Svar på bibelske spørgsmål
Hvad får mange til at overveje om der findes en Skaber?
For omkring 3.000 år siden skrev en digter: “Jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt.” (Salme 139:14) Fyldes du ikke med ærefrygt når du tænker over hvordan en baby har udviklet sig fra en enkelt celle? Mange mennesker mener at der står en Skaber bag designet af alt levende. – Læs Salme 139:13-17; Hebræerne 3:4.
Den der har skabt universet og gjort jorden beboelig, har også skabt alt liv. (Salme 36:9) Han har kommunikeret med menneskene og fortalt om sig selv. – Læs Esajas 45:18.
Stammer vi fra dyrene?
Vores krop minder på mange måder om dyrenes. Men det skyldes at Skaberen har designet både mennesker og dyr til at leve på jorden. Han skabte det første menneske, ikke af et dyr, men af støv fra jorden. – Læs 1 Mosebog 1:24; 2:7.
Mennesker adskiller sig fra dyr på to meget vigtige områder. For det første er mennesker i stand til at kende, elske og vise respekt for Skaberen. For det andet blev mennesker, i modsætning til dyrene, designet til at leve evigt. Men eftersom det første menneske afviste Skaberens vejledning, har alle mennesker arvet døden. – Læs 1 Mosebog 1:27; 2:15-17.