DE DER støtter tanken om fællesskab på tværs af religionerne, ser dog helt anderledes på det. „Vis mig en religion der ikke går ind for medfølelse ..., der ikke går ind for miljøforvaltning ..., der ikke går ind for gæstfrihed,“ siger Eboo Patel, grundlæggeren af Interfaith Youth Core.

Det er sandt at buddhister, katolikker, protestanter, hinduer, muslimer og mange andre af og til har slået sig sammen om at bekæmpe fattigdom, forsvare menneskerettigheder, få landminer forbudt eller henlede opmærksomheden på miljøspørgsmål. Og multireligiøse dialoggrupper har søgt at nå til en fælles forståelse og at være til gensidig inspiration. De hylder deres forskellighed med festivaler, musik, bønner, ceremonier hvor der tændes levende lys, og andet.

Er et sådant tværreligiøst samarbejde en måde hvorpå man kan fjerne de konflikter der er mellem de forskellige trosretninger? Er det sådan Gud vil skabe en bedre verden?

En af de største tværreligiøse organisationer peger med stolthed på at dens medlemmer repræsenterer over 200 forskellige trosretninger, og at den er virksom i 76 lande. Det er dens erklærede mål „at fremme et fortsat, dagligt samarbejde på tværs af religionerne“. Men det har vist sig at være lettere sagt end gjort. Ifølge dem der har grundlagt organisationen, måtte formuleringen af formålserklæringen vælges med omhu for ikke at støde de mange trosretninger og mindre religiøse grupper der skulle underskrive dokumentet. Et af problemerne var at der var uenighed om hvorvidt Gud skulle nævnes i formålserklæringen. Af den grund undlod man helt at nævne eller henvise til Gud.

Hvis Gud lades ude af billedet, hvilken rolle spiller tro og religiøsitet da? Og hvordan adskiller en sådan tværreligiøs bevægelse sig fra velgørende eller filantropiske organisationer? Den førnævnte organisation har derfor ikke beskrevet sig selv som et religiøst organ, men som „en organisation der bygger bro mellem religionerne“.

„Alle de store trossamfund har stort set det samme budskab — kærlighed, medfølelse og tilgivelse,“ siger den berømte fortaler for samarbejde på tværs af religionerne, Dalai Lama. Han tilføjer: „Men det er vigtigt at disse ting er en del af vores hverdag.“

Vigtigheden af sådanne egenskaber som kærlighed, medfølelse og tilgivelse kan ikke understreges kraftigt nok. Jesus fremsatte følgende udtalelse, der er blevet kendt som den gyldne regel: „Alt hvad  I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Men er sand tro kun et spørgsmål om at gøre godt mod andre?

Om mange af sine samtidige der hævdede at tjene Gud, sagde apostlen Paulus: „Jeg giver dem det vidnesbyrd at de har nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab.“ Hvad var problemet? Paulus fortsatte: „De [kender ikke] retfærdigheden fra Gud men søger at opstille deres egen.“ (Romerne 10:2, 3) Eftersom de manglede nøjagtig kundskab om hvad Gud ønskede de skulle gøre, var deres nidkærhed — og tro — i realiteten nytteløs. — Mattæus 7:21-23.

„Lykkelige er de som stifter fred,“ sagde Jesus. (Mattæus 5:9) Han levede selv efter det han forkyndte, blandt andet ved at være fredsstiftende og ved at bringe et budskab om fred ud til mennesker med forskellig religiøs baggrund. (Mattæus 26:52) De der tog imod budskabet, blev knyttet til hinanden i et ubrydeligt kærlighedsbånd. (Kolossenserne 3:14) Men havde Jesus kun som mål at bygge bro mellem folk med forskellig baggrund så de kunne komme godt ud af det med hinanden? Deltog han i andres religiøse ceremonier og ritualer?

Farisæernes og saddukæernes religiøse ledere modstod Jesus på det grusomste — de søgte endda at dræbe ham. Hvordan reagerede han? Jesus sagde advarende til sine disciple: „Lad dem være. De er blinde vejledere.“ (Mattæus 15:14) Jesus nægtede at have åndeligt fællesskab med sådanne personer.

Nogen tid senere blev der dannet en kristen menighed i Korinth i Grækenland — en by der var kendt for sin pluralistiske og multireligiøse kultur. Hvordan skulle de kristne forholde sig i dette miljø? Apostlen Paulus viste klart at de ikke måtte tage del i andres gudsdyrkelse, da han skrev: „Hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar [eller: Satan]?“ Han tilføjede senere: „Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud.“ — 2 Korinther 6:14, 15, 17.

Tværreligiøsitet er altså tydeligvis ikke i overensstemmelse med Bibelen. Men måske tænker du: ’Hvordan kan man så opnå enhed mennesker imellem?’

Den Internationale Rumstation — et teknologisk vidunder der er i kredsløb om Jorden — er et resultat af omkring 15 landes forenede indsats. Kan man forestille sig at dette projekt ville være blevet til noget hvis de implicerede lande ikke var blevet enige om hvilke arbejds- eller byggetegninger de skulle bruge?

Noget lignende gør sig gældende i forbindelse med de tværreligiøse bevægelser i dag. De fremhæver hele tiden værdien af samarbejde og respekt, men hvad troen skal bygge på, kan de ikke nå til enighed om. Derfor bliver moralske og læremæssige spørgsmål ved med at være splittende faktorer.

Bibelen indeholder Guds normer, som kan sammenlignes med en arbejdstegning. Vi kan bygge vores liv på det Bibelen siger. De der lader sig lede af den, har overvundet racemæssige og religiøse fordomme og har lært at arbejde sammen i fred og enhed. Gud forudsagde dette med ordene: „Jeg [giver] folkene et nyt sprog, et der er rent, for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder.“ Enhed udspringer af ’det rene sprog’, Guds normer for tilbedelse. — Zefanias 3:9; Esajas 2:2-4.

Jehovas Vidner vil gerne invitere dig til at komme til et af deres møder i en rigssal i nærheden af hvor du bor. Så kan du med egne øjne se den bemærkelsesværdige fred og enhed som råder iblandt dem. Du skal være hjertelig velkommen. — Salme 133:1.