Hvem forkynder den gode nyhed?
Hvem forkynder den gode nyhed?
„ . . . vil blive forkyndt på hele den beboede jord.“ — MATTÆUS 24:14.
DEN gode nyhed bliver forkyndt i hele verden af Jehovas Vidner. De gør det på forskellige måder. For eksempel gør de brug af . . .
Det talte ord. Ligesom Jesus og hans disciple besøger Jehovas Vidner folk for at fortælle dem om den gode nyhed. (Lukas 8:1; 10:1) De venter ikke blot på at folk skal komme til dem. At forkynde for folk om Guds rige er noget alle Jehovas Vidner, som nu tæller over syv millioner, deltager i. De forkynder fra hus til hus, på gaden, ved hjælp af telefonen og på andre måder. Sidste år brugte Jehovas Vidner over halvanden milliard timer i dette arbejde.
De fortæller ikke blot andre om Guds rige, men også om „alt det [Jesus] har befalet“. (Mattæus 28:20) De leder over otte millioner gratis bibelkurser.
Jehovas Vidner forkynder i hele verden — i 236 lande. De forkynder for folk fra alle samfundslag. De forkynder på landet og i byerne, i Amazonjunglen og i den sibiriske tajga, i Afrikas ørkener og i Himalayabjergene. De bliver ikke betalt for dette arbejde; de gør det for egen regning og i deres fritid. Det der driver dem, er deres kærlighed til Gud og næsten. De gør også den gode nyhed kendt ved hjælp af . . .
Trykte og digitale publikationer. Dette blad, hvis fulde navn er Vagttårnet — forkynder af Jehovas rige, udkommer nu på 185 sprog og har et oplag på over 42 millioner. Søsterbladet Vågn op!, som også fortæller om Riget, udkommer på 83 sprog og har et oplag på omkring 40 millioner.
Bøger, brochurer, traktater, cd’er/mp3’er og dvd’er som forklarer bibelske lærepunkter, kan nu fås på omkring 540 sprog. I løbet af bare de sidste ti år har Jehovas Vidner fremstillet og uddelt over 20 milliarder af disse publikationer — i gennemsnit tre for hvert eneste menneske på jorden.
Jehovas Vidner har også selv trykt eller på bestilling fået trykt forskellige bibeloversættelser. Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — som oversættes, trykkes og uddeles af Jehovas Vidner — foreligger nu helt eller delvist på 96 sprog. Der er blevet uddelt over 166 millioner eksemplarer. Vidnerne forkynder også den gode nyhed om Riget . . .
Ved kristne møder. De ugentlige møder Jehovas Vidner holder i deres rigssale, er ikke kun gudstjenester; der lægges også vægt på
undervisning. Der holdes foredrag om bibelske emner, og Bibelen studeres ved hjælp af bladet Vagttårnet og andre publikationer. Ved disse møder lærer Vidnerne desuden hvordan de kan blive dygtigere til at forkynde den gode nyhed.Jehovas Vidner i hele verden studerer det samme materiale i over 107.000 menigheder, hvilket bidrager til deres enhed. Møderne er åbne for offentligheden, og der optages aldrig kollekt. Alt dette ville selvfølgelig ikke være til nogen nytte hvis Vidnerne ikke praktiserede det de forkyndte. Derfor prøver de at anbefale den gode nyhed til andre . . .
Ved deres eksempel. De prøver at være gode eksempler i kristen adfærd og gør hvad de kan for at behandle andre som de gerne selv vil behandles. (Mattæus 7:12) Til trods for at de er ufuldkomne og begår fejl, bestræber de sig for at være kærlige mod alle, ikke kun ved at fortælle dem om den gode nyhed, men også ved at række dem en hjælpende hånd når det er muligt.
Jehovas Vidner prøver ikke at omvende hele verden gennem deres forkyndelse. Men når der er blevet forkyndt i den udstrækning Jehova ønsker det, vil enden komme, sådan som Jesus har forudsagt. Hvad vil det komme til at betyde for jorden og dens beboere?
[Illustration på side 7]
Den gode nyhed bliver forkyndt i hele verden af Jehovas Vidner