I slutningen af det tredje og sidste af sine breve i Bibelen skriver apostelen Johannes: „Jeg havde meget at skrive til dig, men jeg vil ikke fortsætte med at skrive til dig med blæk og pen.“ En bogstavelig oversættelse af de græske ord for „blæk og pen“ som Johannes brugte her, ville være „sort [blæk] og rørpen“. — 3 Johannes 13, The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures.

Skriverens pen bestod af et kraftigt stykke strå fra planten tagrør. I den ene ende var røret skåret over på skrå, og spidsen var forsynet med et fint snit parallelt med rørets længderetning. Når der var behov for det, kunne en skriver skærpe spidsen med pimpsten. Røret lignede og fungerede i store træk som en fyldepen.

Som blæk brugte man almindeligvis en blanding af sod og en gummiagtig masse der fungerede som klæbemiddel. Blækket blev solgt som tørstof, og før det blev brugt, skulle det blandes med vand til den rigtige konsistens. Når man skrev med blækket, tørrede det ganske enkelt på overfladen af det papyrus eller pergament man skrev på, uden at trænge ned i materialet. Skribenten kunne derfor let rette eventuelle fejl med en våd svamp, som også har været en del af skriverens standardudstyr. Denne detalje i forbindelse med det blæk man brugte i oldtiden, forklarer hvad bibelskribenterne kan have tænkt på når de talte om navne som blev slettet eller fjernet i „livets bog“. — 2 Mosebog 32:32, 33; Åbenbaringen 3:5.

I Apostelgerninger 18:3 står der at Paulus var teltmager af fag. På Bibelens tid benyttede teltmagere ofte kamel- eller gedehår til vævning af stofbredder. Derpå syede de disse stofbredder sammen for at fremstille telte til folk der skulle ud at rejse. Mange telte på den tid blev imidlertid fremstillet af skind. Andre blev vævet af linned, et materiale som blandt andet blev fremstillet i Paulus’ hjemby Tarsus. Måske har Paulus arbejdet med alle disse materialer. Da han arbejdede sammen med Akvila, har han sikkert lavet solsejl som blev brugt til overdækning af atriumgårde i private boliger.

Paulus lærte sandsynligvis sit fag som ung. Vidnesbyrd fra egyptiske papyrusmanuskripter tyder på at lærlinge under den romerske okkupation af Egypten begyndte at lære et fag når de var omkring 13 år. Hvis Paulus var på den alder da han begyndte at lære sit håndværk, har han måske i en alder af 15 eller 16 år mestret kunsten at tilskære det materiale han arbejdede i, så det fik den rigtige størrelse og form, og derefter sy det sammen ved hjælp af forskellige syle og sting. I bogen The Social Context of Paul’s Ministry står der: „Da Paulus blev udlært, fik han måske udleveret sit eget personlige værktøjssæt.“ Det samme værk siger: „De få nødvendige knive og syle har gjort teltmagerfaget til et ideelt transportabelt håndværk“, noget som Paulus kunne falde tilbage på for at forsørge sig selv som rejsende missionær.