kendt Charles Taze Russell!

Der gik kun nogle få uger før jeg blev godkendt som forkynder. Jim hjalp mig med at klare de ting jeg havde svært ved, blandt andet hus til hus-forkyndelsen. (Apg. 20:20) På grund af mit samarbejde med Jim blev det en fornøjelse at tale med andre om den gode nyhed, og jeg betragter stadig forkyndelsen som den største forret jeg har fået betroet. Tænk at være en af Guds medarbejdere! – 1 Kor. 3:9.

Det næste jeg gerne vil fortælle om, er noget meget personligt – min første kærlighed til Jehova. (Åb. 2:4) Denne kærlighed har hjulpet mig til at klare mange prøvelser, deriblandt smertelige minder fra krigen. – Es. 65:17.

Jeg husker tydeligt en særlig dag i foråret 1971. Kort forinden var jeg blevet smidt ud af en ejerlejlighed som mine forældre havde ladet mig bo i. Min stedfar ville under ingen omstændigheder have et Jehovas Vidne boende! Som jeg stod dér, havde jeg ikke mange penge på lommen. Hospitalet som jeg arbejdede på, udbetalte løn hver anden uge, og jeg havde lige brugt det meste af min løn på pænt tøj så jeg kunne deltage i forkyndelsen og være en værdig repræsentant for Jehova. Jeg havde ganske vist sparet nogle penge op, men de stod på en konto i en bank i Michigan, den stat jeg var vokset op i. Så i nogle dage boede jeg i min bil og vaskede og barberede mig på tankstationer.

 En af de dage ankom jeg til rigssalen et par timer før min gruppe skulle have samling. Jeg havde lige overstået min vagt på hospitalet. Mens jeg sad bag rigssalen, hvor ingen kunne se mig, begyndte frygtelige minder fra Vietnam – lugten af brændt kød og synet af mennesker sølet til i blod – at vælde ind over mig. I mine tanker kunne jeg levende høre og se unge mænd der tryglende spurgte: “Klarer jeg den? Klarer jeg den?” Jeg vidste at de ville dø, men gjorde alt hvad jeg kunne, for at trøste dem mens jeg passede på at mine øjne ikke afslørede sandheden. Følelserne overvældede mig fuldstændigt.

Jeg bad til Jehova mens tårerne strømmede ned over mine kinder. (Sl. 56:8) Så begyndte jeg at tænke dybere over opstandelseshåbet, og pludselig gik det op for mig: Ved hjælp af opstandelsen ville Jehova rette op på alle de forfærdelige ting jeg havde oplevet, og fjerne al den følelsesmæssige smerte som jeg og andre bar rundt på. Gud vil give disse unge mænd livet igen, og de vil få mulighed for at lære sandheden om ham at kende. (Apg. 24:15) Mit hjerte blev nu fyldt med en stor og dyb kærlighed til Jehova. Den dag står som noget helt særligt for mig. Siden da har jeg gjort mit bedste for ikke at miste min første kærlighed til Jehova, især i tider med prøver og vanskeligheder.

I krig gør mennesker nogle forfærdelige ting, og jeg var ingen undtagelse. Men det har hjulpet mig meget at meditere over to af mine yndlingsskriftsteder. Det ene er Åbenbaringen 12:10, 11, hvor der står at Djævelen ikke alene besejres på grund af vores forkyndelse, men også på grund af Lammets blod. Det andet er Galaterbrevet 2:20. Af det vers kan jeg udlede at Jesus Kristus døde “for mig”. Jehova betragter mig gennem Jesu blod og har tilgivet mig for de ting jeg har gjort. Denne viden har renset min samvittighed og motiverer mig til at gøre mit yderste for at hjælpe andre til at blive kendt med sandheden om vores barmhjertige Gud, Jehova. – Hebr. 9:14.

Når jeg tænker tilbage, kan jeg virkelig se at Jehova altid har taget sig af mig. Lad mig give et eksempel: Så snart Jim fandt ud af at jeg boede i min bil, satte han mig i kontakt med en søster der havde et pensionat. Jeg er ikke det mindste i tvivl om at det var Jehova der gennem Jim og den kære søster sørgede for at jeg fik et ordentligt sted at bo. Jehova er så omsorgsfuld, og han tager sig godt af sine tjenere.

I maj 1971 var jeg nødt til at køre til Michigan for at tage mig af nogle pengesager. Inden jeg forlod Delray Beach Menighed i Florida, fyldte jeg bagagerummet med litteratur, og derefter kørte jeg nordpå ad motorvej 75. Bagagerummet var tomt inden jeg kørte ud af nabostaten Georgia. Ivrigt forkyndte jeg den gode nyhed om Riget hvor som helst jeg kunne komme til det. Jeg gjorde holdt ved fængsler, og på rastepladserne afsatte jeg endda traktater på herretoiletterne! I dag tænker jeg stadig på om nogle af disse sandhedsfrø spirede. – 1 Kor. 3:6, 7.

Jeg må indrømme at jeg til at begynde med var lidt taktløs når jeg fortalte andre om sandheden, og det gik nok især ud over dem i min nærmeste familie. Min første kærlighed til Jehova brændte så voldsomt i mig at jeg ikke lagde fingrene imellem når jeg forkyndte for dem. Jeg elsker mine to brødre, John og Ron, meget højt, så jeg forsøgte nærmest at presse dem til at høre om sandheden. Senere undskyldte jeg for at jeg havde været så pågående. Jeg er dog aldrig holdt op med at bede til Gud om at de vil tage imod sandheden. Siden  da har Jehova oplært mig, og jeg forkynder og underviser nu på en mere taktfuld måde. – Kol. 4:6.

Selvom Jehova er min første og største kærlighed, er han ikke den eneste jeg elsker. Den næste jeg fik kærlighed til, var Susan, min skønne kone. Jeg vidste at jeg gerne ville giftes med en der kunne støtte mig i tjenesten. Susan er en stærk, åndeligsindet kvinde. For eksempel husker jeg en dag hvor jeg besøgte hende mens vi kom sammen. Susan sad på terrassen foran sine forældres hus i Cranston, Rhode Island, og studerede Vagttårnet. Det der gjorde så stort indtryk på mig, var at hun læste en artikel der ikke var en studieartikel, og alligevel slog hun alle skriftstederne op. Jeg tænkte: ‘Dét er en åndelig kvinde!’ I december 1971 blev vi gift, og jeg er dybt taknemmelig for at hun loyalt har støttet mig lige siden. Det jeg værdsætter allermest ved hende, er at selvom hun elsker mig, elsker hun Jehova højere.

Susan og jeg fik to sønner, Jesse og Paul. Jehova har været med dem gennem hele deres opvækst. (1 Sam. 3:19) De har gjort sandheden til deres personlige overbevisning, og det føler jeg sætter Susan og mig i et godt lys. Fordi de værner om deres egen første kærlighed til Jehova, har de tjent ham trofast, og begge har nu været i  heltidstjenesten i mere end 20 år. Jeg er også meget stolt af mine dejlige svigerdøtre, Stephanie og Racquel, der er som døtre for mig. Vores to sønner giftede sig med åndeligsindede kvinder der elsker Jehova af hele deres hjerte og sjæl. – Ef. 6:6.

Efter min dåb tjente jeg 16 år i Rhode Island, hvor jeg fik mange nære venner. Jeg har mange gode minder om dygtige ældste som jeg samarbejdede med. Dertil kommer de utallige rejsende tilsynsmænd som har påvirket mig i en god retning. Hvor har det været en stor forret at arbejde sammen med brødre der har holdt fast i deres første kærlighed til Jehova! I 1987 flyttede vi til North Carolina, hvor der var stort behov, og også der opdyrkede vi mange nære venskaber. *

I august 2002 blev Susan og jeg en del af betelfamilien i Patterson, USA. Jeg kom i Tjenesteafdelingen, og Susan kom til at arbejde i vaskeriet, en opgave hun var meget glad for. Men så, i august 2005, fik jeg det privilegium at blive en del af Det Styrende Råd. Jeg følte mig meget ydmyg over for opgaven. Susan blev noget overvældet ved tanken om det store ansvar, arbejdsbyrden og rejseaktiviteten. Faktisk har hun aldrig haft det godt med at flyve, og det er vi ofte tvunget til nu. Men hun fortæller at kærlige og gode råd fra andre søstre der er gift med medlemmer af Det Styrende Råd, har styrket hendes beslutning om at støtte mig så meget som overhovedet muligt. Det har hun virkelig også gjort, og det elsker jeg hende for!

Når jeg sidder på mit kontor, er jeg omgivet af billeder der betyder utrolig meget for mig. Hvor har jeg dog oplevet mange gode ting i løbet af mit liv! Jeg har gjort mit bedste for at bevare min første kærlighed til Jehova, og er blevet velsignet rigt!