Når jeg tænker tilbage på min barndom, fremkalder det minder om lykkelige dage med mine forældre i et lille hus på landet i Sydfrankrig. Min far lavede en gynge til mig, og jeg elskede at løbe omkring i haven. I 1966 fik vi besøg af et par Jehovas Vidner, og min far havde nogle lange samtaler med dem. Blot syv måneder senere besluttede han at blive et af Jehovas Vidner, og kort efter fulgte min mor i hans fodspor. Sammen sørgede de for at jeg voksede op i trygge rammer.

Mine problemer begyndte kort efter at vi var vendt tilbage til Spanien, mine forældres hjemland. Jeg fik nogle jagende smerter i mine hænder og ankler. Efter i to år at have konsulteret en del læger fandt vi en anset reumatolog. Han sagde med alvorlig mine: „Det er for sent.“ Min mor begyndte at græde. Mærkelige udtryk som „autoimmun kronisk lidelse“ og „polyartikulær juvenil idiopatisk artrit“ * gav genlyd i det kolde, grå lokale. Selvom jeg kun var ti år og ikke forstod så meget af det der blev sagt, var jeg klar over at det var dårlige nyheder.

Lægen anbefalede at jeg blev behandlet på et børnesanatorium. Da jeg ankom dertil, blev jeg forfærdet over den spartanske og ugæstfri bygning. Der herskede streng disciplin — nonnerne klippede mit hår kort og klædte mig i en gammeldags uniform. ’Hvordan skal jeg kunne holde ud at være her?’ tænkte jeg mens tårerne løb ned ad kinderne.

Eftersom mine forældre havde hjulpet mig til at lære Jehova at kende, nægtede jeg at tage del i de katolske ritualer på sanatoriet. Nonnerne havde svært ved at forstå hvorfor. Jeg tryglede Jehova om ikke at forlade mig, og jeg følte hurtigt hans beskyttende arme omkring mig, ligesom en kærlig fars faste og varme omfavnelse.

Mine forældre havde lov til at besøge mig kort hver lørdag. De tog bibelske publikationer med til mig så jeg kunne bevare en stærk tro. Børnene måtte normalt ikke have deres egne bøger, men  nonnerne gav mig lov til at beholde mine bøger og min bibel, som jeg læste i hver dag. Jeg talte også med de andre piger om mit håb om at leve evigt i Paradiset på jorden, hvor ingen ville blive syg. (Åbenbaringen 21:3, 4) Selvom jeg indimellem var ensom og ked af det, var jeg glad for at min tro på og tillid til Jehova blev stærkere og stærkere.

Efter seks lange måneder sendte lægerne mig hjem. Der var ikke sket nogen bedring af min sygdom, men jeg var lykkelig for at være hjemme hos mine forældre igen. Mine led blev mere deforme, og mine smerter tog til. Da jeg kom i teenagealderen, var jeg meget svag. Alligevel blev jeg døbt i en alder af 14, fast besluttet på at tjene min himmelske Far så godt jeg kunne. Men nogle gange var jeg skuffet over ham. „Hvorfor lige mig? Vil du ikke nok helbrede mig?“ bad jeg. „Kan du ikke se hvor dårligt jeg har det?“

Teenagealderen var en hård tid at komme igennem. Jeg måtte affinde mig med at jeg ikke ville få det bedre. Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne mig selv med mine venner, der var sunde og raske og så fulde af liv. Jeg følte mig uduelig, og jeg lukkede mig inde i mig selv. Men min familie og mine venner støttede mig. Jeg mindes med glæde Alicia, som var 20 år ældre end mig, og som blev mig en sand ven. Hun hjalp mig til at fokusere på andet end min sygdom og at interessere mig for andre frem for at ruge over mine egne problemer.

Da jeg var 18, fik jeg et alvorligt tilbagefald, og blot det at komme til de kristne møder udmattede mig. Jeg brugte dog så meget tid som muligt på at studere Bibelen grundigt. Jobs Bog og Salmerne hjalp mig til at forstå at det primært er vores åndelige helbred Jehova Gud drager omsorg for i dag. Mine hyppige bønner gav mig en „kraft som er ud over det normale“, og jeg mærkede „Guds fred, som overgår al forstand“. — 2 Korinther 4:7; Filipperne 4:6, 7.

Da jeg var 22, måtte jeg se i øjnene at jeg nu var bundet til en kørestol. Jeg var bange for at folk ikke længere ville lægge mærke til mig, men kun se en kørestol med en syg kvinde. Kørestolen gjorde mig dog mere uafhængig af andre, og „forbandelsen“ viste sig derfor at være en velsignelse. En af mine veninder, Isabel, foreslog at jeg satte mig som mål at anvende 60 timer i en måned i forkyndelsen sammen med hende.

Først tænkte jeg at det var et absurd forslag. Men jeg bad Jehova om hjælp, og med min families og mine venners støtte lykkedes det mig at gennemføre det. Måneden fløj af sted, og det gik op for mig at jeg havde overvundet min frygt og forlegenhed. Jeg nød det faktisk så meget at jeg i 1996 besluttede at blive almindelig pioner — det vil sige en der brugte 90 timer i forkyndelsen hver måned. Det var en af de bedste beslutninger jeg har truffet, for det hjalp mig til at få et nærmere forhold til Gud og styrkede mig endda rent fysisk. Forkyndelsen gav mig lejlighed til at fortælle andre om Bibelens løfter og at hjælpe nogle til at blive ven med Gud.

I sommeren 2001 kom jeg ud for en alvorlig bilulykke og brækkede begge ben. Mens jeg lå med ulidelige smerter i en hospitalsseng, bad jeg denne stille, indtrængende bøn: „Jehova, jeg beder dig, forlad mig ikke!“ I samme øjeblik stillede en kvinde på stuen mig spørgsmålet: „Er du et af Jehovas Vidner?“ Jeg havde ikke kræfter til at svare, så jeg nøjedes med at nikke. „Jeg kender lidt til jer! Jeg plejer at læse jeres blade,“ sagde hun. Hendes ord var til stor trøst for mig. Selv i min ynkelige tilstand kunne jeg på sin vis aflægge vidnesbyrd om Jehova. Sikke en ære!

Da jeg fik det lidt bedre, besluttede jeg mig for at prøve at forkynde noget mere. Jeg havde begge ben i gips, så jeg fik min mor til at køre mig rundt på afdelingen. Hver dag besøgte vi nogle få patienter, spurgte hvordan de havde det, og gav dem noget bibelsk læsestof. Disse besøg udmattede mig, men Jehova gav mig den nødvendige styrke.

I de sidste par år er mine smerter taget til, og oven i det har jeg haft den store sorg at miste min far. Men jeg prøver at bevare en positiv indstilling. Hvordan? Når som helst det er muligt, bestræber  jeg mig for at være sammen med venner og familie, og det hjælper mig til at tænke på andet end mig selv og mine problemer. Når jeg er alene, plejer jeg at studere Bibelen eller forkynde for andre over telefonen.

Jeg prøver også at nyde de enkle glæder, som for eksempel brisen i ansigtet og blomsternes duft. Sådanne ting giver mig grund til at være taknemmelig. At have humoristisk sans kan også gøre underværker. En dag var jeg og en veninde der skubbede min kørestol, ude at forkynde, og på et tidspunkt stoppede min veninde op for at skrive et notat. Pludselig trillede jeg ned ad den stejle gade og standsede ikke før jeg brasede ind i en parkeret bil. Vi var begge chokerede, men da vi så at der ikke var sket noget alvorligt, fik vi os en sund latter.

Der er mange ting i livet jeg gerne vil, men ikke kan; jeg plejer at sige at disse ønsker er på min venteliste. Ofte lukker jeg mine øjne og åbner mit eget private „vindue“ til den nye verden som Gud har givet løfte om. (2 Peter 3:13) Jeg forestiller mig at jeg er sund og rask og går omkring og nyder livet i fuldt mål. Jeg tænker tit på kong Davids ord: „Sæt dit håb til Jehova; vær modig og lad dit hjerte være stærkt.“ (Salme 27:14) Selvom min krop er blevet mere og mere skrøbelig, har Jehova gjort mig stærk. Ja, jeg finder fortsat styrke i min svaghed.