Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HOVEDEMNE | GUDS RIGE — HVAD KAN DET BETYDE FOR DIG?

Guds rige — Hvad det betyder for Jesus

Guds rige — Hvad det betyder for Jesus

Mens Jesus var på jorden, talte han om mange forskellige emner. For eksempel lærte han sine disciple hvordan de skulle bede, hvordan de kunne behage Gud, og hvordan de kunne finde sand lykke. (Mattæus 6:5-13; Markus 12:17; Lukas 11:28) Men det emne Jesus holdt mest af at tale om, var Guds rige. — Lukas 6:45.

Som nævnt i den foregående artikel var forkyndelsen af „den gode nyhed om Guds rige“ noget centralt i Jesu liv. (Lukas 8:1) Han gav sig selv fuldt og helt, ja, han vandrede hundreder af kilometer i hele Israel for at undervise folk om Guds rige. Jesu tjeneste er beskrevet i de fire evangelier, der henviser til Riget over 100 gange. I de fleste tilfælde er der tale om direkte citater af Jesus, og alligevel repræsenterer de kun en brøkdel af alt det han sagde om Guds rige. — Johannes 21:25.

Hvorfor betød Riget så meget for Jesus da han var på jorden? Blandt andet fordi han vidste at Gud havde udvalgt ham til at være regent i Riget. (Esajas 9:6; Lukas 22:28-30) Jesus fokuserede imidlertid ikke på selv at få magt og herlighed. (Mattæus 11:29; Markus 10:17, 18) Han fremmede ikke Rigets interesser af selviske grunde. Først og fremmest var og er Jesus interesseret i Guds rige * på grund af det Riget vil gøre for dem han elsker — hans himmelske Far og hans trofaste tjenere.

HVAD RIGET VIL GØRE FOR JESU FAR

Jesus elsker sin himmelske Far. (Ordsprogene 8:30; Johannes 14:31) Han beundrer sin Far på grund af hans vindende egenskaber, blandt andet hans kærlighed, hans medfølelse og hans retfærdighed. (5 Mosebog 32:4; Esajas 49:15; 1 Johannes 4:8) Det er derfor helt sikkert at Jesus hader at høre de udbredte løgne om sin Far — løgne som at Gud er ligegyldig over for menneskers lidelser, eller at Gud ligefrem ønsker at vi skal lide. Det er en af grundene til at Jesus gjorde sit yderste for at forkynde „den gode nyhed om riget“ — han vidste nemlig at Riget med tiden ville rense hans Fars omdømme. (Mattæus 4:23; 6:9, 10) Hvordan vil det ske?

Jehova vil, ved hjælp af Riget, gå drastisk til værks til gavn for hele menneskeslægten. „Han vil tørre hver tåre“ af de menneskers øjne der er trofaste over for ham. Jehova vil fjerne årsagerne til disse tårer og sørge for at „døden [ikke vil] være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. (Åbenbaringen 21:3, 4) Guds rige vil altså eliminere al menneskelig lidelse. *

Det er ikke overraskende at Jesus var ivrig efter at fortælle mennesker om Riget. Han vidste at det ville vise dem hvor magtfuld og medfølende hans Far virkelig er. (Jakob 5:11) Jesus vidste også at Riget ville blive til gavn for andre som han elsker — mennesker der er trofaste mod Gud og hans normer.

HVAD RIGET VIL GØRE FOR DEM DER ER TROFASTE MOD GUD

Længe før Jesus kom til jorden, befandt han sig i himlen sammen med sin Far. Faren brugte Sønnen til at frembringe alting — lige fra de ærefrygtindgydende himle med de talløse stjerner og galakser til vores smukke planet og alt liv på den. (Kolossenserne 1:15, 16) Men af alt det skabte holdt Jesus især af „menneskenes sønner“. — Ordsprogene 8:31.

Det var kærlighed til menneskene der kendetegnede Jesu tjeneste. Lige fra begyndelsen gjorde Jesus det klart at han var kommet til jorden for at „forkynde godt nyt“ for dem der var i nød. (Lukas 4:18) Men Jesus nøjedes ikke med at tale om at hjælpe folk. Den ene gang efter den anden viste han i handling at han elskede mennesker. På et tidspunkt var en stor skare af tilhørere for eksempel samlet for at høre ham tale. Jesus fik „inderligt ondt af dem og kurerede de syge iblandt dem“. (Mattæus 14:14) Da en mand med en alvorlig sygdom gav udtryk for at han troede Jesus kunne helbrede ham hvis han ville, blev Jesus dybt rørt. Bevæget af kærlighed helbredte han manden og sagde medfølende: „Jeg vil. Bliv ren.“ (Lukas 5:12, 13) Maria, der var en af Jesu venner, havde mistet sin bror, Lazarus, i døden. Da Jesus så hende sørge, „stønnede han“ og „oprørtes“ og „gav tårerne frit løb“. (Johannes 11:32-36) Derefter gjorde Jesus noget forbløffende — han oprejste Lazarus fra de døde, selvom han havde været død i fire dage! — Johannes 11:38-44.

Jesus vidste naturligvis at den hjælp han gav på det tidspunkt, kun var midlertidig. Han var klar over at før eller siden ville alle dem han havde helbredt, blive syge igen, og alle dem han havde oprejst, dø igen. Jesus vidste imidlertid også at Guds rige ville fjerne sådanne problemer permanent. Det er grunden til at Jesus ikke blot udførte mirakler, men også flittigt forkyndte „den gode nyhed om riget“. (Mattæus 9:35) Hans mirakler var blot en forsmag på hvad Guds rige snart vil gøre over hele jorden. Læg mærke til hvad Bibelen lover angående den tid.

  • Ingen helbredsproblemer.

    „Da åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op. Da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde.“ Og „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ — Esajas 33:24; 35:5, 6.

  • Døden vil være fjernet.

    „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:29.

    „Han vil opsluge døden for bestandig, og den suveræne Herre, Jehova, vil tørre tårerne af alle ansigter.“ — Esajas 25:8.

  • De døde vil få livet igen.

    „Alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ — Johannes 5:28, 29.

    „Der vil finde en opstandelse sted.“ — Apostelgerninger 24:15.

  • Ingen hjemløse og ingen mangel på arbejde.

    „De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise. ... Mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud.“ — Esajas 65:21, 22.

  • Aldrig mere krig.

    „Han standser krige indtil jordens ende.“ — Salme 46:9.

    „Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ — Esajas 2:4.

  • Ingen fødevaremangel.

    „Jorden skal give sin afgrøde; Gud, vor Gud, vil velsigne os.“ — Salme 67:6.

    „Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.“ — Salme 72:16.

  • Ingen fattigdom.

    „Den fattige skal ikke for bestandig glemmes.“ — Salme 9:18.

    „Han vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Han vil ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse.“ — Salme 72:12, 13.

Når du tænker over disse løfter i forbindelse med Guds rige, kan du sikkert forstå hvorfor Riget betyder så meget for Jesus. Mens han var på jorden, talte han begejstret om Guds rige med enhver der ville lytte, for han vidste at Riget ville bringe alle de alvorlige problemer vi ser i dag, til ophør.

Kunne du tænke dig at se Bibelens løfter vedrørende Riget blive opfyldt? Hvis det er tilfældet, hvordan kan du så lære mere om dette rige? Og hvad kan du gøre for at sikre dig at du vil få gavn af de velsignelser Riget stiller os i udsigt? Det vil den sidste artikel om dette emne komme ind på.

^ par. 5 Denne artikel henviser til Jesu følelser i nutid fordi Jesus lever i himlen, og efter at han vendte tilbage til himlen, stod Riget uden tvivl fortsat hans hjerte nær. — Lukas 24:51.

^ par. 8 Yderligere oplysninger om hvorfor Gud for en tid har tilladt at mennesker lider, findes i kapitel 11 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, udgivet af Jehovas Vidner.