Efterlign deres tro

„Jeg har fået tro“

MARTA tænkte på sin brors grav, en hule der var forseglet med en stor sten for indgangen. Hendes sorg føltes lige så tung og kold som denne sten. Hun kunne ikke fatte at hendes elskede Lazarus var borte. De fire dage der var gået siden han drog sit sidste åndedrag, syntes som én lang, sløret tid med sorg, besøgende og kondolencer.

Og foran hende stod nu den mand der havde betydet mest for Lazarus. At se Jesus igen forstærkede hendes sorg, for han var den eneste i hele verden der kunne have reddet hendes bror. Alligevel fandt Marta en vis trøst i at være sammen med Jesus, her uden for landsbyen Betania, selvom det kun var en kort tid. Det varmede hende om hjertet at se hans venlige øjne og mærke hans store medfølelse, som altid virkede opmuntrende. Ved hjælp af spørgsmål hjalp han hende til at samle tankerne om sin tro og overbevisningen om at der ville ske en opstandelse. Samtalen fik Marta til at fremsætte en af de vigtigste udtalelser der nogen sinde ville komme over hendes læber: „Jeg har fået tro på at du er Messias, Guds søn, den der kommer til verden.“ — Johannes 11:27.

Marta var en kvinde med en bemærkelsesværdig tro. Den smule Bibelen fortæller om hende, lærer os noget vigtigt der kan styrke vores tro. Lad os skrue tiden tilbage til den første beretning om Marta vi finder i Bibelen.

„Bekymret og urolig“

Det var nogle måneder tidligere. Lazarus levede i bedste velgående. Han og hans familie i Betania ville snart få besøg af den mest betydningsfulde gæst af alle, nemlig Jesus Kristus. Lazarus, Marta og Maria var en usædvanlig familie — tre voksne søskende der åbenbart boede sammen. Nogle forskere antager at Marta var den ældste af de tre, eftersom det lader til at hun optrådte som værtinde og undertiden nævnes først. (Johannes 11:5) Det er umuligt at fastslå om nogen af dem havde været gift. Under alle omstændigheder blev de nære venner af Jesus. Under Jesu tjeneste i Judæa, hvor  han mødte modstand og fjendskab, brugte han deres hjem som base. Han satte uden tvivl stor pris på at komme i dette fredfyldte hjem.

Marta gjorde meget for at vise gæstfrihed og sørge for at hjemmet var et rart sted at besøge. Som den travle og flittige kvinde hun var, syntes hun altid at være i fuld gang med noget. Det var også tilfældet nu hvor Jesus skulle komme på besøg. Hun begyndte at tilberede et særligt måltid med mange retter til den betydningsfulde gæst og hans eventuelle ledsagere. Dengang tillagde man gæstfrihed stor betydning. Når en gæst ankom, bød man ham velkommen med et kys, tog hans sandaler af, vaskede hans fødder og indgned hans hoved med forfriskende vellugtende olie. (Lukas 7:44-47) Det var skik og brug at man sørgede for at gæsten havde et behageligt sted at hvile sig og fik god mad at spise.

Marta og Maria havde nok at gå i gang med. Maria, som nogle mener var den mest følsomme og eftertænksomme af de to, hjalp uden tvivl sin søster med forberedelserne. Men det ændrede sig da Jesus kom. For Jesus var det en anledning til at undervise — og det gjorde han! I modsætning til datidens religiøse ledere havde Jesus respekt for kvinder og ville meget gerne fortælle dem om Guds rige, der var temaet i hans forkyndelse. Maria var henrykt over at kunne lytte til ham; hun sad ved hans fødder og slugte hvert ord.

Man kan let forestille sig hvor irriteret Marta var ved at blive. Med alle de retter hun skulle tilberede, og de pligter hun havde over for gæsterne, blev hun mere og mere nervøs og urolig. Mens hun fór frem og tilbage, så hun sin søster sidde dér uden at komme hende til hjælp. Kan det tænkes at hun blev rød i hovedet, sukkede højlydt og rynkede panden? Det ville ikke være overraskende hvis hun gjorde det. Hun kunne jo ikke klare det hele selv.

Til sidst kunne Marta ikke længere undertrykke sin frustration. Hun afbrød Jesus og busede ud med ordene: „Herre, tager du dig ikke af at min søster har overladt til mig alene at sørge for tingene? Sig da til hende at hun skal  være med og hjælpe mig.“ (Lukas 10:40) Det var stærke ord. Flere bibeloversættelser gengiver hendes spørgsmål med noget i retning af: „Herre, er du ligeglad med . . .?“ Og så bad hun Jesus om at irettesætte Maria og give hende besked på at hjælpe til med arbejdet.

Jesu svar har måske overrasket Marta, sådan som det har overrasket mange bibellæsere siden hen. Jesus sagde venligt: „Marta, Marta, du er bekymret og urolig over mange ting. Kun få ting behøves, eller blot én ting. Maria har på sin side valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.“ (Lukas 10:41, 42) Hvad mente Jesus? At Marta gik for meget op i det materielle? Bagatelliserede han hendes store arbejde med at tilberede et lækkert måltid?

Nej, Jesus var godt klar over at Marta havde kærlige og rene motiver. Han fandt ikke at der nødvendigvis var noget forkert ved at vise gæstfrihed, end ikke hvis gæstfriheden var ud over det sædvanlige. Han havde selv nogen tid forinden været med til „et stort selskab“ som Mattæus havde holdt for ham. (Lukas 5:29) Sagen drejede sig ikke om det måltid Marta var ved at tilberede, men om hvad hun prioriterede højest. Hun var så optaget af det overdådige måltid at hun tabte det vigtigste af syne. Og hvad var det?

Jo, det var Jesus, Jehova Guds enestefødte søn, der var i Martas hjem for at undervise. Intet, selv ikke hendes dejlige måltid og alle hendes forberedelser, var vigtigere end det. Til trods for at Jesus sikkert var ked af at Marta gik glip af denne enestående lejlighed til at få styrket sin tro, lod han hende selv bestemme hvad hun ville. Men Martas anmodning til Jesus, som ville betyde at også Maria ville gå glip af denne mulighed, var en ganske anden sag.

Jesus irettesatte Marta kærligt idet han mildt gentog hendes navn for at berolige hende, og han forsikrede hende om at hun ikke behøvede at være „bekymret og urolig over mange ting“. Et enkelt måltid bestående af en eller to retter ville være rigeligt, især når man også kunne få et åndeligt festmåltid. Men Maria skulle i hvert fald ikke berøves „den gode del“ som hun havde valgt — nemlig at blive undervist af Jesus.

Kristi disciple i dag kan lære en hel del af det der skete i Martas hjem. Vi må aldrig lade noget hindre os i at få dækket vores „åndelige behov“. (Mattæus 5:3) Samtidig med at vi gerne vil efterligne Martas gavmildhed og flid, ønsker vi ikke at blive så ’bekymrede og urolige’ over den mindre vigtige side af gæstfriheden at vi går glip af det der betyder mest. Vi kommer ikke sammen med vores trosfæller hovedsagelig for at servere eller få et lækkert måltid, men for at opmuntre hinanden og give hinanden åndelige gaver. (Romerne 1:11, 12) Selv det mest beskedne måltid kan gøre et sådant opbyggende samvær muligt.

En elsket bror dør — og oprejses

Tog Marta imod Jesu milde tilrettevisning, og lærte hun noget af den? Vi behøver ikke at være i tvivl. Som oplæg til en spændende beretning om Martas bror siger apostelen Johannes: „Jesus elskede Marta og hendes søster og Lazarus.“ (Johannes 11:5) Der var nu gået nogle måneder siden Jesu føromtalte besøg i Betania. Marta havde tydeligvis ikke gået og surmulet eller båret nag til Jesus på grund af hans kærlige vejledning; hun havde taget den til sig. Også på det punkt er hun et godt eksempel, for hvem af os har ikke behov for at blive sat lidt på plads en gang imellem?

Da Martas bror blev syg, fik hun travlt med at tage sig af ham. Hun gjorde alt hvad der stod i hendes magt, for at lindre hans smerter og hjælpe ham til at få det bedre. Men Lazarus’ tilstand forværredes. Time efter time, dag efter dag, var hans søstre ved hans side for at passe ham. Hvor ofte har Marta mon ikke set på sin brors plagede ansigt og tænkt tilbage på de mange år de havde haft sammen, og de glæder og sorger de havde delt?

 Da Marta og Maria skønnede at de ikke kunne gøre mere for Lazarus, sendte de bud til Jesus. Jesus var optaget af at forkynde og befandt sig omkring to dagsrejser fra Betania. Deres meddelelse lød kort og godt: „Herre, se, den du holder af er syg.“ (Johannes 11:1, 3) De vidste at Jesus elskede deres bror, og de var overbeviste om at han ville gøre alt hvad han kunne, for at hjælpe sin ven. Håbede de at Jesus ville nå at komme før det var for sent? I så fald gik deres forhåbninger ikke i opfyldelse, for Lazarus døde.

Marta og Maria sørgede over deres bror. De begyndte at træffe forberedelser til hans begravelse og tog imod de mange besøgende fra Betania og omegn. Men de så stadig ikke noget til Jesus. Marta undrede sig sikkert mere og mere efterhånden som tiden gik. Endelig, fire dage efter at Lazarus var død, hørte Marta at Jesus nærmede sig byen. Selv i denne sorgens stund skyndte denne handlingens kvinde sig af sted for at møde Jesus, uden at fortælle Maria det. — Johannes 11:20.

Da hun fik øje på sin Mester, satte hun ord på den tanke der havde pint hende og Maria i flere dage: „Herre, hvis du havde været her, var min broder ikke død.“ Marta havde imidlertid ikke mistet troen og håbet. Hun tilføjede: „Dog ved jeg nu at alt hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.“ Jesus sagde straks noget der styrkede hendes håb: „Din broder skal opstå.“ — Johannes 11:21-23.

Marta troede at Jesus talte om den fremtidige opstandelse, så hun sagde: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ (Johannes 11:24) Hendes tro på opstandelsen var bemærkelsesværdig. Nogle af de jødiske religiøse ledere, de såkaldte saddukæere, troede ikke på at der ville ske en opstandelse, til trods for at det var en klar lære i de Skrifter Gud havde ladet nedskrive. (Daniel 12:13; Markus 12:18) Marta vidste at Jesus fremholdt opstandelseshåbet og endda havde oprejst nogle fra døden — dog ikke nogen som havde været død så længe som Lazarus. Hun vidste ikke hvad der skulle til at ske.

Men Jesus fremsatte nu en uforglemmelig udtalelse: „Jeg er opstandelsen og livet.“ Ja, Jehova Gud har givet sin søn myndighed til i fremtiden at oprejse de døde i globalt omfang. Jesus spurgte Marta: „Tror du dette?“ Hun gav så det svar der omtales i begyndelsen af denne artikel. Hun havde fået tro på at Jesus var Messias, at han var Jehova Guds søn, og at han var den profeterne havde forudsagt ville komme til verden. — Johannes 5:28, 29; 11:25-27.

Værdsætter Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus, en sådan tro? De begivenheder som nu udfoldede sig for Martas øjne, besvarer spørgsmålet fuldt ud. Marta skyndte sig at hente sin søster. Dernæst så hun at Jesus var meget berørt da han talte til Maria og de mange sørgende der var sammen med hende. Hun så tårerne vælde op i hans øjne da han åbent viste sin dybe sorg over al den smerte som døden forårsager. Hun hørte Jesus befale at stenen skulle rulles væk fra hendes brors grav. — Johannes 11:28-39.

Den praktisk anlagte Marta gjorde da opmærksom på at Lazarus’ legeme måtte stinke eftersom der nu var gået fire dage siden han døde. Jesus sagde til hende: „Fortalte jeg dig ikke at hvis du troede, skulle du se Guds herlighed?“ Hun havde tro, og hun kom til at se Jehova Guds herlighed. Jehova gav i samme øjeblik sin søn kraft til at give Lazarus livet igen! Det der nu skete, har Marta sikkert husket til sin dødsdag: Jesu høje råb: „Lazarus, kom ud!“; den svage lyd fra hulen da Lazarus, stadig indhyllet i tøjstrimler som man gjorde med en der var død, rejste sig og langsomt bevægede sig hen til hulens indgang; Jesu befaling: „Løs ham og lad ham gå“; og endelig, det euforiske øjeblik da hun og Maria omfavnede deres bror. (Johannes 11:40-44) Sorgen i Martas hjerte var forsvundet!

Beretningen viser at opstandelsen af de døde ikke er ønsketænkning. Opstandelsen er  en bibelsk lære der varmer hjertet. Og det er en historisk virkelighed, noget der virkelig er forekommet. Jehova og Jesus elsker at belønne mennesker for deres tro, sådan som det var tilfældet med Marta, Maria og Lazarus. De vil også belønne dig hvis du opbygger en lige så stærk tro som Marta. *

„Marta vartede op“

Marta nævnes kun én gang mere i Bibelen, og det var i forbindelse med noget der skete i begyndelsen af den sidste uge af Jesu liv her på jorden. Jesus vidste hvilke trængsler han skulle igennem, og han valgte igen at benytte det kærlige hjem i Betania som overnatningssted. Derfra kunne han gå de tre kilometer der var til Jerusalem. Jesus og Lazarus nød et måltid i Simon den Spedalskes hus, og det er dér vi får et sidste glimt af artiklens hovedperson, for der står: „Marta vartede op“. — Johannes 12:2.

Hvor typisk for denne flittige kvinde! Første gang vi stifter bekendtskab med hende i Bibelen, arbejder hun. I den sidste beretning om hende, er hun også i gang med at arbejde og gøre sit bedste for at tage sig af andres behov. Også i dag er kristne menigheder velsignet med kvinder som Marta — kvinder der er modige og gavmilde og altid viser deres tro ved at give af sig selv. Marta blev sikkert ved med at gøre dette. Hvis hun gjorde, var det klogt af hende, for flere prøvelser ventede forude.

Inden for få dage led hendes elskede Mester, Jesus, en frygtelig død. Ydermere var de samme morderiske hyklere som dræbte ham, også besluttede på at dræbe Lazarus, eftersom der var mange der fik tro på grund af hans opstandelse. (Johannes 12:9-11) Og med tiden skar døden selvfølgelig de kærlige bånd over der var mellem Marta og hendes søskende. Vi ved ikke hvordan eller hvornår det skete, men én ting kan vi være ret sikre på, nemlig at Martas dyrebare tro hjalp hende til at holde ud til enden. Det er derfor kristne i dag bør efterligne Martas tro.

[Fodnote]

[Illustration på side 11]

Marta sørgede, men hun tog imod hjælp fra Jesus til at tænke på det der styrker troen

[Illustration på side 12]

Marta var „bekymret og urolig“, men hun tog ydmygt imod vejledning

[Illustration på side 15]

Marta blev belønnet for sin tro på Jesus da hendes bror blev oprejst