Hvornår blev Jerusalem ødelagt af babylonierne? — Første del

Hvorfor det har betydning; Hvad vidnesbyrdene viser

Dette er den første af to artikler i to på hinanden følgende udgaver af Vagttårnet. De behandler spørgsmål vedrørende tidspunktet for babyloniernes ødelæggelse af Jerusalem. Artiklerne giver nogle velunderbyggede og bibelsk begrundede svar på spørgsmål som nogle læsere har stillet.

„Ifølge historikere og arkæologer er det almindeligt anerkendt at Jerusalem blev ødelagt i 586 eller 587 f.v.t. * Hvorfor mener Jehovas Vidner at det var i 607 f.v.t.? Hvilken begrundelse har I for at det skete på det tidspunkt?“

OVENNÆVNTE spørgsmål er stillet af en af vores læsere. Men hvorfor overhovedet interessere sig for præcis hvilket årstal kong Nebukadnezar II af Babylonien ødelagde byen Jerusalem? For det første fordi den begivenhed var et vigtigt vendepunkt i Guds folks historie. En historiker har sagt at det førte til „en katastrofe, ja den endelige katastrofe“. Dette årstal markerede ødelæggelsen af et tempel som havde været det centrale samlingspunkt for tilbedelsen af den almægtige Gud i mere end 400 år. En af Bibelens salmister skrev klagende: „Folkene er trængt ind i din ejendom, Gud, de har gjort dit hellige tempel urent og lagt Jerusalem i ruiner.“ — Salme 79:1, da. aut. *

For det andet fordi kendskabet til det nøjagtige årstal for denne „endelige katastrofe“, og forståelsen af at genoprettelsen af den sande tilbedelse i Jerusalem var en opfyldelse af en nøjagtig bibelprofeti, vil give dig tillid til at Guds ord er pålideligt. Men hvorfor holder Jehovas Vidner fast ved et tidspunkt der afviger 20 år fra det årstal som anføres i den almindeligt anerkendte kronologi? På grund af Bibelens eget vidnesbyrd.

„Halvfjerds år“ for hvem?

Adskillige år før Jerusalem blev ødelagt, kom profeten Jeremias med en væsentlig oplysning om den tidsramme Bibelen angiver. Han advarede „alle Jerusalems indbyggere“ med ordene: „Hele dette land skal blive til ruiner og ødemark, og folkene skal være trælle for Babylons konge i halvfjerds år.“ (Jeremias 25:1, 2, 11, da. aut.) Senere tilføjede han: „Dette siger Herren: ’Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted.’“ (Jeremias 29:10, da. aut.) Hvad lå der i tidsangivelsen „halvfjerds år“? Og hvordan kan denne tidsangivelse hjælpe os til at fastslå hvornår Jerusalem blev ødelagt?

 Mange bibeloversættelser taler om 70 år „for Babylon“ i stedet for „i Babylon“. Eksempelvis står der „for Babel“ i den danske autoriserede oversættelse af 1931. Af den grund hævder nogle historikere at de 70 år er møntet på det babyloniske verdensrige. Ifølge den verdslige kronologi var Juda og Jerusalem underlagt babylonisk herredømme i en periode på cirka 70 år — fra omkring 609 f.v.t til 539 f.v.t. — hvor Babyloniens hovedstad, Babylon, faldt.

Bibelen viser imidlertid at de omtalte 70 år var en straf fra Gud — rettet specifikt mod Judas og Jerusalems befolkning, som havde pligt til at adlyde Gud på grund af jødernes pagtsforhold til ham. (2 Mosebog 19:3-6) Da de nægtede at vende om fra deres onde gerninger, sagde Gud: „Jeg [sender] nu bud efter . . . Babylons konge Nebukadnesar; jeg fører [ham] imod dette land og dets indbyggere og imod alle folkene rundt om.“ (Jeremias 25:4, 5, 8, 9, da. aut.) De omkringboende folkeslag fik ganske vist også babyloniernes vrede at mærke, men om årsagen til ødelæggelsen af Jerusalem og de 70 års landflygtighed skrev Jeremias: „Mit folks datters skyld var større end Sodomas synd,“ for „Jerusalem har syndet“. — Klagesangene 1:8; 3:42; 4:6, da. aut.

Ifølge Bibelen var de 70 år altså en periode hvori Gud straffede Juda strengt, og han benyttede babylonierne som redskab til at fuldbyrde straffen. Gud sagde imidlertid også til jøderne: „Når der er gået halvfjerds år . . . vil jeg . . . bringe jer tilbage til dette sted“ — til Juda og Jerusalem. — Jeremias 29:10, da. aut.

Hvornår begyndte de „halvfjerds år“?

Historikeren Ezra, der levede efter at Jeremias’ profeti om de 70 år var gået i opfyldelse, skrev under inspiration fra Gud om kong Nebukadnezar: „Dem, der var undsluppet sværdet, førte han i eksil til Babylon. De blev trælle for ham og hans sønner, og det var de, lige til perserkongen fik magten. Det skete, for at Herrens ord ved Jeremias kunne gå i opfyldelse, indtil landet havde fået erstatning for sine sabbatter. Al den tid det lå øde hen, hvilede det, til der var gået halvfjerds år.“ — 2 Krønikebog 36:20, 21, da. aut.

De 70 år skulle altså være en periode hvori Judas land og Jerusalem skulle have „erstatning for sine sabbatter“. Det betød at jorden ikke ville blive dyrket, at markerne ikke ville blive tilsået, og at vingårdene ikke ville blive beskåret. (3 Mosebog 25:1-5, da. aut.) På grund af folkets ulydighed — som måske også har omfattet at man ikke fulgte loven om at overholde sabbatsårene — bestod straffen i at Judas land ville blive forladt og ligge uopdyrket hen i 70 år. — 3 Mosebog 26:27, 32-35, 42, 43.

Hvornår kom Judas land til at ligge øde og uopdyrket hen? I virkeligheden angreb babylonierne Jerusalem to gange under kong Nebukadnezar — med flere års mellemrum. Hvornår begyndte de 70 år? Det kan ikke have været i perioden umiddelbart efter Nebukadnezars første belejring af Jerusalem. Hvorfor ikke? Fordi Nebukadnezar, til trods for at han på det tidspunkt førte en hel del fanger fra Jerusalem til Babylon, lod mange andre blive tilbage i landet. Han lod også selve byen bestå. I flere år efter denne første deportation levede de der blev tilbage i Juda — „den laveste klasse af landets folk“ — af landets afgrøder. (2 Kongebog 24:8-17) Men så ændrede situationen sig drastisk.

Et jødisk oprør fik babylonierne til at vende tilbage til Jerusalem. (2 Kongebog 24:20; 25:8-10) De jævnede byen og dens tempel med jorden og førte mange af dens indbyggere som fanger til Babylon. Inden der var gået to måneder „brød hele folket [de der var blevet ladt tilbage i landet] op fra den mindste til den største sammen med hærførerne, og de tog til Egypten af frygt for kaldæerne“. (2 Kongebog 25:25, 26, da. aut.) Først fra det tidspunkt, det vil sige fra tisjri måned i det år — tisjri er den syvende måned efter den jødiske kalender og svarer til september/oktober — kan man sige at landet begyndte at holde sabbatshvile eftersom det derefter lå øde og uopdyrket hen. Til de jøder der var flygtet til Egypten, sagde Gud gennem profeten Jeremias: „I har set hele den ulykke, jeg bragte over Jerusalem og alle Judas byer. I dag ligger de i ruiner, og ingen bor der.“  (Jeremias 44:1, 2, da. aut.) Det var tydeligvis denne begivenhed — altså Jerusalems ødelæggelse — der markerede begyndelsen på de 70 år. I hvilket år indtraf denne begivenhed? For at kunne besvare det spørgsmål må vi vide hvornår de 70 år endte.

Hvornår endte de „halvfjerds år“?

Profeten Daniel, som levede helt frem til „perserkongen fik magten“, befandt sig i Babylon, og han regnede sig frem til hvornår de 70 år ville udløbe. Han skrev: „Jeg, Daniel, [blev] opmærksom på angivelsen i bøgerne af det åremål, Jerusalem efter Herrens ord til profeten Jeremias skulle ligge i ruiner, halvfjerds år.“ — Daniel 9:1, 2, da. aut.

Ezra grundede over profeten Jeremias’ ord og forbandt afslutningen på de „halvfjerds år“ med det tidspunkt da ’Herren vakte perserkongen Kyros’ ånd’, så han lod bekendtgøre at jøderne kunne drage hjem. (2 Krønikebog 36:21, 22, da. aut.) Hvornår blev jøderne givet fri? Dekretet som gjorde ende på deres landflygtighed, blev udstedt i „perserkongen Kyros’ første regeringsår“. (Se rammen  „Et basisårstal i historien“). Og i efteråret 537 f.v.t. var jøderne vendt tilbage til Jerusalem for at genoprette den sande tilbedelse. — Ezra 1:1-5; 2:1; 3:1-5, da. aut.

Ifølge Bibelens kronologi var de 70 år altså helt bogstaveligt en tidsperiode som endte i 537 f.v.t. Hvis man derfra tæller 70 år tilbage i tiden, må denne periode være begyndt i 607 f.v.t.

Men hvis oplysningerne i Bibelen tydeligt peger på at Jerusalem må være blevet ødelagt i 607 f.v.t., hvordan kan det så være at mange autoriteter på dette område holder fast ved årstallet  587 f.v.t.? De støtter sig til to historiske kilder — de klassiske historikeres værker og en kongerække opstillet af Ptolemaios (eller Ptolemæus), også kaldet Ptolemaios’ kanon. Er disse kilder mere pålidelige end Bibelen? Lad os se.

Hvor nøjagtige er de klassiske historikere?

Fra historikere som levede i nærheden af det tidspunkt hvor Jerusalem blev ødelagt, har vi varierende oplysninger om de nybabyloniske konger. * (Se rammen  „Nybabyloniske konger“). Den kronologi man kan udlede af deres oplysninger, afviger fra Bibelens. Men hvor pålidelige er deres historiske optegnelser?

En af de historikere som levede tættest på den nybabyloniske periode, var Berossos, der var præst i Babylon for guden Bel (Ba’al). Originalen til hans værk, Babyloniaka, skrevet omkring 281 f.v.t., er gået tabt, og kun fragmenter af det er bevaret i andre historikeres skrifter. Berossos hævdede at han benyttede sig af „bøger som med stor omhu var blevet bevaret i Babylon“.¹ Var Berossos nøjagtig som historiker? Lad os tage et eksempel.

Berossos skrev at assyrerkongen Sankeribs styre fulgte efter „[hans] broders herredømme“; og „efter ham [Sankerib] [regerede] hans søn [Asarhaddon] 8 år; og derpå Sammuges [Shamash-shum-ukin] 21 år“. (Babyloniaka, III, 2.1, 4). Historiske babyloniske dokumenter som blev skrevet længe før Berossos’ tid, siger imidlertid at Sankerib efterfulgte sin far, Sargon II, og ikke sin bror, på tronen; Asarhaddon regerede i 12 år, ikke 8; og Shamash-shum-ukin regerede i 20 år, ikke 21. Forskeren R.J. van der Spek, som er klar over at Berossos har rådført sig med de babyloniske krøniker, skriver: „Det afholdt ham dog ikke fra at komme med sine egne tilføjelser og fortolkninger.“²

Hvordan betragter andre forskere Berossos? „Tidligere betragtede man almindeligvis Berossos som historiker,“ siger S.M. Burstein, som har foretaget et grundigt studium af Berossos’ værker. Alligevel konkluderer han: „Men som sådan er hans arbejde i høj grad mangelfuldt. Selv i sin nuværende fragmentariske form indeholder Babyloniaka flere overraskende fejl vedrørende helt enkle fakta . . . For en historiker er sådanne fejl helt uacceptable, men Berossos’ intention var heller ikke af historisk art.“³

Hvad mener du i betragtning af ovenstående oplysninger? Kan Berossos’ beregninger betragtes som fuldstændig nøjagtige? Og hvad med de andre klassiske historikere som hovedsagelig baserede deres kronologi på det Berossos havde skrevet? Kan man med rette hævde at deres konklusioner er pålidelige?

Ptolemaios’ kanon

Klaudios Ptolemaios, eller Claudius Ptolemæus, en astronom som levede i det andet århundrede, udarbejdede en kanon, eller kongerække, der også bliver brugt som støtte for det traditionelle årstal 587 f.v.t. Ptolemaios’  kongerække betragtes som rygraden i den kronologi man har fra oldtidshistorien, altså også for den nybabyloniske periode.

Ptolemaios udarbejdede sin liste over konger cirka 600 år efter den nybabyloniske periodes afslutning. Hvordan afgjorde han hvilket årstal den første konge på listen begyndte at regere? Ptolemaios forklarer at man ved hjælp af astronomiske beregninger, som delvis var baseret på tidspunktet for visse formørkelser, „havde regnet sig tilbage til hvornår Nabonassar begyndte at regere“. Nabonassar var den første konge på hans liste.⁴ Christopher Walker fra British Museum siger da også at Ptolemaios’ kanon var „en kunstig oversigt udarbejdet med det formål at forsyne astronomer med en konsekvent kronologi“. Hensigten var ikke „at give historikere en nøjagtig fortegnelse over tidspunktet for hvornår kongerne kom til magten, og hvornår de døde“.⁵

„Man har længe vidst at Ptolemaios’ kanon var pålidelig rent astronomisk,“ skriver Leo Depuydt — lektor i egyptologi og vestasiatisk oldtidsforskning og en at Ptolemaios’ mest ihærdige fortalere — „men det betyder ikke nødvendigvis at den også er historisk pålidelig“. I forbindelse med kongerækken tilføjer Leo Depuydt: „Når det gælder de tidlige herskere [som omfatter de nybabyloniske konger], må man sammenholde oplysningerne i Ptolemaios’ kanon med kileskrifttavlernes udtalelser om de enkelte kongers regeringstid.“⁶

Hvori består de „kileskrifttavler“ som sætter os i stand til at vurdere hvor nøjagtig Ptolemaios’ kanon er rent historisk? De består af de babyloniske krøniker, kongerækker og forretningstavler — kileskriftoptegnelser udfærdiget af skrivere som levede i, eller tæt på, den nybabyloniske tid.⁷

Hvordan harmonerer Ptolemaios’ kanon med kileskrifttavlerne? I rammen med titlen  „Stemmer Ptolemaios’ kanon og de gamle kileskrifttavler overens?“ (se nedenfor) sammenlignes en del af Ptolemaios’ kanon med en gammel kileskriftinskription. Læg mærke til at Ptolemaios’ kongerække kun har fire konger mellem de to babyloniske herskere Kandalanu og Nabonid. Kongelisten fra Uruk — som hører til kileskrifttavlerne  — afslører derimod at der var syv konger imellem dem. Skyldes det at tre af kongernes regeringstid var meget kort eller uden betydning? Ifølge nogle forretningsdokumenter regerede en af dem i syv år.⁸

Man har også fundet kileskrifttavler med stærke vidnesbyrd om at der i perioden før Nabopolassars regeringstid (Nabopolassar var den første hersker i den nybabyloniske periode) var en anden konge ved navn Assur-etel-ilani der regerede over det babyloniske rige i fire år. Desuden manglede riget en konge i mere end et år.⁹ Alt dette er ikke med i Ptolemaios’ kanon.

Hvorfor har Ptolemaios udeladt nogle af regenterne? Åbenbart fordi han ikke betragtede dem som retmæssige herskere over Babylon.¹⁰ Eksempelvis havde han ikke den nybabyloniske konge Labashi-Marduk med. Men ifølge kileskrifttavlerne var de konger som Ptolemaios udelod, faktisk regenter i Babylonien.

I almindelighed bliver Ptolemaios’ kanon anset for at være pålidelig. Men kan man i betragtning af dens udeladelser bruge den som udgangspunkt for en historisk kronologi?

Konklusion baseret på ovenstående vidnesbyrd

Opsummering: Bibelen siger klart at landflygtigheden varede 70 år. Der er stærke vidnesbyrd om — og de fleste forskere er enige om — at de landflygtige jøder var tilbage i deres hjemland i 537 f.v.t. Hvis man tæller baglæns fra det årstal, må Jerusalems ødelæggelse have fundet sted i 607 f.v.t. Dette årstal stemmer ikke overens med de oplysninger som de klassiske historikere og Ptolemaios’ kanon giver os, men man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved disse optegnelsers nøjagtighed. Disse to kilders vidnesbyrd er næppe tilstrækkelige som argument for at forkaste Bibelens kronologi.

Men der kan stilles flere relevante spørgsmål. Findes der slet ingen historiske vidnesbyrd der støtter årstallet 607 f.v.t., det årstal der stemmer med Bibelens kronologi? Hvad kan man udlede af kileskriftdokumenter som kan dateres, og som i mange tilfælde er skrevet af øjenvidner? Disse spørgsmål vil vi se nærmere på i den næste udgave af dette blad.

[Fodnoter]

[Ramme/illustrationer på side 28]

 ET BASISÅRSTAL I HISTORIEN

Basisårstallet * 539 f.v.t., hvor Kyros II indtog Babylon, er baseret på følgende vidnesbyrd:

▪ Gamle historiske kilder og kileskrifttavler: Diodoros fra Sicilien (ca. 80-20 f.v.t.) skriver at Kyros blev konge af Persien i „det første år af den femoghalvtredsindstyvende olympiade“. (Diodorus of Sicily, Historical Library, Bog IX, 21) Det var året 560 f.v.t. Den græske historiker Herodot (ca. 485-425 f.v.t.) siger at Kyros blev dræbt „efter at have været konge i tilsammen ni og tyve år“, hvilket betyder at han døde i sit 30. regeringsår, i 530 f.v.t. (Herodots Historie, Bind I, Bog I [Kleio], side 98, afsnit 214. Oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø). Kileskrifttavler viser at Kyros regerede over Babylonien i de sidste ni år før sin død. Regner man ni år tilbage fra 530 f.v.t., kommer man til 539 f.v.t. som det år Kyros erobrede Babylonien og indtog Babylon.

En kileskrifttavle med en afgørende bekræftelse: En babylonisk lertavle med en indskrift om astronomiske forhold (BM 33066) bekræfter at årstallet for Kyros’ død var 530 f.v.t. I indskriften er der nogle fejl rent astronomisk, men den indeholder også en beskrivelse af to måneformørkelser som ifølge teksten indtraf i Kambyses II’s syvende regeringsår. Kambyses II var søn af Kyros II og efterfulgte sin far som hersker. De to måneformørkelser er identiske med dem som var synlige i Babylon den 16. juli 523 f.v.t. og den 10. januar 522 f.v.t. Disse oplysninger viser at Kambyses II’s syvende regeringsår må være begyndt i foråret 523 f.v.t. Følgelig har 529 f.v.t. været hans første regeringsår. Kyros II’s sidste regeringsår må derfor have været 530 f.v.t., og det betyder at hans første år som regent over Babylonien har været 539 f.v.t.

[Fodnote]

[Kildeangivelse]

Lertavle: © The Trustees of the British Museum

[Ramme på side 31]

ET KORT RESUMÉ

▪ Verdslige historikere hævder som regel at Jerusalem blev ødelagt i 587 f.v.t.

▪ Bibelens kronologi taler for at ødelæggelsen fandt sted i 607 f.v.t.

▪ De verdslige historikeres konklusion er hovedsagelig baseret på de klassiske historikeres skrifter og Ptolemaios’ kanon.

▪ De klassiske historikeres skrifter indeholder væsentlige fejl, og informationerne stemmer ikke altid overens med oplysningerne på kileskrifttavlerne.

[Ramme på side 31]

Noter

1. Babyloniaca (Chaldaeorum Historiae), 1. bog, 1.1.

2. Studies in Ancient Near Eastern World View and Society, side 295.

3. The Babyloniaca of Berossus, side 8.

4. Almagest, III, 7, oversat af G.J. Toomer, i Ptolemy’s Almagest, udgivet 1998, side 166. Ptolemaios vidste at babyloniske astronomer brugte højere matematik til at beregne hvornår tidligere formørkelser havde fundet sted, og hvornår fremtidige formørkelser ville indtræffe. De havde nemlig opdaget at den samme type formørkelser forekom hvert 18. år. — Almagest, IV, 2.

5. Mesopotamia and Iran in the Persian Period, side 17-18.

6. Journal of Cuneiform Studies, Volume 47, 1995, side 106-107.

7. Kileskrift er en oldtidsskrift som blev frembragt ved at en skriver ved hjælp af en griffel med en skarp, kileformet spids prentede forskellige tegn på tavler af fugtigt ler.

8. Sin-sharra-ishkun herskede i syv år, og fra denne konges tiltrædelsesår til og med hans syvende regeringsår har man 57 forretningstavler. Se Journal of Cuneiform Studies, Volume 35, 1983, side 54-59.

9. Forretningstavlen C.B.M. 2152 er fra Assur-etel-ilanis fjerde regeringsår. (Legal and Commercial Transactions Dated in the Assyrian, Neo-Babylonian and Persian Periods — Chiefly From Nippur af A.T. Clay, 1908, side 74). Også Nabonids stele fra Harran, i Bibelen kaldet Karan, (H1B), I, linje 30, anbringer ham umiddelbart før Nabopolassar. (Anatolian Studies, Vol. VIII 1958, side 35, 47). Angående den kongeløse periode henvises der til Chronicle 2, linje 14, i Assyrian and Babylonian Chronicles, side 87-88.

 10. Nogle forskere hævder at Ptolemaios — som efter deres mening kun tog de babyloniske konger med — udelod visse konger fordi de bar titlen „Konge af Assyrien“. Som det fremgår af rammen på side 30, var der imidlertid flere konger I Ptolemaios’ kanon som også havde titlen „Konge af Assyrien“. Forretningstavler, breve skrevet med kileskrift, og andre inskriptioner viser klart at kongerne Assur-etel-ilani, Sin-shum-lishir og Sin-sharra-ishkun var regenter i Babylonien.

[Oversigt/​illustration på side 29]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NYBABYLONISKE KONGER

Hvis disse historikere er pålidelige, hvorfor stemmer deres oplysninger så ikke overens?

Konger

Nabopolassar

BEROSSOS ca. 350-270 f.v.t. (21)

POLYHISTOR 105-? f.v.t. (20)

JOSEFUS 37-?100 e.v.t. (—)

PTOLEMAIOS ca. 100-170 e.v.t. (21)

Nebukadnezar II

BEROSSOS ca. 350-270 f.v.t. (43)

POLYHISTOR 105-? f.v.t. (43)

JOSEFUS 37-?100 e.v.t. (43)

PTOLEMAIOS ca. 100-170 e.v.t. (43)

 Amel-Marduk

BEROSSOS ca. 350-270 f.v.t. (2)

POLYHISTOR 105-? f.v.t. (12)

JOSEFUS 37-?100 e.v.t. (18)

PTOLEMAIOS ca. 100-170 e.v.t. (2)

Neriglissar

BEROSSOS ca. 350-270 f.v.t. (4)

POLYHISTOR 105-? f.v.t. (4)

JOSEFUS 37-?100 e.v.t. (40)

PTOLEMAIOS ca. 100-170 e.v.t. (4)

Labashi-Marduk

BEROSSOS ca. 350-270 f.v.t. (9 måneder)

POLYHISTOR 105-? f.v.t. (—)

JOSEFUS 37-?100 e.v.t. (9 måneder)

PTOLEMAIOS ca. 100-170 e.v.t. (—)

Nabonid

BEROSSOS ca. 350-270 f.v.t. (17)

POLYHISTOR 105-? f.v.t. (17)

JOSEFUS 37-?100 e.v.t. (17)

PTOLEMAIOS ca. 100-170 e.v.t. (17)

Længden af kongernes regeringstid (i år) ifølge de klassiske historikere

[Kildeangivelse]

Foto taget med tilladelse af British Museum

[Oversigt/​illustrationer på side 30]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

STEMMER PTOLEMAIOS’ KANON OG DE GAMLE KILESKRIFTTAVLER OVERENS?

Ptolemaios udelader nogle konger i sin liste. Hvorfor?

PTOLEMAIOS’ KANON

Nabonassar

Nabu-nadin-zeri (Nadinu)

Mukin-zeri og Pul

Ululaju (Salmanassar V) „Konge af Assyrien“

Merodak-Bal’adan

Sargon II „Konge af Assyrien“

Første periode uden konge

Bel-ibni

Assur-nadin-shum

Nergal-ushezib

Mushezib-Marduk

Anden periode uden konge

Asarhaddon „Konge af Assyrien“

Shamash-shum-ukin

Kandalanu

Nabopolassar

Nebukadnezar

Amel-Marduk

Neriglissar

Labashi-Marduk

Nabonid

Kyros

Kambyses

URUK-KONGELISTEN IFØLGE GAMLE KILESKRIFTOPTEGNELSER

Kandalanu

Sin-shum-lishir

Sin-sharra-ishkun

Nabopolassar

Nebukadnezar

Amel-Marduk

Neriglissar

Nabonid

[Illustration]

De babyloniske krøniker udgør en del af de kileskriftoptegnelser der hjælper os til at vurdere hvor nøjagtig Ptolemaios’ kanon er

[Kildeangivelse]

Foto taget med tilladelse af British Museum

[Kildeangivelse på side 31]

Foto taget med tilladelse af British Museum